Få styr på ambitionerne, chef! – Københavns Universitet

07. juni 2018

Få styr på ambitionerne, chef!

Kronik af lektor Jacob Alsted (statskundskab) i Altinget den 7. juni 2018.

Ambitioner spiller en vigtig rolle som drivkraft i de fleste organisationer – både for ledere og medarbejdere.

Men ambitioner er svære at få styr på. De er både spændende og farlige.

Spændende, fordi de er forbundet med selvrealisering. Farlige, fordi de kan være destruktive for ens egen udvikling og for ens relationer til andre mennesker. 

Det er derfor vigtigt at kigge på, hvordan ledere håndterer deres medarbejderes ambitioner mest hensigtsmæssigt, for det kan være med til at forhindre et destruktivt arbejdsmiljø.

Ambitioner hører til selvudvikling

Robert Kegans model for selvets udvikling gennem livet er nyttig i denne sammenhæng. Modellen beskriver, hvordan selvets evne til at forstå og regulere sig selv og samtidig forstå omverdenen udvikler sig gennem fem faser.

Det institutionelle selvs svaghed ligger i selvoptagetheden. Den omgivende verden bliver et middel til at opnå personlige målsætninger, og deraf kan følge en isolation fra andre.

Lektor Jacob Alsted, Institut for Statskundskab

Det er det voksne selv (det såkaldt institutionelle selv – modellens fase 4), der forbindes med ambitioner, karriere og at “blive til noget”. Således er det at få et arbejde og dermed blive en del af en organisation (og af samfundet) en uhyre vigtig del af selvets bevægelse fra fase 3 til 4 i Kegans model. Tilsvarende forventer familien og samfundet også, at man ikke længere er en, “man skal tage sig af”.

Man kan sige, at ambitioner er et udtryk for, at individet flytter sin indsats fra at leve op til familiens krav til at leve op til samfundets forventninger. Men det er krævende nu at skulle stå mere alene og at skulle stå ved sin individualitet.

For at klare denne nye udfordring, bliver det en strategi for mange at understøtte selvet med en indre fortælling om dette selvs unikke art. Fortællingen om det unikke selv kan antage mange former, men en almindelig form er at stræbe efter at blive en unik person i arbejdslivet.

Keagans model af selvets udvikling

Ambitioner skal beskytte selvet mod angsten for ikke at klare samfundets krav til voksenlivet: Arbejde, selvstændighed og disciplin. På denne måde er det at have ambitioner sundt og et naturligt aspekt af at udvikle selvet.

Når ambitioner bliver destruktive

Men som mange andre aspekter af personligheden, kan ambitioner også have et fastlåsende og destruktivt udtryk. Det ambitiøse individ (ham, organisationspsykologen Yannis Gabriel kalder "den heroiske individualist") søger at blive beundret for sine bedrifter - for det, han har opnået. Han søger derfor status, berømmelse og anerkendelse.

Den voksnes optagethed af karriere og individualitet kan udvikle sig til en manglende evne til dybere kontakt med andre mennesker. Det institutionelle selvs svaghed ligger således i selvoptagetheden. Den omgivende verden bliver et middel til at opnå personlige målsætninger, og deraf kan følge en isolation fra andre. Med fokus på opnåelse af mål, selvdisciplin og karriere bliver arbejdet en slags religion for det fastlåste institutionelle selv.

Arbejdsnarkomanen er det institutionelle selvs overdrevne identifikation med organisationen. Overdreven stræben efter rigdom og berømmelse kan således være et udtryk for et usikkert selv. Selvet forsøges stabiliseret gennem opnåelse af ydre anerkendelse. 

Yannis Gabriel beskriver den heroiske individualist som en person, der er afhængig af at have et publikum og af at modtage bekræftelse fra andre. De er fyldt med en stærk bevidsthed om egen vigtighed. Den heroiske individualist er ikke optaget af arbejdets indhold, men af hvilke muligheder for forfremmelse, det giver. Han giver aldrig op, men er altid på vej mod et nyt mål, en ny bedrift.

Det ambitiøse individs ambitioner kan føre til, at alle relationer og situationer bliver til magtkampe og konkurrencer. For at vedligeholde selvets autonomi må det løbende bekræftes gennem “sejre” over andre. Tilsvarende vil man være bange for at blive besejret. En sådan dynamik kan gøre det vanskeligt at komme tæt på kollegaer eller at identificere sig med organisationen.

Flere studier viser samtidig, at hvis stræben efter rigdom, berømmelse eller et godt image overskygger stræben efter tilknytning og personlig udvikling, er det forbundet med en øget tendens til negative psykologiske tilstande som angst og depression.

Organisationer og ledere skal ”orkestrere” ambitioner

Det ambitiøse individ kan have svært ved at holde fokus på, hvad der er godt for organisationen og fællesskabet. Hvis en persons behov for prestige og karrieremæssig fremgang er særlig stort, kan det stå i vejen, både for evnen til at samarbejde med andre og for evnen til at vurdere en faglig løsning på en velafbalanceret måde.

Det er derfor ikke uden grund, at mange frygter konkurrencen, for den kan have overmåde destruktive effekter, hvis den får lov til at udfolde sig uhindret.

Det er derfor en vigtig opgave for de offentlige ledere at “orkestrere” ambitioner på en passende måde, så både medarbejder og organisationen får det fulde udbytte af ambitionernes potentielt skabende kraft.

I det "practice hack" (se linkboks til venstre), der udkommer i dag, kommer jeg med fire anbefalinger til, hvordan offentlige ledere kan inddrage ambitioner som et værktøj i deres ledelsespraksis:

  1. Bliv bevidst om dine egne ambitioner for at kunne kontrollere dem.
  2. Kortlæg, hvilke ”ambitionsprofiler”, der findes blandt kollegaer og medarbejdere.
  3. Analysér, om dine egne eller medarbejdernes ambitioner har en uhensigtsmæssig effekt på organisationen.
  4. Diskutér ambitioner med de medarbejdere, hvis ambitioner vurderes at have en negativ effekt på samarbejdet i organisationen.

Anbefalingerne er uddybet i practice-hacket, hvor der også er en oversigt over forskellige ambitionsprofiler og konkrete eksempler på, hvordan ambitioner kan bruges som ledelsesværktøj. Hermed en opfordring til at læse anbefalingerne og få styr på dine egne og dine medarbejderes ambitioner.