Penge kan ikke købe en valgsejr – men de er en god strømpil

Kommentar af professor Peter Kurrild-Klitgaard (Institut for Statskundskab) i Berlingske den 10. januar 2020.

I den forgangne uge gik startskuddet officielt for 2020-valget i USA. Reelt har selve præsidentvalget naturligvis været undervejs lige siden Trumps sejr i november 2016, og man har hos Demokraterne det seneste år eller tre været i gang med, hvad der ofte er blevet kaldt »det usynlige primærvalg«. Den uformelle proces, hvor det gradvis bliver klart, hvilke kandidater, der vil kunne få mest opmærksomhed og samle flest penge til at føre kampagne for.

Går det som sædvanligt, vil præsidentvalget (igen) i år slå alle hidtidige rekorder med hensyn til, hvor mange penge partier, kandidater og interessegrupper kaster i kampagner for eller imod den ene eller anden kandidat. Det anslås, at 2016-valget i alt kostede (mindst) 6,5 mia. dollar — hvoraf lidt over en tredjedel blev brugt på selve præsidentvalget, mens den store rest gik til kampagner i forbindelse med kongres- og lokalvalg.
 
I en periode fra 1970erne til 1990erne var der ikke den store udvikling i partiernes samlede kampagnebudgetter, men siden da er det overordnet stort set kun gået én vej - op. Udgifterne i 2016 var mere end det dobbelte af, hvad der blev brugt blot halvandet årti tidligere (2000), og den amerikanske reklameindustri forventer, at 2020 bliver et nyt rekordår.

Og går det også, som det plejer, med hensyn til, hvem kan rejse penge, kan vi nok regne med, at det parti, hvis samlede kampagnebudget er størst, også vil vinde - i hvert fald ved præsidentvalget.

For ser man bort fra de to specielle præsidentvalg i nyere tid (2000 og 2016), hvor det ikke var den med flest stemmer, der vandt flest valgmænd (og derfor præsidentposten), skal vi helt tilbage til 1976 for at finde en kandidat, der vandt (Carter), selvom den anden (Ford) havde størst budget.

Det lyder måske så plausibelt, at det er banalt, at den med flest penge i kassen som regel vinder- men sammenhængen mellem penge og stemmer er mere kompleks, end mange nok tror.

For det første er myten om, at det altid er dem med de dybeste pengetanke, der vinder, kun dét: En myte. Ved 2016-præsidentvalget disponerede Hillary Clintons kampagne og de politiske »action committees«, der støttede hende - over i alt knap 600 mio. dollar - mens det tilsvarende tal for Trump kun var godt det halve. I 1964 var situationen den samme, men partifarverne omvendt: Den Republikanske Barry Goldwater havde dobbelt så stort et kampagnebudget som den siddende Demokratiske præsident, Lyndon B. Johnson - men alligevel led Goldwater et historisk stort nederlag. Et forspring i penge er altså ingen garanti for, at man også ender i Det Hvide Hus.
 
Til det kunne man tilføje en lang række af multimillionærer, der har »selvfinansieret« sig og dermed forsøgt at undgå de restriktioner, der er på at indsamle penge fra donorer - men uden særlig succes med at »købe« sig til sejr. Det gælder f.eks. Mitt Romney, der i 2008 brugte 35 mio. af sine egne dollar på et forgæves forsøg på at få Det Republikanske Partis nominering til præsidentvalget. Hans kampagnebudget var dobbelt så stort som partifællen John McCains - men McCain vandt 73 pct. af de delegerede i primærvalgene og Romney kun 13 pct.

Andre taber-milliardærer inkluderer f.eks. Meg Whitman (144 mio. dollar brugt på guvernørkampagne i 2012), Linda McMahon (99 mio. dollar på senatskampagner i 2010 og 2012), Ross Perot (72 mio. dollar ved præsidentvalgene i 1992 og 1996) og Michael Huffington (28 mio. dollar på senatskampagne i 1994). For slet ikke at tale om Steve Forbes, der brugte i alt 69 mio. dollar af sin familieformue på to forsøg på at blive Republikansk præsidentkandidat (1996 og 2000). Første gang vandt han 11 pct. af stemmerne og en promille af de delegerede, mens han ved andet forsøg fik mindre end én procent af stemmerne og cirka samme andel delegerede.

En ny rekord kan muligvis blive sat af den fhv. New York-borgmester og verdens 14. rigeste mand, Michael Bloomberg, der siden efteråret har brugt hele 300 mio. dollar af egen lomme på at blive Demokraternes næste præsidentkandidat - men endnu kun ligger til 10-11 pct. af stemmerne i primærvalgsmålingerne.

En anden facet er, at meget tyder på en omvendt årsagssammenhæng: At det ikke automatisk er dem med flest penge, der vinder, men at det meget ofte er dem, der ser ud til at vinde, der har lettest ved at få donationer.

Det er næsten simpel købmandsagtig snusfornuft: Hvis et parti eller en kandidat ser ud til at tabe med stor sandsynlighed, vil man intet få ud af at støtte pågældende. Men hvis det til gengæld ser ud til, at ens bidrag kan gøre en forskel, eller sågar at sejren er næsten sikker, så vil man kunne købe sig »adgang«. Ikke nødvendigvis til et job eller en udpegning eller noget korrupt, men i hvert fald til lydhørhed, når det er politisk relevant.