Hvor er de anstændige og ordentlige på venstrefløjen?

Kommentar af professor Peter Kurrild-Klitgaard (Institut for Statskundskab) i Berlingske den 23. september 2019.

I årtier har danskerne hørt debattører begræde, at forne tiders »ordentlighed« og »anstændighed« blandt borgerligt-liberale skulle være forsvundet.

Hvad der omvendt nok er meget få, der ved, er, at denne beklagelse ikke er en, der er begyndt blandt folk til højre for midten i sorg over, at deres egne har ændret sig. Begrædelsen har, først som sidst, sin begyndelse på venstrefløjen og blandt frafaldne borgerlige.

De har på den måde ført et retorisk effektivt våben i felten: For anerkender man,
at der er en særlig borgerlig »ordentlighed« og »anstændighed«, der er forsvundet, ja, så må man jo uvilkårligt tilslutte sig de
politiske mål, venstre øjen har, og som højrefløjen angiveligt savner. Og fornægter man begreberne »anstændighed« eller
»ordentlighed« som selvstændige politiske målestokke, ja, så har man jo tilnærmelsesvis indrømmet, at man selv hverken er det ene eller det andet.

Sådan: Keine Hexerei, nur Behändigkeit.

Venstrefløjens påstand om, at der er en særlig »anstændighed« og »ordentlighed«, der angiveligt mangler til højre for midten,
er – udover det retorisk fiffige – slet ikke overraskende, for der er næsten altid en pudsig asymmetri i den måde, man i den
offentlige debat vurderer den moralske værdi af politikker.

Til højre for midten har man oftest appelleret til menneskers fornuft og fokus på konsekvenser af den ene politik i
forhold til den anden. Til venstre for midten lægger man derimod ofte større vægt på følelsesbetonede elementer knyttet til de idealistiske samfundsmål, man opstiller: Er man for dem, er man »god«, og er man imod dem, ja, så er man vel nærmest ond – eller i hvert fald ikke ordentlig og anstændig.

Appellen til de erklærede intentioner har imidlertid det fundamentale problem, at man som regel ikke aner, hvad andre menneskers faktiske mål er, og at de ikke automatisk kan udledes af, hvad de selv siger. F.eks. hører man ofte folk, der ønsker lavere skatter, inkl. til andre end dem selv, blive beskyldt for at være »egoistiske« – af de selvsamme mennesker, som mener, at der »solidarisk« skal bruges flere skattekroner (og i hvert fald ikke færre) på dem selv. Men hvorfor er det sidste specielt anstændigt, og det første helt uanstændigt?

Det er en debatform, som per definition handicapper borgerlige ræsonnementer. For hvem kan vinde over en utopi?

Derfor har mange til højre for midten også købt venstre øjens selvgodhed, uden at forstå konsekvensen. Man hører således
ikke så sjældent ikke-venstreorienterede sige om f.eks. kommunismen, at »nuvel, den er nok upraktisk og dårligt implementeret, men i det mindste er dens mål smukke«. Men det er de mål i bedste fald kun, fordi de repræsenterer noget aldeles urealistisk - og som Immanuel Kant, en kendt moral losof, der godt kunne lide at vurdere menneskers motiver, argumenterede så forudsætter et »bør« et »kan«. Man kan ikke meningsfuldt sige, at et mål, der ikke kan realiseres, er noget, der bør efterstræbes.

Og er forestillingen om et pengeløst og gennemkollektiviseret samfund, hvor ingen har mere end andre, i øvrigt så forfærdeligt smukt, når det kommer til stykket? Det vil i sagens natur forudsætte en grad af tyranni, der vil skulle styre alle mennesker i alle henseender.

Modstillingen af selverklærede mål og sandsynlige konsekvenser kan man såmænd også  nede i hverdagens politik. Især de steder hvor politiske initiativer har utilsigtede, »andenordens« konsekvenser.

Tag f.eks. venstreorienterede, der kræver loft over huslejer i lejeboliger med henvisning til et ideal om, at flere »skal
have råd til en bolig«. Men huslejelofter betyder med sikkerhed, at det bliver mindre rentabelt at bygge lejeboliger og har dermed den konsekvens, at boligudbuddet bliver mindre, end det ellers ville have været.

Eller tag venstreorienterede, der plæderer for højere marginalskatter f.eks. i form af en »millionærskat« med henvisning til, at vi skal have »mere lighed«. Uagtet at det er velkendt, at højere skatter langtfra i sig selv er identiske med mere lighed, og ikke
engang med flere skatteindtægter. Bl.a. fordi det år højindkomstgrupper til at flytte deres indkomst til lavere beskattede lande eller områder, eller at de simpelthen vælger at tjene mindre, men også fordi meget omfordeling
reelt sker til fordel for middel- og højindkomster.

Så hvad er egentlig det anstændige og ordentlige her? Er det at ville bedømmes på ens selverklærede mål over for postulater
om andres motiver? Eller skal man i stedet se på de reelle konsekvenser, inkl. de langsigtede, utilsigtede effekter?