Politikernes symbolpolitik på politiområdet koster kassen - og gør ikke meget andet end at skabe dårlige arbejdsvilkår for politiet

Kommentar af postdoc David Sausdal (Institut for Antropologi) i Berlingske d. 2. september 2019.

Politiet råber på ressourcer. Samtidig er en stigende del af de retspolitiske tiltag, som politikerne fremsætter, i for ringe grad understøttet af den viden, der findes på området. Spørgsmålet er, om det virkelig er mere politi eller måske nærmere mindre politik, der er brug for.

Den seneste tid har dansk politis ressourcemangel fået meget spalteplads. Politikere og politiet siger, at det handler om, at politiet har for få hænder. Eksperter siger, at det handler om en mangelfuld arbejdsorganisering.

Min forskning viser imidlertid, at dansk politi presses af en kraftig politisering af deres arbejde. Med begrebet politisering henviser jeg til, at politikere i stigende grad fører en retspolitik, som stiller nye, pludselige og krævende krav til ordensmagten.

Et hobetal af betjente er fx blevet sendt til grænsen eller til mulige terrormål for at stå vagt. De er blevet sendt ud på gader og stræder for at skabe »tryghed« og vise »synlighed«. De er blevet bedt om at bruge tid og penge på at passe på Paludan. Og så videre. Ja, dansk politi bliver i udbredt grad pålagt at løse opgaver, som politikere og deres embedsmænd har vurderet vigtige – ikke vigtige ud fra en politifaglig vinkel, men ud fra hvad der umiddelbart vurderes politisk opportunt.

Det kan man jo mene om, hvad man vil. Det er de folkevalgte, der bestemmer. Dog bør man konstatere, at en stigende del af de retspolitiske tiltag, som politikerne fremsætter, i for ringe grad understøttes af den viden, der findes på området. Fx er der ikke noget godt bevis for, at en genindførelse af grænsekontrollen virker efter hensigten. Det samme kan siges om idéen om, at mere politi i bybilledet nødvendigvis er præventivt og tryghedsskabende. På en lang række områder savnes der med andre ord erfaringer, som underbygger politikernes stigende lyst til at sætte politiet i sving. Læg hertil det paradoksale i, at vi lever i en tid, hvor kriminalitetsraterne (altså politiets kernearbejdsområde) er historisk lave, og det kan virke absurd, at vi pludselig har et politi, som ikke kan få enderne til at mødes.

Derfor bør man stille sig selv spørgsmålet, om det virkelig er mere politi eller måske nærmere mindre politik, der er brug for. Når nu kriminaliteten og samfundstruslerne ikke er så presserende, som mange folkevalgte ellers påstår, og når nu de fører politik på området, som tvinger politiet til at reagere på dette og hint – selvom man ved, det ikke virker – så er det vel på sin plads at pege fingre ad politikerne snarere end politiet?

Nuvel. På en måde er det rigtigt, når politiet siger, at de har for meget at lave. Og på en måde er det også rigtigt, at dansk politi er mangelfuldt organiseret. Den nuværende diskussion har dog glemt at udpege en tredje og åbenlys årsag til politiets problemer, nemlig den stigende symbolpolitik på området. En symbolpolitik som udover at koste (stats)kassen ikke synes at gøre meget andet end at skabe dårlige arbejds- og ledelsesvilkår for politiet.

Som en politiefterforsker meget fint har sagt det til mig: »Så kan det jo tænkes, at dansk politi faktisk kan gøre et godt stykke arbejde, hvis man ikke hele tiden skal være stikirenddreng for politikernes forunderlige løfter.« Det er da i hvert fald en tanke værd.