Jackpot

Indlæg af dekan og professor Mikkel Vedby Rasmussen i Weekendavisen den 8. april 2020.

Kan I huske dengang, Brexit var vigtigt, og vi gik op i, om det var Joe Biden eller Bernie Sanders, som skulle stille op mod Donald Trump?
Dengang diskuterede vi også klima, og hvor mange køn det var muligt at krænke. Nu handler dansk politik og verdenspolitikken om en ting og kun én ting: coronakrisen.
Og hvor Boris Johnson før var presset på at levere på Brexit og Mette Frederiksen på klimaloven, er de befolkninger, som giver dem en opbakning, som de før kun kunne drømme om, kun optaget af at slippe igennem krisen med helbredet i behold og håbet om fortsat at have et arbejde. Det giver en mulighed for at koncentrere sig om et problem, som en regeringsleder
i virkeligheden kun sjældent har.
Hvad nu hvis coronakrisen ikke var den eneste krise, som Donald Trump, Boris Johnson og Mette Frederiksen skulle håndtere? Hvad ville effekten være, hvis det ikke bare var pandemien, men alle de scenarier, som vi frygter, der blev til virkelighed, samtidig?

Dét er det spørgsmål, som den canadiske science fiction-forfatter William Gibson stiller sig i sin nye bog Agency.
Bogen foregår i en fremtid, hvor 80 procent af Jordens befolkning er omkommet i, hvad de overlevende kalder the Jackpot. Historiens store enarmede tyveknægt er landet på klimaforandring, sammenbrud af stater, flygtningekrise, stormagtskonflikt og så videre på én gang. Bogen foregår i et London, hvor befolkningen er så decimeret, at robotter bliver brugt til at fylde Carnaby Street og andre turistområder med mennesker klædt ud i tøj fra de gode gamle dage i det 20. århundrede. Den eneste måde, som briterne kan redde stumper på, er ved at bede russiske oligarker om at styre landet.
Coronakrisen har forstærket troen på, at staten kan løse problemerne. Men Gibson spørger os, hvor langt den evne til at håndtere verdens problemer egentlig rækker.

Hvis coronakrisen ikke var kommet alene, ville Trump, Johnson og Frederiksens handlemuligheder, deres agency, have været helt anderledes.
I begyndelsen af marts så det ud, som om forårets europæiske krise ville blive flygtninge, som strømmede fra Tyrkiet ind i Europa. De blev stoppet af græsk pigtråd og af, at Tyrkiet kom i konflikt med Rusland i Syrien og derfor ikke turde provokere sine NATO-allierede ved fortsat at skubbe flygtningene mod grænsen. Men hvad nu, hvis flygtningene var brudt igennem pigtråden og havde bevæget sig op ad de europæiske motorveje som i 2015?
Hvis vi bliver i Jackpot-scenariet, kunne vi forestille os, at urolighederne i Hongkong i 2019 var eskaleret. Kina sætter Folkets befrielseshær ind mod demonstranterne, men i stedet for at undertrykke modstanden, som på Tiananmen-pladsen i 1989, mister Kina kontrollen med situationen, og Hongkong bliver kastet ud i en borgerkrig. Den britiske og amerikanske regering sender hangarskibsgrupper for at evakuere deres statsborgere, men kineserne mener, at den allierede flåde hjælper oprørerne, og angriber med missiler og flådestyrker i et søslag, hvor det nye britiske hangarskib HMS Queen Elizabeth bliver sænket.
Mens USA, Storbritannien og Kina således kommer i krig, kan vi skrue op for elendigheden ved, at uroligheder i de baltiske lande udløser en russisk invasion, som NATO aldrig får tid til at forholde sig til, fordi den globale opvarmning accelererer.
Kæmpemæssige isbjerge løsriver sig fra Sydpolen med det resultat, at vandstanden i verdenshavene stiger med to meter hen over sommeren. De europæiske lande står bogstavelig talt i vand til knæene, mens COVID-19, krig og flygtninge bringer samfundet i knæ socialt, økonomisk og politisk.

Hver for sig er ingen af de her scenarier mere usandsynlige end en pandemi. Men vi går ud fra, at en ulykke kommer alene, og at vi derfor vil have muligheden for at håndtere COVID-19 eller en flygtningekrise hver for sig. Men hvis kriserne ikke er så velopdragne at komme i den rækkefølge, som vi kan håndtere dem i, så er det ikke vores helbred, velstand eller freden, som er truet, men selve ideen om, at vi har et valg.
Præmissen for demokratisk politik er, at vi kan vælge forskellige måder at forandre verden på, mens krisernes jackpot vil berøve os det valg. Coronakrisen har været en opvisning i handlekraft; lad os håbe, at vi får tid til at diskutere, hvordan vi kan tage de andre potentielle kriser i opløbet, så vi ikke kommer til at opleve krisernes jackpot.