Danmark har ingen adgang eller indflydelse i EU - og vi er selv ude om det

Kommentar af professor Martin Marcussen (Institut for Statskundskab) i Altinget den 2. juni 2020.

I dag har Danmark i realiteten ingen europapolitik. Hvis vi i søgningen efter den røde tråd i den danske europapolitik kaster et blik på regeringsgrundlaget fra juni 2019, er europapolitikken det område af alle, der er blevet helliget mindst opmærksomhed.

Otte linjer kunne det blive til. Danmark vil angiveligt kæmpe for at hæve EU's klimamål. Hvis vi også inddrager den udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi 2019-20, får vi at vide, at fokuspunkterne for den europapolitiske satsning er, at vi skal forsøge at finde ud af, hvad vi skal gøre, når briterne endelig træder ud af EU.

Vi skal også arbejde for at holde EU-budgettet i ro og forsøge at få flere danskere ansat i EU. Alt sammen godt nok, men det er næppe noget, der tegner hovedlinjerne i et lands samlede europapolitiske strategi.

Yderfløjspartier som vetopunkter

En første betingelse for, at Danmark kan få adgang, opnå anseelse og måske endda få indflydelse i Europa er, at vi har en idé om, hvad det er, vi gerne vil med Europa og EU. Det har vi ikke.

Og det er relativt nemt at forklare, hvorfor det ikke er tilfældet.

Den forrige borgerlige mindretalsregering var afhængig af støttepartiet Dansk Folkeparti i alt, hvad den gjorde, og den nuværende socialdemokratiske mindretalsregering har indgået en pagt med blandt andet Enhedslisten.

Begge de to yderfløjspartier har fungeret som vetopunkter i alt, hvad der bare lugter en lille smule af at formulere en plan for Danmark i Europa.

Store krav til beslutningsprocessen

Men en europapolitik gør det ikke alene.

Adgang, anseelse og indflydelse i Europa er også betinget af, at vi i Danmark har indrettet en europapolitisk beslutningsproces, der på én og samme tid er inddragende, demokratisk og effektiv. Det er store krav.

Dog har den danske EU-koordinationsprocedure, der giver Folketingets Europaudvalg en mulighed for at se regeringen efter i sømmene og ovenikøbet give den mandater inden forhandlinger i Ministerrådet, i mange år været garanten for, at den danske forhandler kunne tale i EU med stor styrke og bred folkelig opbakning. Men nu halter det.

Et pseudo-demokrati

Formanden for Europaudvalget, Eva Kjer Hansen (V), er klar i mælet, når hun kalder sit eget udvalg for et gummistempel.

Når medlemmerne af Europaudvalget om onsdagen modtager en kæmpe stak dokumenter, som udgør baggrundsmaterialet til udvalgsmødet om fredagen, så kan alle og enhver sige sig selv, at det er den fremmødte minister, der har fat i den lange ende, og ikke de folkevalgte medlemmer af Europaudvalget.

At de folkevalgte typisk heller ikke involveres i processen omkring iværksættelsen af de mange EU-regler i det danske samfund, gør ikke sagen bedre.

Vi har med andre ord ikke længere en europapolitisk beslutningsproces, der lever op til de fundamentale krav for demokratisk deltagelse og kontrol. Vi lader som om, at de folkevalgte er med hele vejen – men der er angiveligt tale om et pseudo-demokrati. Det er derfor, at Eva Kjer Hansen råber vagt i gevær.

Mangel på diplomatisk infrastruktur

En tredje betingelse for, at Danmark kan gøre sig gældende i EU, er, at vi har en diplomatisk infrastruktur, der er gearet til at fremme og beskytte Danmarks interesser i Europa. Også her halter det gevaldigt.

EU-koordinationskontoret i Udenrigsministeriet, der skal sikre, at alle EU-sagerne kører gennem beslutningsmaskineriet på en let og smertefri måde, og som skal koordinere dét, de forskellige ministerier foretager sig i EU, er blevet tyndere og tyndere bemandet, som årene er gået.

I dag er der to håndfulde ansatte, inklusive praktikanter, der skal sikre sig overblikket over hvem, der gør hvad og hvornår. Det er ikke holdbart.

Også ambassaderne ude i de europæiske hovedstæder er pressede. I seks EU-medlemslande har vi slet ikke ambassader, og i ni andre har vi én eller to udsendte medarbejdere. I en tid, hvor Danmark i dén grad mangler allierede i Europa, har vi brug for – fra sag til sag – at lave aftaler med de øvrige medlemslande. Det er ikke nemt, hvis vi ikke er til stede.

Endelig er det jo selvfølgelig et indlysende problem, at vi har én af de mindste permanente repræsentationer i Bruxelles. Kun de helt små medlemslande som eksempelvis Malta og Luxembourg har færre udsendte EU-forhandlere i Bruxelles end Danmark.

En selvskabt Bermudatrekant

Manglen på politik (policy), robuste demokratiske procedurer (politics) og en solid diplomatisk infrastruktur (polity) gør, at vi er endog meget langt fra at kunne drømme om at gøre os gældende i de helt væsentlige europapolitiske debatter og forhandlinger, der finder sted lige nu, og som i den nærmeste fremtid vil være afgørende for den europæiske integrationsproces.

Vi har over de sidste ti år slidt så godt og grundigt på de tre bærende søjler i den danske europastrategi, at der er opstået en veritabel og selvskabt Bermudatrekant, der suger al adgang, anseelse og indflydelse til sig.