Det store brev om magtdeling
Af Peter Nedergaard, professor ved Institut for Statskundskab. Indlæg bragt i Berlingske den 15. juni 2015
Peter Nedergaard
Fra de første samfunds fødsel og i mange af de efterfølgende årtusinder var magten samlet hos én hersker. Den var monolitisk. Et moderne demokrati forudsætter omvendt magtdeling, det vil sige det, som amerikanerne kalder checks-and-balances. Roden hertil kan ikke mindst identificeres til ét bestemt dokument, som publiceredes for nøjagtig 800 år siden.
Da skete der i England noget skelsættende, uden at det sikkert opfattedes således i samtiden. Forhistorien var den, at Richard Løvehjertes bror, kong John, gradvis mistede de engelske besiddelser i Frankrig. Efterfølgende voksede adelens modstand mod den uheldige konge og hans bekostelige forsøg på at redde det tabte land på den anden side af den engelske kanal tilbage.
Efter et definitivt nederlag i Frankrig i 1214 var baronernes tålmodighed løbet tør. I 1215 slog de sig sammen og tog 10. juni 1215 London med magt. Baronerne tvang kong John til at sætte sit segl på et dokument kendt som »Articles of the Barons«. Til gengæld fornyede baronerne 19. juni 1215 deres troskabsed til kong John. Et formelt dokument om aftalen mellem kong John og baronerne udformedes til 15. juli. Dette dokument er det oprindelige Magna Carta. Et ukendt antal afskrifter blev sendt til øvrighedspersoner som kongelige sheriffer og biskopper rundt om i England.
»Det store Brev« (på latin: Magna Carta) var en deklaration, der fastlagde en række begrænsninger i kongens magt, bl.a. med hensyn til hans ret til at udskrive skatter, til at disponere over afdøde undersåtters gods og til at fængsle frie mænd uden lov og dom. Med mindre ændringer blev Magna Carta stadfæstet flere gange i løbet af 1200-tallet. Hver gang, de engelske baroner eller andre magtfulde undersåtter mente, at kongen gik for langt i sin magtudøvelse, henviste de til Magna Carta.
DEN FOR KONG JOHN mest betydningsfulde del af Magna Carta var paragraf 61. Paragraffen etablerede et råd bestående af 25 baroner, der når som helst kunne mødes og underkende kongens vilje og om nødvendigt ved magt tage hans slotte og besiddelser. Her ser vi de allerførste spirer til det senere engelske parlament, som siden blev alle demokratiske parlamenters moder. Det var første gang, en konge blev underlagt en sådan bestemmelse.
Selv om Magna Carta i begyndelsen var omtvistet og blev forkortet og modificeret (bl.a. vedrørende paragraf 61), genudsendtes det gang på gang som bevis på magtdelingen i den engelske elite.
Da kong Johns søn, kong Henry, døde i 1272, var Magna Carta en etableret del af engelsk jurisdiktion. Det var dermed meget vanskeligt for en fremtidig monark at annullere dokumentet. Kong Henrys søn og arving, Edward 1’s parlament genudstedte Magna Carta for sidste gang 12. oktober 1297 som en del af en vedtægt kendt som »Confirmatio cartarum«, der bekræftede kong Henrys kortere version af Magna Carta fra 1225.
Vi skal i øvrigt huske, at der i Danmark findes en parallelforskydning af Magna Carta i form af Erik Klippings håndfæstning fra 1282, som markerede adelens reaktion på kongemagtens stigende indflydelse. Vi kunne skam også.