22. december 2020

Nu er coronakrisen slut

KOMMENTAR: Som statsminister Mette Frederiksen (S) har oplevet under minksagen, er få ledere så skrøbelige som dem, der har været succesfulde i krisen, skriver Mikkel Vedby Rasmussen.

Coronakrisen er slut fra et politisk synspunkt.

I Danmark sluttede krisen den aften, da Jakob Ellemann-Jensen besluttede sig for ikke at stemme for, at regeringen kunne hastefremsætte lovforslaget om at lovliggøre slagtningen af mink, som endnu ikke havde covid-19, hvorved Venstres formand var med til at skabe den juridiske gråzone, som han senere protesterede over.

I USA sluttede krisen med Joe Bidens sejr i præsidentvalget. Biden havde ikke kunnet slå Donald Trump, hvis ikke coronakrisen havde haft samme funktion som barnet i eventyret, der gjorde det klart for et flertal af amerikanerne, at The Donald ikke havde andet end en rød kasket på.

I Sverige sluttede krisen, da statsminister Stefan Löfven gik på tv for at indskærpe, at borgerne skulle holde afstand, og det stockholmske natteliv, der gennem coronakrisen havde festet med samme iver som folkene i baren på Titanic, måtte holde igen.

Mette Frederiksen er ikke i samme position.

Mikkel Vedby Rasmussen, professor og dekan på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, KU

Det var en indrømmelse af, at flokimmuniteten aldrig kom, og at den svenske coronastrategi havde været en eklatant fiasko.

Krisepolitikken var forbi i Danmark, USA, Sverige og de andre vestlige lande, som med varierende talent og vekslende succes havde forsøgt at håndtere pandemien.

Det ledelsesrum, som statsministre og præsidenter havde haft, var enten blevet sat over styr eller blevet udfordret. Hvis der er nogen, som tror, at det er tilfældigt, at den normale politik med sine julelege, konfrontatoriske retorik og møjsommelige forløb vendte tilbage, netop som de store medicinalfirmaer offentliggjorde, at de havde vaccinen på plads, så har jeg lige fået en mail fra en venlig advokat i Nairobi, der vil sælge Eiffeltårnet for en slik, som jeg gerne vil sende videre til vedkommende.

Trykket er taget af den politiske kedel, fordi vi ikke er bange længere. Lyset er blevet tændt for enden af tunnelen. Derfor behøver vi ikke længere en stærk leder, men vil faktisk foretrække at pille vores ledere lidt ned.

Demokratiske borgere sidder altid tilbage med en bitter smag i munden, når det går op for dem, at staten faktisk har midlerne til at tage fat i nakken på samfundet, hvis den får lov.

Som Mette Frederiksen har oplevet under minksagen, er få ledere så skrøbelige som dem, der har været succesfulde i krisen. Det er svært for dem at omstille sig til hverdagsledelsens lavere tempo og mindre problemer.

Ledelse med mindre adrenalin er simpelthen en anden disciplin, og hvis man ikke husker det, kan man meget hurtigt få trukket tæppet væk under sig af Jakob Ellemann-Jensen eller Joe Biden, som man før ikke behøvede at skænke en tanke.

Som den britiske digter, T.S. Eliot, skrev, så skaber man en begyndelse, når man skaber en slutning. Coronakrisens slutning betyder ikke, at vi vender tilbage til verden anno 10. marts. Det har Joe Biden formentlig set klarere end Jakob Ellemann-Jensen.

For Biden ankommer til Det Hvide Hus med et coronamandat, som han kan bruge som platform for en række grundlæggende reformer.

Han er præsidenten, som tiltræder sammen med vaccinen, og vil derfor kunne bruge den energi, som automatisk vil blive frigjort, når mundbindene kommer af, til at skabe et momentum omkring sin politik.

Mette Frederiksen er ikke i samme position. Hun vil for altid være forbundet med nedlukningen 11. marts, og lige så sikkert, som det vil give hende en plads i historiebøgerne, vil det for altid skabe en forbindelse mellem hende og noget, som vi helst vil lægge bag os.

Det betyder ikke nødvendigvis, at hun deler skæbne med Winston Churchill og taber valget efter at have vundet krigen. For hun og hendes kollegaer i resten af den vestlige verden kommer ud af coronakrisen med et mandat til, at staten kan handle over for samfundets problemer, som de ikke havde, før krisen vænnede os til, at staten kunne bestemme, om vi måtte give hinanden et knus.

Hvordan, de udnytter det mandat, vil være afgørende for, hvilken type ledere de bliver, og hvilke mål de kan nå, når krisen er overstået.