13. november 2018

Socialministeriets regnemodeller er ikke retvisende

Kommentar af Ph.d.-studerende Karsten Bjerre (Institut for Statskundskab) i Mandag Morgen den 13. november 2018.

En ny regnemodel for sociale indsatser skal sikre, at de mange hundrede millioner kroner, der bruges på det sociale område, investeres, så det giver størst mulig effekt.

Men der kan regnes på mange måder, når man forsøger at sætte kroner og øre på noget så blødt som seksuelt misbrugte børn, unge med angst eller skolebørn med opmærksomhedsforstyrrelser.

Den nye model kan være så skæv, at den fører til forkerte valg.

Meningen med Socialstyrelsens nye regnemodel, 'Socialøkonomisk investeringsmodel' (SØM), er at give politikere og fagpersoner et mere solidt grundlag for at træffe de klogeste valg, når de skal finde ud af, hvilke offentlige indsatser der skal prioriteres over for børn og unge.

Modellens første version risikerer imidlertid at skævvride de sociale indsatser, fordi mange tidlige indsatser ikke er med, og fordi modellen regner for snævert og kortsigtet på konsekvenserne.

Samtidig fokuserer modellen kun på børnene og overser dermed væsentlige faktorer som forældres alkoholmisbrug eller psykiske sygdom.

De små børn er ikke med

SØM indeholder syv målgrupper af børn og unge med forskellige typer af problemer.

Målgruppevalget indikerer desværre en overraskende lav prioritet til den tidlige forebyggelse, der ellers nyder bred opmærksomhed, fordi bl.a. nobelpristager James Heckmann har beregnet, at det er investeringer i de 0-2-årige, der giver de største økonomiske afkast.

For det første omfatter det nye beregningsværktøj kun børn fra 6 år og op, så det er ikke muligt at konsekvensberegne investeringer målrettet mod de 0-5-årige, selvom det ellers netop er de tidlige indsatser, der anses for at give den største gevinst.

For det andet overser SØM-modellen stort set børn og familier med mindre, men sprængfarlige problemer. Modellen fokuserer nemlig primært på målgrupper med børn, der allerede har en diagnose eller har veletablerede sager i børnefamilieafdelingen. Sager, hvor problemerne allerede har vokset sig store.

Mulighed for forbedringer

Det er Socialstyrelsen og VIVE, der står bag SØM-modellen. Og de har faktisk muligheden for at få målgrupper med på et tidligere problemstadium. De kunne tage afsæt i de risikofaktorer, VIVE selv har fastlagt for socialt udsatte børn og familier.

En central pointe her er, at det hyppigt er et samspil af flere samtidige problemstillinger hos såvel børn som forældre, der vælter læsset. Som regneredskabet ser ud nu, tager alle SØM’s børnemålgrupper imidlertid kun udgangspunkt i barnets situation og inddrager ikke risikofaktorer på forældreniveau.

Det gælder fx psykisk sygdom, mental retardering, misbrug, kriminalitet og tidligt forældreskab. Et eksempel på tidlige risikofaktor, hvad angår børnene selv, kunne være at holde øje med skolefravær på mere end 10 pct. som beskrevet i forskning fra TrygFondens Børneforskningscenter.

Tidlig indsats tillægges for lille værdi

En væsentlig forbedring af modellen kunne være en mere realistisk værdiansættelse af gevinsterne af de tidlige indsatser. SØM medregner fx ikke sandsynligheden for, at børnene bliver selvforsørgende som voksne, fordi den kun beregner effekterne relativt få år ud i tiden.

Samtidig medregnes mange afledte effekter slet ikke, fordi talmaterialet ikke er stærkt nok til, at sammenhængene er statistisk signifikante.

Hvis SØM ukritisk oversættes til policybeslutninger, kan modellens blinde vinkler betyde, at man ender med relativt at nedprioritere de tidlige indsatser, fordi SØM lige nu ikke er designet til at dokumentere deres værdi.

Der findes andre modeller

SØM-modellen er bare én af flere måder at beregne værdien af sociale indsatser på. Og valget af model kan blive stærkt udslagsgivende for resultatet. SØM er fx baseret på en væsentlig anden tilgang end den amerikanske inspirationskilde WSIPP.

Den amerikanske model ser 50 år ud i fremtiden og medtager desuden flere afledte gevinster. Flere af de amerikanske tidlige indsatser med meget høje langsigtede afkastgrader har først break-even efter 20 år. Modellen viser, at det er, når børnene skal klare sig som selvstændige voksne, at deres udvikling virkelig får stor samfundsøkonomisk betydning.

Ud over at de yngste målgrupper aktuelt ikke er med i SØM, så ville de muligvis heller ikke fremstå som så økonomisk attraktive på grund af SØM’s kortere tidshorisont, der ikke omfatter voksenlivet.

Hvis man skal teste validiteten af et regneredskab, kan det måske være sundt at vurdere slutfacit med sin sunde faglige fornuft.

Et kritisk blik på SØM-modellen må fx stille spørgsmålet, om det virkelig kan passe – sådan som SØM’s beregninger viser – at der er allerstørst gevinst i at investere i børn og unge, der allerede er omfattet af det sociale systems forebyggende foranstaltninger eller anbringelser? Eller er der tale om en indbygget skævhed i regnemaskinen, der skubber resultatet i den retning? Se figur 1.

Figur 1

Betydningen af SØM’s begrænsede fokus på de tidligere indsatser

Formålet med SØM er at skabe et vidensbaseret beslutningsgrundlag for sociale investeringer.

Kommunerne er en central målgruppe, men SØM er også skrevet ind i bemærkningerne til lovforslaget ved Den Sociale Investeringsfond, hvor SØM er tænkt som et centralt værktøj for sekretariatets betjening af bestyrelsen.

Det fremgår af lovforslaget, at man er bevidst om, at SØM ikke omfatter alle målgrupper, men det fremgår til gengæld ikke, hvordan man vil beregne konsekvenserne af mulige indsatser, der ikke er omfattet af SØM.

Hvis beslutningstagere i fx danske kommuner og Den Sociale Investeringsfond stiller for firkantede krav om, at investeringsforslag skal være vidensbaserede, og hvis SØM ses som stærkere end konkurrerende tilgange, så kan politikere og myndigheder risikere at arve SØM’s skæve fokus og investere for ensidigt i de områder, som SØM lige nu synliggør værdien af.

To forhold giver håb: For det første er SØM et fleksibelt værktøj, hvor brugerne selv kan ændre på modellens forudsætninger. Det giver god mulighed for at tilpasse beregningerne til lokale forhold.

For det andet er Socialstyrelsen og VIVE behørigt ydmyge og ærlige i deres præsentationer af værktøjet. Bl.a. fremhæves det, at der vil blive videreudviklet på værktøjet de kommende år.

Den videreudvikling glæder jeg mig til.