16. august 2021

Regnskabets time

KRIGSKUNDSKAB

Både på Christiansborg og i befolkningen var der flertal for krigen i Afghanistan. Det glemmer vi, mens vi finder på undskyldninger for nederlaget.

Kommentar af dekan Mikkel Vedby Rasmussen i Weekendavisen den 13. august 2021.

DET ER IKKE LET at være ærlig om et militært nederlag.
Det udløser narrative afværgeforanstaltninger, som placerer ansvaret, hvor det gør mindre ondt på den nationale stolthed.

I 1918 opfandt tyskerne således en dolkestødslegende om, at det var socialdemokrater og kommunister i Berlin, snarere end soldaterne ved fronten i Frankrig og Belgien, der havde tabt krigen. Der var der så mange tyskere, som troede på, at Tyskland i 1939 gik i krig igen og prompte begik mange af de samme fejl ved fronten. I Anden Verdenskrig blev Tyskland så eftertrykkeligt besejret, at der ikke var plads til legender. Det kan med andre ord være skæbnesvangert at skåne sig selv for sandheden om, hvorfor man tabte. Derfor har vi ikke råd til at fortælle legender om sammenbruddet i Afghanistan.

Ønsket om at give asyl til tolke og andre afghanere, der har arbejdet for Forsvaret og Udenrigsministeriet, har de seneste uger domineret den danske debat om Afghanistan. Men den gode gerning at give dem asyl opvejer ikke, at der stadig er 38 millioner mennesker tilbage i Afghanistan, som ikke kan tage flyet til København, når Taleban ruller ind i Kabul. Alligevel har vi rig tradition for at fokusere på gode gerninger i stedet for det store billede. Det er sådan, vi taler om nederlaget i 1864 – som om det var en skovtur, hvor det desværre begyndte at regne.

Vi fokuserer på skæbnen for den enkelte afghanske tolk, den enkelte danske soldat, de enkelte udsendte fra Udenrigsministeriet, fordi det er nemmere at gøre dem til helte, hvis vi ikke ser på den strategi, som de arbejdede for at implementere.

Derfor bliver skurkene også enkelte politikere (tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen kan også her bruges som belejlig syndebuk). Ved således at reducere nederlaget til skæbner og fejlskøn glemmer vi belejligt og behændigt, at et bredt flertal i befolkningen og Folketinget i årevis støttede krigen i Afghanistan og fortsatte med at støtte den, lang tid efter at folkestemningen var slået om i mere besindige nationer med større krigserfaring.

VORES DELTAGELSE i krigen i Afghanistan var ikke en hovsabeslutning.
Allerede året efter at Danmark besluttede at indsætte cirka 750 soldater i Helmand, var der diskussion om, hvorvidt indsatsen var prisen værd. På forsiden spurgte Ekstra Bladet 28. september 2007: »Hvor mange flere skal dø?« På det tidspunkt støttede 53 procent af befolkningen en tilbagetrækning fra Afghanistan, men Danmark blev i landet med en større kampstyrke i fem år mere og med en mindre styrke frem til juni 2021, fordi et bredt flertal i Folketinget ønskede at blive og fik formuleret planer og strategier, som overbeviste befolkningen om, at soldater og udviklingsarbejdere opnåede konkrete resultater i Afghanistan.
Danmark blev det NATO-land, hvor støtten til krigen i Afghanistan var højest, samtidig med at de danske tabstal var de højeste pr. indbygger.

På trods af tabstallene insisterede ministre og meningsdannere på, at det handlede om at vinde freden snarere end krigen.

Der blev bygget skoler og veje og uddannet politifolk for at skabe et Afghanistan, som det var værd at kæmpe for. Forfatteren Carsten Jensen skrev om, hvordan de udsendte, som han mødte i Afghanistan, havde et »smykkeskrin«, hvor de samlede på oplevelser af, at de og Danmark havde gjort en forskel. Men som Jensen bemærkede var det netop personlige oplevelser, og hvis man lagde indholdet af »smykkeskrinene« sammen, fik man ikke billedet af et velfungerende Afghanistan, men snarere en blinkende og skinnende illusion. En meningsmåling fra Asia Foundation fra 2019 viser således, at 58 procent af afghanernes synes, at det går den forkerte vej, og 75 procent af dem frygter for deres personlige sikkerhed. For dem er freden ikke blevet vundet.

I UDGANGSPUNKTET kan man ikke vide, om man vinder en krig, men man kan blive klogere på, hvorfor man taber den. Vi kan ikke undskylde nederlaget i Afghanistan med, at vi ikke vidste, hvad der foregik, eller at vi ikke investerede nok i en sejr.
Det er svært at forestille sig en mere grundig beslutningsproces og en større folkelig opbakning til en krig.

Alligevel lykkedes det ikke. En del af forklaringen er, at vi samlede oplevelser til smykkeskrinet i stedet for at satse på langsigtede initiativer. Afghanistan-krigen var ikke én krig, men en række slag, skolebyggerier og kvindeprojekter, der handlede lige så meget om at vise resultater hjemme og i Washington – måske det vigtigste succeskriterium – som at opbygge et bæredygtigt Afghanistan. Derfor tog hverken vi eller vores allierede livtag med det fundamentale problem, at det afghanske regime, som alle vores initiativer skulle understøtte, grundlæggende var korrupt. Og derfor også illegitimt i de fleste afghaneres øjne.
Hvis vi skal finde nogen at bebrejde, at vi tabte i Afghanistan, behøver vi blot at se i spejlet.