Den europæiske arvesynd

Opinionsindlæg af postdoc Malte Frøslee Ibsen (Institut for Statskundskab) i Berlingske den 12. februar 2020.

Ingen menneskelig ondskab står over eller ved siden af, hvad der blev gjort mod Europas jøder. Af nazister i spidsen for en militariseret tysk terrorstat, ja. Men midt i europæiske samfund, der gennem århundreder har forfulgt, myrdet og marginaliseret jøder, fordi de var jøder.

I de seneste ugers debat om antisemitisme, foranlediget af et interview med Mette Frederiksen i Politiken i forrige måned, har diskussionen især centreret sig om hendes udpegelse af »indvandrermiljøer og dele af venstrefløjen som arnested for en stigende antisemitisme«.

Jeg mener, at man med rette kan kritisere statsministeren for manglende præcision. Der hersker næppe tvivl om, at den voldsparate antisemitisme næsten udelukkende trives i islamistiske og højreekstreme miljøer, hvilket vi blandt andet bevidnede med det tragiske terrordrab mod Dan Uzan i 2015 og sidste års hærværk mod jødiske gravpladser i Randers.

Men jeg deler personligt statsministerens opfattelse af, at antisemitismen i de senere år har fået et dybere greb i dele af venstrefløjen. I mine øjne vil det dog være helt forkert at anklage den parlamentariske venstrefløj for at udgøre et arnested for antisemitismen, og jeg kan personligt ikke komme i tanke om én prominent, politisk aktiv figur på venstrefløjen, som med rette kan betegnes som antisemit. Men omvendt har jeg personligt bevidnet, hvordan antisemitismen stadigt hyppigere stikker sit klamme fjæs frem i debattråde på de sociale medier i skikkelse af borgere, der øjensynligt identificerer sig med venstrefløjen – især i to former.

Den ene form er karakteriseret ved, at den gør brug af retoriske figurer, der historisk har spillet en central rolle i antisemitisk propaganda. Det være sig deciderede konspirationsteorier om lyssky globale magthavere, der kontrollerer samfundsudviklingen gennem blæksprutteagtige
magtstrukturer, som nok især forefindes på venstrefløjens marginale »lunatic fringe«.

Men det være sig også mere eller mindre ubevidst overtagelse af f.eks. den ungarske premierminister Viktor Orbáns antisemitiske propaganda mod den jødiske rigmand George Soros. Denne fandt bl.a. et ekko hos Rina Ronja Kari – det daværende medlem af Europa-Parlamentet fra Folkebevægelsen mod EU – der i et Facebook-opslag fra 30. maj 2018 harcelerede mod Soros’ donationer til en kampagne for en ny Brexit folkeafstemning med kritik af, at en »rigmand fra Ungarn blande[r] sig så voldsomt i et andet lands folkeafstemninger«. Forstå mig ret: Min påstand er ikke, at Kari er antisemit (det mener jeg ikke), men at en antisemitisk figur om rodløse jødiske finansfyrsters illegitime kontrol med andre nationers politiske liv uforvarende fandt vej ind i hendes politiske retorik.

Jeg deler personligt statsministerens opfattelse af, at antisemitismen i de senere år har fået et dybere greb i dele af venstrefløjen.

Den anden form refererer til en glidende overgang mellem kritik af Israel og antisemitisme. Mange frygter imidlertid, at den danske venstrefløj bliver forsøgt delegitimeret af samme anklager om antisemitisme, der bl.a. tidligere er rettet mod Jeremy Corbyn og Bernie Sanders, alene fordi man fastholder kritikken af Israel.

Flere har peget på, at Israels nuværende regering selv har forplumret
distinktionen, når den misbruger antisemitismeanklager i forsøg på at afværge legitim kritik af den israelske stats ulovlige besættelse af og overgreb mod palæstinenserne – en kritik, jeg til fulde deler. I mine øjne lider diskussionen dog under et mere overordnet problem, som er afgørende at gøre sig klart.

Jeg er overbevist om, at venstrefløjen risikerer at begå en stor strategisk og moralsk fejltagelse, hvis man kun ser betimelige opfordringer til at gå i rette med voksende antisemitiske tendenser inden for egne rækker som forsøg på at delegitimere venstrefløjen og alene møder dem med
konsekvent insisteren på retten til at kritisere Israel.

Dels fordi man med sin reaktion faktisk risikerer at bidrage til at skabe præcis det billede af, at man er mere optaget af kritikken af Israel end opgøret med en voksende antisemitisme, der var medvirkende til at fælde britiske Jeremy Corbyn. I mine øjne er den bedste måde, venstrefløjen konsekvent kan fastholde retten til legitim kritik af staten Israel, netop at være fuldstændig uangribelig i omgangen med antisemitisme i egne rækker.

Dels fordi sandheden er, at antisemitismen har groet i den europæiske jord gennem århundreder, og meget tyder på, at den igen er i vækst. Ingen politiske fløje kan antages at være immune over for den tendens – heller ikke venstrefløjen. Hvis man pure afviser, at det kan være tilfældet, risikerer vi at svigte vores moralske ansvar til at imødegå antisemitismen, hvor end vi finder den.