Har staten glemt fagligheden?

Klumme af lektor Caroline Howard Grøn (Institut for Statskundskab) i Altinget den 15. november 2018.

Jørgen Grønnegaard Christensen og Peter Bjerre Mortensens nye bog om Skat, ”Overmod og afmagt”, rejser mange spørgsmål. Et af dem gjorde særligt indtryk på mig: Hvor blev embedsmandsfagligheden af i det forløb?

Eller mere konkret: Hvordan kunne dygtige embedsmænd og -kvinder dog lade beslutningsgrundlag af den kvalitet, som beskrives i bogen, ligge til grund for reformer, der ikke kun påvirkede tusindvis af ansattes arbejdsvilkår, men har destabiliseret en af vores helt centrale samfundsinstitutioner, en troværdig skatteopkrævning?

Problematikken er ikke isoleret til Skat. Den handler mere generelt om, hvorvidt den faglige tyngde – og stolthed – egentlig fylder nok i staten.

Fagligheden må ikke glemmes

Diskussionen er langtfra ny. Vi har diskuteret balancen mellem politik og faglighed i en årrække, og vi ved fra kodeks VII, at embedsmænd både skal være faglige, sanddruelige og partipolitisk neutrale. Andre har ytret sig om, hvor meget og hvordan embedsmænd skal servicere politikerne.

Spørgsmålene er vigtige, men deres udgangspunkt er en mere grundlæggende problematik: Hvilken opmærksomhed får kernefagligheden i centraladministrationen; ikke som en modsætning til politisk betjening, men som en forudsætning for meningsfuld politisk betjening.

Som forløbet omkring Skat illustrerer med al tydelighed, så er der også en faglighed forbundet med at lave forvaltningspolitiske reformer og udvikle nye politikker. Det er en faglighed, der giver kompetencer til at vurdere kvaliteten af en business case, hvorvidt en implementeringsplan er realistisk, og hvordan politiske og administrative risici bør vejes op imod hinanden.

Kommunerne har taget det til sig 

Mens faglig ledelse er det nye sort i det kommunale Danmark, har det langtfra fået samme opmærksomhed i den statslige sektor. Faglig ledelse er kort fortalt en ledelsesstil, hvor lederen aktivt understøtter en fælles forståelse af, hvad god kvalitet i opgaveløsningen er og bevidst arbejder med at sætte professionelle standarder.

Nu vil den velorienterede læser måske indvende, at det der med faglig ledelse vel primært er noget, der vedrører fagprofessionelle, der arbejder i den offentlige drift. Altså læger, sygeplejersker eller lærere og derfor primært er regionernes og kommunernes bekymring.

Til det kan man sige to ting. For det første er der faktisk også en del steder, hvor staten har driftsopgaver og har ansat fagprofessionelle, for eksempel i politiet. For det andet, hvis vi ser på, hvordan faglig ledelse defineres, for eksempel hos Ledelseskommissionen, så kan staten ikke undslå sig. Her handler faglig ledelse konkret om at skabe en fælles forståelse for faglig kvalitet og understøtte enhedens faglige udvikling.

Det er der vel ikke nogen ledere, der siger, de ikke gør? Nej, men i Ledelseskommissionens undersøgelser bliver det tydeligt, at der er signifikant forskel på graden af anvendelse af denne type ledelse mellem kommuner/regioner og staten. Kommunale og regionale ledere er mere tilbøjelige til at sige, at de har fokus på at skabe en fælles forståelse af faglig kvalitet og understøtte enhedens faglige udvikling.

Når vi ser på tallene, kan vi se, at alle lederne ligger relativt højt på en skala fra 1-10, men vi ved også, at ledernes egne oplevelser af, hvor meget de leder, ikke altid modsvares af medarbejdernes (Jacobsen og Andersen, 2015), og selvom vi nok skal tage det absolutte niveau med et gran salt, så er der ingen metodiske grunde til at tro, at de sektorforskelle, vi finder, ikke er reelle nok.

Inspirationstur til hjemmeplejen

Der er selvfølgelig masser af fagligt dygtige medarbejdere og ledere i staten. Men den faglige ledelse – samtalen om kvaliteten af beregningerne bag business casen eller implementerbarheden af policyforslagene – fylder måske for lidt i den statslige ledergerning?

Det kan skyldes, at de statslige chefer ikke taler så meget om det. At embedsmandsfagligheden måske nogle gange er mindre entydig og veldefineret, end hvis man er sygeplejerske.

Men fagligheden er der, og dens karakter må ikke betyde, at fagligheden ikke gøres til genstand for løbende ledelsesopmærksomhed. Også selvom der er konkurrence om ledelsesopmærksomheden, og presset for at rette opmærksomheden opad i systemet er ganske stort. Rummet til faglig ledelse skal altså også skabes af ledere på hierarkiske niveauer over ledere af medarbejdere. 

Staten kan derfor med fordel kigge på, hvordan kommunerne griber tingene an. Her har faglig ledelse efterhånden fået en del opmærksomhed, så et forslag kunne være at sende de statslige chefer på ledelsesinspirationstur til den kommunale hjemmepleje.

--

Caroline Howard Grøn er lektor ved Institut for Statskundskab, Københavns Universitet, hvorfra hun også er uddannet cand.scient.pol og ph.d. Hun var i 2017 en del af Ledelseskommissionens sekretariat. Caroline forsker i offentlig ledelse og styring.