Per Stig Møllers opportunisme

Kommentar af professor Peter Kurrild-Klitgaard (Institut for Statskundskab) i Berlingske den 23. marts 2020.

Per Stig Møller kan i sit indlæg i Berlingske ikke lide, at jeg kæder hans gentagne krav om »kapitalismekritik« sammen med hans tidligere antikapitalistiske skriverier. Han synes utilpas ved, at man citerer ham for, hvad han faktisk skrev og vil gerne bedømmes på alt muligt andet, han også har ment.

Forståeligt nok: For efter 1968 stod kun nogle få borgerligt-liberale profiler fast på personlig og økonomisk frihed, privatkapitalisme, frie markeder og en begrænset statsmagt — f.eks. redaktørerne Henning Fonsmark og Svend Thiberg, økonomen Christian Gandil og filosofiprofessor Mogens Blegvad. Som spartanerne ved Thermopylæ kæmpede de en stadigt mere ensom kamp mod en tiltagende kollektivistisk tidsånd.
 
Andre gik en anden vej. Den ungkonservative Møller rejste til Paris, blev fascineret af studenteroprøret, vendte hjem og roste Mao, citerede applauderende neomarxister side op og side ned for deres »eminente« analyser af magt og massekultur og krævede selv privatkapitalismen afskaffet til fordel for et decentraliseret »totaldemokrati«. Han foreslog at fjerne privat ejendomsret til produktionsmidler, nationalisere banker, erstatte privat eje af ting med kollektiv brugsret, samt forbyde private mediers nyhedsdækning og spærre borgeres adgang til udenlandsk TV.

Møller lader nu som om, at det hele var en slags intellektuel selskabsleg og henviser til, at forslagene skulle stå i en fiktiv fremtidsdagbog fra 2173 om, hvor slemt det kunne gå. Men så husker han ikke sit eget værk godt, for nu at sige det pænt: De mest rabiate, antikapitalistiske forslag står helt andetsteds — og citatet om, at hans egen vision som værende en »idealistisk-realistisk socialisme« som »det eneste rigtige«, er i en samtale sidst i bogen.

Det er ikke den eneste erindringsforskydning: Møller skriver også, at jeg »dengang roste« ham for hans omtale af Adam Smith i »Den Naturlige Orden« (1996). Det er faktuelt forkert. Jeg kritiserede den tværtimod på flere punkter i min bog, »Adam Smith« fra 2004.

Møller påberåber sig som figenblad, at han jo såmænd først i 1970erne havde diverse poster i Det Konservative Folkeparti — men udelader en vigtig detalje: At han netop da meldte sig ud. Alt imens Schlüter kæmpede for at redde partiet, skrev Møller program for et helt andet og landede sig et chefjob i Danmarks Radio.

Nogle år senere flyttede Møller så sin kritik fra »illegitim« pengemagt til universitetsmarxismen — og da Schlüter var kommet i regering, genindmeldte Møller sig i 1983 og blev minister. Men den antikapitalistiske ånd fra årene efter 1968 har han tydeligvis holdt fast i — kun indpakning, vægtning og nuancer er skiftet ud i takt med vindretningen.
 
Det er enhvers ret at have en mening i tidens tern. Til gengæld har man ikke krav på, at andre ikke skal kende til de røde tråde, der også måtte være.