Hvor er den borgerlige grundfortælling?

Indspark af professor Peter Nedergaard (Institut for Statskundskab) i Berlingske den 18. juni 2020.

Den borgerlige del af Folketinget er i krise. Årsagen er ikke kun corona-pandemien, selv om den givetvis har forstærket krisetegnene. Det stikker langt dybere og skyldes, at de borgerlige politikere og partier i årtier – med meget få undtagelser – har glemt den selvstændige borgerlige tænkning.

Set udefra er det ofte svært at få øje på noget som helst borgerligt dybdeperspektiv, når man iagttager de borgerlige politikeres ageren.

Over for de borgerlige partier befinder der sig derimod en solid socialdemokratisk grundfortælling om det velfærdspolitiske folkehjem, der via sammenhold og solidaritet lægger sig beskyttende om alle danskere som en tung gammeldags bondedyne.

Når det er lykkedes for de borgerlige partier – trods fortællingsunderskuddet – at vriste magten ud af Socialdemokratiets hænder, skyldes det som regel ikke egne meritter. Det er da sket som følge af et grundlæggende socialdemokratisk svigt. I 1980erne gjaldt det økonomien, og i nullerne drejede det sig om udlændingepolitikken. Det er muligt, at man kan vinde regeringsmagten tilbage igen på en af de to dagsordener, men det bliver i så fald en magt, som man igen får overdraget på lånt tid. Man kan ikke regere i længere tid på at reagere på modpartens fejl.

Hvis det borgerlige Danmark skal være Socialdemokratiet en ligeværdig modstander, kræver det, at der skabes en borgerlig grundfortælling om, hvad det basalt er, man vil med samfundet. I den forbindelse er det ikke nok at diske op med forslag om skattelettelser og med verbal og økonomisk støtte til erhvervslivet, og hvad enhver ellers kan finde på efter et 14-dages kursus i liberal økonomi. Man må i stedet tænke igennem, hvad borgerligheden i det 21. århundrede fundamentalt vil. Det må man derefter formulere på skrift og debattere med offentligheden.

Noget af det bemærkelsesværdige i de seneste tiår i dansk politik er på den ene siden mængden af bøger udgivet af socialdemokratiske politikere (hvoraf mange nu er ministre) sammenlignet med fraværet af det samme på den borgerlige side i Folketinget. Kaare Dybvad om udkantsdanmark, Mattias Tesfaye om udlændingepolitik, Dan Jørgensen om miljø- og klimapolitik og Pernille Rosenkrantz-Theill om velfærdssamfundet. Blot for at nævne nogle få.

Hvorfor ser vi ikke bogskrivende borgerlige politikere i det samme omfang, som vi ser socialdemokratiske ditto, når behovet der endda er endnu større? For at skrive en bog, må man læse mange bøger. Er forklaringen på de borgerlige politikeres manglende nødvendige bogskriveri simpelt hen, at de læser alt for få tunge bøger til, at det kan ske? Er borgerligheden ved at gro til i lutter ubelæsthed og intellektuel dovenskab? Spørgsmålene er der. Er svarene simpelt hen »ja«?