Mens vi hyggede os i Danmark, forandrede Tyskland Europa

Kommentar af professor Marlene Wind (Institut for Statskundskab) i Berlingske den 2. juni 2020.

Danmark har ikke kun været lukket ned i fysisk forstand de forløbne tre måneder. Også i åndelig forstand har der været lukket og slukket. I hvert fald hvis man med »åndelig vågenhed« ser sig som en del af en større global og europæisk virkelighed.

Det hævner sig nu, hvor det pludselig rykker på den europæiske scene. Den tyske Kansler Merkel og franske præsident Macrons forslag til fælles redningsfond og gældsstiftelse kaldes ligefrem et »Hamiliton moment«, hvor der refereres til USA i 1790, hvor den amerikanske regering samlede alle de amerikanske staters gæld under sig.

Mange har især været overrasket over, at den tyske kansler fik hele sit konservative bagland med på et endeligt farvel til »sparebanden«, dvs. de lande (herunder Danmark), der ikke vil acceptere, at en genopretningsfond skal bestå af både lån og bidrag, som alle 27 lande skal hæfte for.

Ydermere skal man huske på, at uanset hvordan fordelingen mellem lån og direkte bidrag præcist ender, bliver der ikke tale om overførsler uden betingelser.

Overraskelsen skyldes dog nok, at verden udenfor Danmark under krisen har været lige så usynlig som i et tryllenummer i Cirkus Benneweis. Trods meget få smittede og døde er krisen her i landet alene blevet framet som en sundhedskrise. Der har været masser af »spørg om corona«, men aldrig blevet spurgt ind til de globale og nationale økonomiske konsekvenser af coronaen og den massive nedlukning. Men det har regeringen sikkert haft det helt fint med.

Nu står vi så med et Tyskland, der er vendt 180 grader i sin europapolitik. En genopretningsfond på 750 mia. euro, som Kommissionen nåede op på i sit forslag, og pengene skal altså ikke kun gives som lån med skrappe betingelser, men også som investeringer uden tilbagebetaling til de lande, regioner og industrier, der har lidt mest under krisen. Baggrundtæppet er et forventet fald i væksten i EU på mellem syv og 15 pct.

Det, der gør det anderledes denne gang er, at Sydeuropa var uden skyld i pandemien, og i at den ramte dem hårdest og først. Det gav til gengæld os i Nordeuropa god tid til at gardere os og tage vores forholdsregler. Det ses nu i antallet af smittede og døde.

Denne erkendelse samt det forventede fald i købekraften i Sydeuropa, som (også) vil ramme os i nord på eksporten, fik de tyske konservative til at lave en u-vending. I forvejen var tyskerne slået ind på en mere ekspansiv finanspolitisk kurs i den nationale genopretning. Og nu er turen så kommet til Europa. At proppe yderligere lån ned i halsen på et i forvejen gældsplaget Italien (som Danmark eksempelvis foreslår), ville som den »nyomvendte« due og tidl. finansminster Wolfgang Schaüble påpeger, svare til at »give sten for brød«.

Nogen beskriver det tysk-franske forslag med fællesgældshæftelse til en meget lav rente og lang løbetid, som første spæde skridt mod en finanspolitisk union. Det morsomme er så, at mange af dem, der bruger dette som et skræmmebillede, er de samme, som i årevis har kritiseret især eurogruppelandene, for netop ikke at turde tage netop dette skridt.

Ydermere skal man huske på, at uanset hvordan fordelingen mellem lån og direkte bidrag præcist ender, bliver der ikke tale om overførsler uden betingelser. Pengene vil komme til at gå til udvalgte regioner, projekter og (grønne) industrier og være knyttet op på gennemsigtighed, transparens og forhåbentlig et krav om, at modtagerlandene skal have en liberal retsstat. De skal også være med i EPPO, EUs fælles anklagemyndighed, så evt. svindel i fremtiden kan efterforskes hurtigt og effektivt.

Ønsket hos tyskerne efter to en halv måneds coronanedsmeltning har (oven i en vis træthed med den tyske forfatningsdomstols evindelige spænden-ben for ECBs opkøb af statsobligationer), været ønsket om en helt ny økonomisk model. Modellen bliver nu (hvis den endeligt vedtages), at Kommissionen optager 30-årige lån til en lav rente, og at dette suppleres af egne indtægter via fælles skatteopkrævning. Det kunne eksempelvis være på plastik og en ny digitalskat, som så bruges til at afdrage på lånet.
Artiklen fortsætter efter annoncen

Det kan betyde, at gældsstiftelsen ender med slet ikke at koste medlemslandene noget. Tværtimod vil alle få del i investeringerne. Meget tyder altså på, at tyskerne har været åndeligt vågne under coronakrisen og undladt at bruge samtlige corona-uger på alsang og sygdomssnak.

Der var en smule tid til Europa. Og det skal de have uendelig megen tak for.