Giv knivloven kniven
Af Peter Kurrild-Klitgaard, ph.d. og professor ved Institut for Statskundskab. Kronik bragt i Berlingske den 2. august 2015
Peter Kurrild-Klitgaard
Justitsminister Søren Pind (V) har annonceret, at han vil give den såkaldte »knivlov« et eftersyn med henblik på at fjerne nogle af de uheldige konsekvenser, den har for ellers lovlydige danskere. Det er fornuftigt og har længe været påkrævet - men der er ikke brug for kosmetiske småændringer til smukkesering af dårlig lovgivning. Nej, de love og regler, der gælder det at bevæge sig rundt med en kniv, har udviklet sig til absurde indgreb i borgernes hverdag og en skamplet på retssikkerheden. En gene for titusinder af almindelige mennesker, der rammes med faren for straf uden nogensinde at have skadet nogen eller have ønsket at gøre det.
Et par eksempler kan illustrere problemerne:
Tag en ganske ordinær foldekniv, f.eks. af den verdenskendte »Schweizerkniv«-type, som mange drenge og piger har haft på et tidspunkt i barndommen. Kan den åbnes med en hånd? Ja, hvis man har tilstrækkeligt stærke fingre og megen erfaring, kan den faktisk godt. Tilsvarende med visse proptrækkere med en lille kniv indbygget. Dermed sidestilles disse i fortolkningerne med en såkaldt »springkniv« (o.l.) - og er dermed forbudt som sådan, punktum.
Men her kommer så den særlige »hage« ved dét: Ikke alle har lige stærke fingre eller lige stor erfaring med at åbne sådanne med én hånd. Derved vil politi, anklagemyndighed og domstole enten skulle tage stilling fra sag til sag - herunder aftvinge ejeren en prøve? Eller også anvende loven ensartet men absurd - f.eks. straffe en 16-årig pigespejder for noget, hun ikke kan med sin foldekniv, men som en 30-årig mandlig håndværker måske kan.
Vilkårlige og urimelige er også bestemmelserne om, hvordan man overhovedet må færdes med kniv, uanset typen, så længe bladet er mere end syv centimeter. Stramninger fra 2008 ændrede den minimale straf til ubetinget fængsel og ramte så hårdt, at en elektriker, der havde et multiværktøj i handskerummet, og en ung mand, der havde to arbejdsrelaterede hobbyknive i sin bil, begge ved landsretten blev idømt hæftestraf. Ved Højesteret slap de begge med bøde, men blev dog dømt.
SIDEN 2010 HAR myndighederne lempet fortolkningen sådan, at loven ikke finder anvendelse, hvis der er tale om »anerkendelsesværdige formål« - f.eks. fiskere, jægere, spejdere og håndværkere. Men det er fortolkning, ikke lovgivning. Og hvornår præcis er et formål »anerkendelsesværdigt«? Og hvad sker der, hvis fiskeren eller håndværkeren glemmer sin kniv i en jakke eller en bil, når man ikke længere er i gang med det »anerkendelsesværdige formål«? Det ene øjeblik er man lovlydig - det andet er man forbryder, uden at nogen har lidt skade.
Så hvad bør man gøre? Det eneste rimelige og konsekvente burde være at smide knivbestemmelserne fra 2008 og senere ud, helt og aldeles. Det er - for nu at parafrasere et forkætret slogan - ikke knivene, der stikker mennesker, men mennesker, der stikker mennesker. Og har de ikke knive, så findes der skruetrækkere, knuste flasker og alt muligt andet, der vanskeligt lader sig forbyde. Løsningen her er at gribe ind over for, at situationerne overhovedet opstår (f.eks. via stikprøver) - og at straffe tilstrækkeligt hårdt for den vold, der faktisk forekommer.
Kan man ikke det, og er det vitterligt knivstikkerier i nattelivet, man er bekymret for, burde det være muligt at indskrænke bestemmelserne til kun at gælde f.eks. bæring på kroppen og i byzoner i tidsrummet 20 til 06. På den måde ville man slippe for de mest problematiske indskrænkninger af ellers lovlydige borgeres frihed.