17. januar 2019

De kantede svenskere bør lade alle vælgere få indflydelse

Kommentar af professor Peter Nedergaard (Institut for Statskundskab) i Berlingske den 17. januar 2019.

Peter Nedergaard Svensk politik har i de seneste måneder været kriseramt i den forstand, at det har været svært at danne en ny regering.

I første omgang skyldtes krisen, at ingen andre partier tilsyneladende vil have noget som helst at gøre med partiet Sverigedemokraterna (SD), som ellers fik knap 18 procent af stemmerne ved valget i 2018. Det betød, at der ikke kunne dannes en borgerlig regering, selv om der er et klart borgerligt flertal i vælgerbefolkningen.

I anden omgang kom der til sidst godt nok en mindre krise, fordi socialdemokraten Stefan Löfvén fik vanskeligheder med at få etableret en regering med støtte af de to små borgerlige partier, Liberalerna og Centerpartiet. Årsagen var, at de to partier havde betinget, at Venstrepartiet med otte procent af stemmerne ikke fik nogen indflydelse på regeringsgrundlaget, selv om partiets støtte til en regering med Löfvén i spidsen er helt nødvendig. Denne politiske krise er stadig latent, idet Venstrepartiet godt nok ikke vælter Löfvén-regeringen nu, men til gengæld stadig kræver en indflydelse, som de ifølge regeringsgrundlaget ikke må få.

Alt i alt tegner der sig et billede af svensk landspolitik som et »usamarbejdende folkestyre«. SD har man udelukket fra al indflydelse, fordi partiet ifølge de andre partier har fremmedfjendske rødder. Det blev cementeret med den såkaldte Decemberöverenskommelsen (DÖ) fra 2014, hvor partierne aftalte udelukkelsen af SD.

Hvilke rødder er værst?

Selv om DÖ blev ophævet med Kristdemokraternes opsigelse i 2015, har den i praksis fungeret som norm for (ikke-)samarbejdet siden.

Mens SD holdtes ude, gjaldt det samme ikke indtil nu for Venstrepartiet. De borgerlige partier har imidlertid kritiseret, at Socialdemokraterne gladeligt samarbejdede med Venstrepartiet, når de selv ikke ville eller måtte med SD. I den forbindelse har de borgerlige partier ligesom i forhold til SD henvist til Venstrepartiets historie, som udviklingen i partinavnet illustrerer: Indtil 1967 kaldte man sig Sveriges Kommunistiske Parti og derefter Venstrepartiet Kommunisterne. Det nuværende navn fik man i 1990 efter Berlinmurens fald.

Er kommunistiske rødder måske bedre end visse fremmedfjendske rødder, har nogle spurgt?

Udelukkelsen af SD og Venstrepartiet fra samarbejdet indebærer ikke kun en udelukkelse af indflydelsen for en fjerdedel af de svenske vælgere. Der er også tale om en geografisk eksklusion. SD står især stærkt i Skåne. Venstrepartiet har mange vælgere i det nordlige Sverige. Det er således dele af Udkantssverige, som til dels holdes ude, når man ikke vil give de to partier indflydelse.

Alt i alt har det store konsekvenser, når man helt udelukker vælgere fra bestemte partier og dermed også regioner fra at få politisk indflydelse overhovedet. For svensk demokratis skyld ville det være godt med en større »rundhed« og villighed til også at give indflydelse til synspunkter, som man ikke bryder sig om. Thi det kendetegner et rigtigt demokrati.

Emner