4. juni 2020

Sidste stop

Artikel af dekan og professor Mikkel Vedby Rasmussen i Weekendavisen den 4. juni 2020.

Mikkel Vedby Rasmussen
Mikkel Vedby Rasmussen

I april 1911 udbrød der uroligheder i Marokko.

Tyskerne øjnede en chance for at udfordre den franske kontrol med landet og sendte krigsskibe til Agadir på den marokkanske atlanterhavskyst. At den lette krydser SMS Berlin lå ved kajen i Agadir, sendte chokbølger gennem Whitehall. Kanonbådsdiplomati var en geopolitisk disciplin, som briterne foretrak at have for sig selv. At tyskerne demonstrerede viljen til at bruge deres nye flåde til verdenspolitisk indflydelse, skræmte Winston Churchill, som overtalte premierministeren til at lade ham skifte indenrigsministeriet ud med marineministeriet, så han kunne bruge sin rastløse energi på at forberede den konfrontation med Tyskland, som han frygtede var uundgåelig efter Agadirkrisen.

Krigen kom tre år senere, da Tyskland invaderede Belgien og Frankrig og begyndte Første Verdenskrig.

I en anden havneby, ved et andet hav, i et andet århundrede er en ny krise under opsejling. En krise, der, ligesom Agadirkrisen, ikke i sig selv udløser den store krig, men som nedbryder den sidste rest af tillid mellem stormagterne, der kunne have forhindret, at den næste krise blev gnisten i krudtkammeret. I Hongkong er der udbrudt uroligheder, efter at den kinesiske regering igen søger at øge kontrollen med byen med en national sikkerhedslov, der grundlæggende vil bryde med konceptet om, at byen kan styre sig selv efter mere demokratiske principper end dem, der gælder i resten af Kina.

Regimet i Beijing kunne næppe have valgt at gøre noget, der ville provokere Vesten mere end at stramme grebet om Hongkong.

Coronakrisen har skabt en mistillid til Kina og en mistro over for dets ledere, som gør, at Vesten er parat til at tro det værste. Hongkong er et symbol på denne manglende tillid til det kinesiske regime.

DA BYEN BLEV overdraget til Kina i 1997, kunne optimistiske iagttagere håbe, at Hongkong blev et forbillede for resten af Kina. Mindre optimistiske iagttagere mente, at det håb var en undskyldning for at overlade Hongkong til Beijings nåde. Men der var få egentlige pessimister i debatten. Opfyldt af selvsikkerhed efter afslutningen af Den Kolde Krig var Vesten sikker på, at kineserne ville kassere det kommunistiske regime som en gammel skjorte. Som det britiske nyhedsmagasin the Economist lakonisk opsummerede i marts 2018, så har Vesten satset på, at Kina ville bevæge sig mod demokrati og markedsøkonomi, satset på, at Kina ville blive som Hongkong: »the gamble has failed«. Det er et udtryk for, hvor meget stemningen har slået om siden 1997.

Ved at stramme grebet om Hongkong bekræfter Kina Vestens bange anelser på samme måde, som Tyskland bekræftede Frankrig og Storbritanniens frygt for landets planer ved at sende SMS Berlin til Agadir. Det ved man selvfølgelig godt i Beijing. Spørgsmålet er i virkeligheden, om Xi Jinping betragter provokationen af Vesten som en pris, der er værd at betale for at få orden på Hongkong, eller om provokationen er det egentlige formål med den nye sikkerhedslovgivning. Uanset svaret på det spørgsmål, så konkluderer det amerikanske udenrigsministerium, at det vil være »højst destabiliserende«, hvis Kina gennemfører forslaget og lover, at det vil blive fordømt af USA og det internationale samfund.

HONGKONG er et vigtigt symbol, men de 7,5 millioner borgere i byen er ikke bare symboler. Hvis Beijing ønsker en egentlig konfrontation, kan man ikke udelukke, at studenterne vil skifte bue og pil ud med rigtige våben. Hongkong kan i værste fald udvikle sig til Bagdad anno 2007. I byen bor 300.000 mennesker, som har et britisk pas; hvis der opstår borgerkrigslignende tilstande i Hongkong, vil disse mennesker blot være endnu en anledning for Storbritannien og USA til at blive involveret. Fordi Agadir var en havneby, kunne Tyskland komme til med sine krigsskibe. Kina kan undertrykke uighurerne i ro og mag, fordi Xinjiang-provinsen ligger dybt i Centralasien, fjernt fra de globale kommunikationslinjer. Hongkongs lufthavn modtager 71 millioner passagerer om året, og der er ikke mange sømil til den nærmeste amerikanske hangarskibsgruppe.

Hongkong har alle ingredienserne til at udvikle sig til en stormagtskrise. I bedste fald besinder Beijing sig og fortsætter den gradvise integration af Hongkong, som har fundet sted siden 1997. Men som Berlin gjorde det i det 20. århundrede, vil Beijing opdage, at provokationens udenrigspolitik har et sidste stop, efter hvilket omverdenen ikke længere vil tillade udfordringen. Agadir blev sidste stop for Tyskland. Spørgsmålet er, om Hongkong bliver sidste stop for Kina.