14. marts 2023

Ny kurs for Kina: Militæret skal prioriteres

Kronik

Kina har store mål for fremtiden: I 2049 skal det kinesiske militær være af verdensklasse. Det kan blive det store skifte. Men vil det lykkes? Og er det noget, Vesten skal frygte for?

Kronik af professor emeritus Bertel Heurlin (Institut for Statskundskab) i Jyllands-Posten den 14. marts 2023. 

Kinas parlament, Folkekongressen, har mødtes for at beslutte retningen for Kinas udvikling i den kommende tid. Over 3.000 delegerede drøfter regeringens forslag, som premierministeren fremlægger.

Kina står ved en skillevej: Hvilken retning skal tages? Skal Kina fortsætte med at prioritere sin egen økonomiske udvikling fra at være verdens største udviklingsland til at tilslutte sig de udviklede lande og blive et stærkt, velhavende socialistisk land, eller skal vægten nu lægges mere på Kinas sikkerhed?

Dilemmaet er klart demonstreret: Regeringen foreslår en årlig økonomisk vækst på 5 pct., en klar tilbagegang. Men militærudgifterne skal stige med 7,2 pct., en smule højere end sidste år.

I mange år har situationen groft taget været, at den økonomiske vækst er blevet efterfulgt af en tilsvarende procentstigning til militære udgifter. Kort sagt, at vigtigst var, at Kina udvikledes, at befolkningen blev rigere, og at denne rigdom skulle selvsagt sikres med tilsvarende militære midler.

Nu er der en tendens til, at sikkerhed opprioriteres. Som situationen er nu, øger Kina, verdens næststørste militærmagt, sit militærbudget til 225 mia. dollars, svarende til en tredjedel af USA's.

Det bliver formuleret således af den kinesiske regerings talsmand: »Vi har begrænsede militære udgifter. Formålet er at sikre national suverænitet og sikkerheds- og udviklingsmæssige interesser.« Men der er en klar tendens til at opprioritere sikkerhed. Som det blev begrundet af premierministeren: »Forsøg udefra på at undertrykke og inddæmme Kina eskalerer.«

For der er ingen tvivl om, at Kina generelt er presset på det sikkerhedspolitiske område. Fra at være verdens største økonomi indtil begyndelsen af det 19. århundrede blev Kina fattigt, undertrykt og udnyttet. Kina opstigning til at blive verdens næststørste økonomi og største handelsnation begyndte først i 1978. Et økonomisk mirakel. Men hvor står det kinesiske militær, Folkets Befrielseshær (PLA), i dag?

Kina selv er stolt af sin militære magt, men er også tilbageholdende med at triumfere. Det er en generelt accepteret og annonceret kinesisk holdning, at der stadig er et stort svælg mellem vestlige landes militære kapaciteter og evner og Kinas.

Men Kinas største sikkerhedsproblem er fremkomsten af et voksende Kina, der af store dele af verden kan ses som en militær trussel. USA, men også Japan og Indien holder sig ikke tilbage med at påvise, at Kinas militære styrker er truende, provokerende, teknisk avancerede, konfliktparate og på mange militære områder globalt overlegne.

USA udsender den ene stærkt detaljerede og voldsomt omfattende rapport efter den anden - den længste er på 800 sider - med nøjagtige beskrivelser af Folkets Befrielseshærs nye, avancerede krigsmateriel. Den kinesiske flåde anslås nu at være på over 400 fartøjer, hvor USA's krigsskibe tæller under 290 - ganske vist med planer om udvidelse til 355.

I 2021 og 2022 søsattes ni missilkrydsere og destroyere og flere nukleart drevne, missilbevæbnede ubåde. I juni 2022 blev Kinas tredje hangarskib operativt.

Flyvevåbnet har nu fjernet de fleste koldkrigsfly, som er erstattet af avancerede kampfly af typerne J-10 og J-16 samt stealth-kampflyet J-20. Selv hæren, som har være Kinas traditionelt set mest afgørende værn, synes nu at være afgørende moderniseret. F.eks. ses 70 pct. af kampvognsstyrken på 5.400 at være klassificeret som moderne.

Et nyt værn, Rocket Force, har helt nye strategiske og taktiske missilsystemer, herunder hypersoniske krydsermissiler. Også den nukleare del af Folkets Befrielseshær er ved at udvikle sig til det, der svarer til den amerikanske tredelte atomstyrke med landbaserede langtrækkende missiler, bombefly og ubåde med langtrækkende missiler.

Antallet af kernevåben bliver tredoblet. Et helt nyt våbensystem, Fractional Orbital Bombardment System, FOBS, hvor sprænghoveder i lave omdrejninger omkring Jorden kan sendes mod deres mål, er under udvikling.

USA har en interesse i at fremstille Kina som overoprustet og militariseret. En nærmere analyse viser imidlertid, at de officielle rapporter er rimeligt nuancerede og i højere grad antyder, at det er den farlige kommende retning, som Folkets Befrielseshær er på vej ind i, der er farlig.

Bertel Heurlin 

Det ser ildevarslende ud set fra USA og dets mange allierede. Men USA har en interesse i at fremstille Kina som overoprustet og militariseret. En nærmere analyse viser imidlertid, at de officielle rapporter er rimeligt nuancerede og i højere grad antyder, at det er den farlige kommende retning, som Folkets Befrielseshær er på vej ind i, der er farlig.

Set fra Kina må den nuværende situation være endnu mere ildevarslende. For det første har USA ikke opgivet sin enesupermagtsposition. USA ser sig fortsat som den overlegne verdensleder. For det andet ser Kina, at USA fortsat er den politisk og militært stærkeste nation i Asien. For det tredje har USA globalt set over 600 militære baser. USA har opdelt hele verden i seks militære kommandoer: Europa, Afrika, Nordamerika, Sydamerika, Indo-Pacific og Centralkommandoen (Mellemøsten).

en opererer med 360.000 mand. Kina har én militær base, i Djibuti. For det fjerde har USA evnet at føre stedfortræderkrig i Ukraine mod Rusland, samtidig med at der ikke svækkes på indsatsen i Asien, hvor USA p.t. udfolder en heftig allianceudvidelsesproces. Den opfatter kineserne som en ”Natoisering ”af landets omfattende interessesfære: havene omkring Kina og alle de lande, som er naboer.

Denne Asien-indsats er selvsagt dybt problematisk for Kina, fordi den demonstrerer USA's kapacitet til at være til stede på to fronter - i relation til Rusland og i relation til den pågående kinesisk-amerikanske rivalisering.

Med disse vilkår er det ikke overraskende, at Kina udbygger militæret i et sådant omfang, at Kinas oprindelige prioritering, den økonomiske udvikling, langsomt er ved at vige for at prioritere sikkerheden - ikke blot den militære - men alle former for sikkerhed.

Ukrainekrigen bliver fulgt minutiøst af Folkets Befrielseshær. Bliver denne anakronistiske krig mønstret på nye krige? Kina ønsker ikke krig, men må forberede sig. For en krig spøger. Man skal være klar til angreb, hvis taiwanerne vil løsrives. Det bliver den store prøve.

Folkets Befrielseshær må overveje at lægge mindre vægt på nye våbensystemer og mere tænke på krigens mange former: cyber, gråzone, blokade, folkekrigen og ikke mindst den traditionelle, forældede krig.

Men Ukrainekrigens mange erfaringer må med: Folkets Befrielseshær må forberede sig på, at unge kinesere ikke vil slås. At deres familier ikke vil sende den eneste søn og alderdomsforsøger afsted. Folkets Befrielseshær må dertil indse svagheden ved sin manglende krigserfaring. At det haster med at nedbryde alle de hierarkiske ordre- og kommunikationslinjer for at etablere større selvstændighed hos enheder på tværs af værnene og partistyringen. Folkets Befrielseshær står fortsat med store svagheder og mangler.

Det centrale spørgsmål er: Skal Vesten frygte Folkets Befrielseshær? Ikke nu. Men Kina har store mål for fremtiden: i 2049 skal det kinesiske militær være af verdensklasse. Det kan blive det store skifte. Men vil det lykkes for Folkets Befrielseshær?

Emner