Presset på EUs grænser har forvandlet unionen fra et bløddyr til en skildpadde

Indlæg af professor Peter Nedergaard (Institut for Statskundskab) i Berlingske den 30. april 2020.

I mange år var EUs holdning til omverdenen lidt en parafrasering af John Lennons berømte sang: »Imagine there were no borders«.

I EU-ledernes selvopfattelse var EU først og fremmest et normdrevet samarbejde, hvilket også skulle afspejle sig udadtil.
EU skulle først og fremmest være et forbillede for omverdenen med høje værdier, som udgjorde grundlaget for relationerne i forhold til lande udenfor.

En tidligere formand for EU-Kommissionen, Jose Manuel Barroso, erklærede, at »med hensyn til at være en normativ magt, er jeg enig: vi er en af de mest vigtige, hvis ikke DEN vigtigste normative magt i verden«.

Det meste af dette gælder ikke længere. Den afgørende grund hertil er flygtninge og migrantkrisen i 2015-16, da langt over en million flygtninge og migranter i ét ryk kunne overskride EUs ydre grænser uden, at EU kunne stille noget op.
Her fandt de europæiske lande ud af, hvor sårbar en størrelse EU i virkeligheden var, hvis man vedblev med at satse på det normative som fundament for samarbejdet med andre lande uden for det europæiske.

Tilmed kunne de mange flygtninge og migranter bevæge sig nogenlunde frit, hvorhen de ville, for de indre grænser i EU var blotlagt via Schengen-samarbejdet, som havde fjernet grænserne indadtil samtidig med, at grænserne udadtil kun i meget ringe grad var blevet styrket gennem en effektiv grænsekontrol.

Efter 2015 gik EU i gang med en møjsommelig og gradvis styrkelse af EUs ydre grænser via Frontex og andre initiativer med henblik på at opgradere grænsekontrollen for især de EU-lande i frontlinjen, som i første omgang følte presset udefra.

Samtidig har man fra EUs side i de sidste fem år indgået en lang række aftaler med de nordafrikanske lande og Mali, hvor migranternefra Afrika oftest kommer fra.
Aftalerne indeholder typisk en blanding af økonomisk støtte til udvikling af landene og uddannelse af det stedlige grænsepoliti, som landene skal anvende for at hindre migranterne i at tage til Europa.

Også med Tyrkiet har EU indgået en aftale – på initiativ af Angela Merkel – for at få Tyrkiet til at holde de syriske flygtninge og migranter i landet. Til gengæld har Tyrkiet fået en klækkelig økonomisk godtgørelse.

For et par måneder siden opsagde Tyrkiet aftalen, og de tyrkiske myndigheder fragtede et stort antal flygtninge og migranter inde i Tyrkiet til grænsestationer tæt på den græske grænse.  Tilskyndet af de tyrkiske myndigheder forsøgte de mange tusinde flygtninge og migranter at komme igennem den græske grænsekontrol, men det mislykkedes.

Græsk grænsepoliti var i 2020 i en helt anden forfatning end i 2015. Det skyldtes især hjælpen fra EU.
Den nuværende formand for EU-Kommissionen, Ursula von der Leyen, besøgte Grækenland i anledning af presset på grænsen. Hun udtalte i den anledning, at græsk grænsepoliti havde ageret som »Europas skjold«.

EU er ikke længere udelukkende et bløddyr i forhold til omverdenen. EU er blevet en skildpadde med et skjold. Det er da noget, som det er værd at skrive hjem om.