Habsburgske Europa

Kommentar af professor og dekan Mikkel Vedby Rasmussen i Weekendavisen den 31. juli 2020.

Vi tror, at vi ved, hvordan EU fungerer.

Det er sådan et sted, hvor besindige bureaukrater regulerer størrelsen på agurker på basis af love og regler, der er vedtaget af lande, som netop tror på love, regler og fornuftige løsninger. Vi tror også på, at EU udvikler sig langsomt i retning af mere integration og, især i Nordeuropa, ved vi, at det betyder, at resten af Europa vil komme til at ligne os – blive mere tyske, om du vil – med tiden.

Det eneste drama, som der er i den historie, er, når danskerne med jævne mellemrum siger nej til næste skridt i denne udvikling, sådan mest for at være på den sikre side. Topmødet 17.-21. juli 2020 mellem EUs stats- og regeringschefer om det fremtidige budget viste, at EU ikke fungerer på de teknokratiske og værdipolitiske præmisser, som vi letsindigt går ud fra.

Den første lære af topmødet er, at euroen er det vigtigste projekt i Europa. I 1990erne var euroen Tysklands garanti over for Frankrig om, at et forenet Tyskland ikke ville gå sine egne veje. Efter finanskrisen står det klart, at euroen ikke så meget er en garant for fortsat samarbejde i EU, men snarere udfordringen. Det europæiske samarbejde kan næppe overleve i sin nuværende form, hvis euroen kollapser. Brexit har i virkeligheden gjort sammenhængen mellem EU og euroen endnu mere udtalt, fordi der nu ikke er en stormagt i unionen, som har sin egen valuta. Ligesom den græske gæld skulle indfries for at sikre franske og tyske bankers overlevelse, skal de sydeuropæiske økonomier modtage lån og tilskud for at sikre, at italienerne stadig køber tyske biler. Selv lande som Danmark, der ikke er medlem af valutaunionen, betaler til støttefonden i erkendelse af, at valutaen har taget unionens fremtid som gidsel.

Den anden lære af topmødet er, at Tyskland og Frankrig ikke bestemmer så meget, som de tror, men at de kan få deres vilje, hvis de vil. Budgetpakken var en sejr for den franske præsident Emmanuel Macron, som har villet have sådan en pakke, siden han var økonomiminister i præsident Hollandes regering. At det er coronakrisen, snarere end finanskrisen, som den økonomiske stimulus nu skal hjælpe på, er mindre vigtigt for Macron, som glæder sig over, at han sammen med Kansler Merkel kunne sætte dagsordenen.

Det har været franskmændenes drøm, at Brexit betød, at Frankrig og Tyskland kunne sætte dagsordenen for unionen, og umiddelbart så det da også sådan ud oven på et topmøde, som dybest set handlede om at få vedtaget Merkel og Marcons fælles forslag til budget. Men det er måske værd at hæfte sig ved, at det tog fire dage at nå til den enighed. Der er valgt paver på kortere tid. Da der endelig kom hvid røg fra Rådsmødet, så var det fransk-tyske budgetforslag i det store og hele vedtaget, men det havde været så svært, at det i virkeligheden udstillede, hvor svært det er for Paris og Berlin at få deres vilje. Nogle gange kan en sejr svække én, fordi man har brugt alle sine kræfter på at vinde den.

At det er sværere for Merkel og Macron at styre EU, end det var for Kohl og Mitterrand i sin tid, er et udtryk for, at EUs tyngdepunkt har flyttet sig fra Rhinlandet til Syd- og Østeuropa. Den tredje lære af topmødet er således, at det Europa, som indgår i unionen, er de gamle habsburgske lande. At den østrigske regering kæmpede imod budgetaftalen, antyder, at det mere er ånden fra den spanske del af Habsburg-familien, som sætter tonen i et Europa, som går mere op i nationen end i integrationen, og som bekender sig til en mere reguleret og forhandlet økonomi end den ensartede kapitalisme. Statsministeren insisterede under forhandlingerne på, at det var muligt at kæmpe både for et strammere budget og for demokratiske værdier på en gang.

Men når det kom til stykket, kunne Mette Frederiksen og hendes nordeuropæiske kollegaer ikke hamle op med koalitionen af sydeuropæiske lande, der ville have penge, eller med de østeuropæiske lande, der ville være i fred. I de kredse, som stadig tror på europæisk integration som et tempel for civilisation og værdier, snarere end et kræmmermarked, er nederlaget over for Ungarn og Polen langt værre, end man måske umiddelbart kunne tro. Hverken euroen eller det indre marked har været et mål i sig selv. De var midler til at fremme et europæisk fællesskab. Hvis det fællesskab ikke er så vigtigt som størrelsen på den check, som man skal have med hjem, så mister selv unionens ideologer troen på projektet.