29. juli 2015

Idékampen om Europa

EU

På den ene side af frontlinjen står naturligvis Grækenland, men landets position støttes passivt eller aktivt af en række sydeuropæiske lande. På denne side af fronten drejer det sig om, at så hårde vilkår, som man nu lever under, bør udløse solidaritet fra de andre (nord)europæiske lande.

Af Peter Nedergaard, professor ved Institut for Statskundskab. Kronik i Berlingske den 29. juli 2015

Peter Nedergaard

Den netop afsluttede kamp om nye lån til Grækenland har sat idékampen om Europa på spidsen. Nedenfor vil jeg forsøge at optegne konturerne af fronten i denne kamp.

På den ene side af frontlinjen står naturligvis Grækenland, men landets position støttes passivt eller aktivt af en række sydeuropæiske lande. På denne side af fronten drejer det sig om, at så hårde vilkår, som man nu lever under, bør udløse solidaritet fra de andre (nord)europæiske lande.

Med meget høj arbejdsløshed og lav vækst bør man ikke underkastes krav om reformer som prisen for at få lån til at klare det for store offentlige forbrug. Så bør man fritages herfor, indtil væksten og jobbene kommer tilbage. Når man fra nordeuropæisk (og ikke mindst tysk) side afkræves liberaliseringer, tilpasninger af pensionsalderen, afpolitisering af administrationen osv., er det ifølge sydeuropæerne udtryk for en rigid tankegang, hvor overholdelse af bestemte mål sættes over »menneskelighed«.

Det sydeuropæiske synspunkt bakkes ofte op af amerikanere som Paul Krugman, Joseph Stiglitz, Mark Blyth m.fl., som kritiserer den tyskinspirerede »austerity«-kurs, som, de mener, er dybt skadelig. De henter inspiration fra USA, hvor man ikke ser så nøje og »rigidt« på offentlige underskud, og hvor store overførsler på tværs af landet fra delstat til delstat er en del af dagens orden. Disse synspunkter afspejler sig også i præsident Obamas forundring over, at man ikke »blot« reddede Grækenland.

Over for denne front står en nordeuropæisk idéfront med Tyskland i spidsen. Problemet med de »gode« råd fra den anden side af Atlanten er ifølge denne skole, at man overser, at EU ikke er USA. EU er ikke en stat, men et meget tæt samarbejde mellem selvstændige lande. Den demokratiske legitimitet skabes i landene og ikke på EU-niveau. EU besidder derfor heller ikke hård statsmagt. Den manglende hårde statsmagt må EU erstatte med en hård reguleringsmagt, hvor regler skal holdes. Hvis man ikke gjorde det, var der en alvorlig risiko for, at det europæiske projekt meget hurtigt blev illegitimt i hele Nordeuropa, fordi befolkningerne dér blev overbevist om, at man blev snydt af Sydeuropa.

Samtidig er der i Nordeuropa en anden holdning til magten end i Sydeuropa. I Nordeuropa betyder flertal ved valg ikke, at man bestemmer alt. Administrationen, domstolene, de statistiske oplysninger, udnævnelser af embedsmænd osv. skal stadig eksistere uden, at den herskende flertalsmagt blander sig. Indgreb i erhvervslivets forhold er heller ikke noget, som kan foregå på flertalsmagtens præmisser, selv om den er kommet demokratisk til regeringsmagten.

Den nordeuropæiske idé i kampen om Europa kan man kaldes weberiansk eller ordoliberal, og disse idékomplekser står meget stærkere i Nord- end i Sydeuropa. Den sydeuropæiske idé er derimod statsinterventionistisk og nogle gange pakket ind i keynesiansk tankegods.

Der var således meget mere på spil end ekstralån til Grækenland, da man besluttede sig for en ny hjælpepakke. Det var en kamp ud på de små nattetimer om ideer og principper for indretningen af Europas lande og det europæiske projekt.