Hormuz kalder, men hvad vil Danmark?

Indlæg af centerleder Henrik Breitenbauch (Center for Militære Studier) i Berlingske den 26. august 2019.

Måske vil Danmark for første gang i nyere tid ende med ikke at deltage i en international mission, hvor vores interesser ellers taler for at deltage.

Mens Trump og Grønland trækker de store overskrifter, sejler denne sommers mest principielle kurre på den transatlantiske tråd lidt under radaren – nede i Golfen.

Konflikten mellem Vesten og Iran går tilbage til revolutionen i Iran i 1979, og den blev atter højaktuel med atomaftalen fra 2015 og Trump-regeringens udtræden af den sidste år. Hen over sommeren er magtspillet mellem Iran og USA intensiveret, med regionale, europæiske og andre globale magter i forskellige biroller.

Problemstillingen adskiller sig for Danmark fra det bizarre forløb omkring Trump og Grønland på den måde, at spørgsmålet om dansk deltagelse i en amerikansk ledet flådemission i Hormuz-strædet kræver en snarlig beslutning fra den danske regering.

I udgangspunktet burde det være nemt nok: Der er basalt set tale om en defensiv mission, der handler om international ordenshåndhævelse til søs i form af retten til fri sejlads. Helt grundlæggende i Danmarks interesse. Ikke nok med at vi nyder godt af den regelbaserede verdensorden blandt andet gennem vores meget store handelsflådes fri sejlads, vi har også en tradition for at ville påtage os legitime militære opgaver for at understøtte denne orden.

Men sagen er ikke så ligetil. Den tester S-regeringen på udenrigspolitikkens principielle spørgsmål: Evner USA effektivt og legitimt at lede Vestens indsats for at understøtte den regelbaserede verdensorden? Evner de europæiske lande tilsammen at agere som et ansvarligt alternativt på vegne af samme? Hvordan skal Danmark positionere sig i forhold til gamle allierede og partnere, og holder vores vante tilgang til den aktive udenrigs- og sikkerhedspolitik fortsat vand? Hvor vil en socialdemokratisk ledet regering lægge tyngden og accenterne?

De store europæiske landes positioner hen over sommeren viser, at det ikke er nemt at være udenrigsminister i disse dage. Da atomaftalen blev indgået med Iran, spillede de tre store europæiske lande, Frankrig, Storbritannien og Tyskland, en hovedrolle i at få Iran og USA til at mødes på midten. Efter USAs opsigelse af atomaftalen fortsatte dette mønster, også i forhold den maritime krise i Golfen. Amerikanerne havde inden sommerferien lanceret idéen om en international flådemission for at sikre trafikken i Golfen. For europæerne var hensigten tvetydig og ukomfortabel: Både at sikre basale principper om bevægelighed og at lægge maksimalt pres på Iran.

Den daværende britiske udenrigsminister Jeremy Hunt annoncerede efterfølgende en idé om en separat europæisk flådemission sidst i juli. Dagen efter forlød det, at Danmark, Frankrig og Italien var klar til at støtte ideen. Projektet fik også høflig støtte fra den amerikanske forsvarschef, general Dunford, der så det som et supplement til den amerikanske indsats. Men samtidig skiftede regeringsmagten i Storbritannien. Og den europæiske enighed og opbakning begyndte at skride. Tyskland og Frankrig faldt efterhånden fra.
Mest overraskende var, at Frankrig slet ikke har udfyldt den europæisk lederrolle, som præsident Macron ellers flittigt holder skåltaler om. Og en lille uge inde i august annoncerede briterne så, at de ville bidrage til det oprindelige amerikanske projekt. Der er altså ikke noget europæisk alternativ. Ikke engang i en situation, hvor de europæiske lande har et projekt (atomaftalen), og hvor de europæiske lande for en gangs skyld ikke er afhængige af amerikanske militære kapaciteter for at løse opgaven.

Danmark er således efterladt med valget mellem to alternativer. Enten at deltage sammen med briterne i den amerikanske flådemission med de samme defensive forbehold. Den valgmulighed foretrækker embedsværket. Men den er upopulær blandt regeringens parlamentariske grundlag. Den anden mulighed er at spille en aktiv rolle i at samle en ny europæisk flådemission – eventuelt i en model, der endnu tydeligere bydes velkommen af det amerikanske forsvar. Spørgsmålet er, om den opgave er for stor for det danske diplomati.

Resultatet kan meget vel være, at Danmark – for første gang i nyere tid – vælger ikke at deltage i en international mission, selvom vores grundlæggende nationale interesser taler for at deltage. Hvor politisk bekvemt det end kan synes, er det næppe klogt i en tid, hvor den regelbaserede verdensorden er udfordret.