21. september 2017

Tidlig børneindsats kræver national handleplan

TIDLIG INDSATS

Det kræver en national handleplan at indføre en tidlig indsats for børns trivsel. Mistrivsel i barndommen udgør en alvorlig risiko med langsigtede, negative udviklingsmæssige konsekvenser, skriver forsker Mette Skovgaard Væver.

Kronik af lektor Mette Skovgaard Væver (Institut for Psykologi) i Altinget den 21. september 2017.

Mette Skovgaard Væver. Foto: Joachim RodeEn ny trend breder sig for tiden fra kommune til kommune. Fra politikere til embedsfolk, fra praktikere til praktikere. Trenden hedder tidlig opsporing og tidlig indsats for psykisk sundhed hos små børn, og det er noget af det mest lovende, der længe er sket i dansk social- og sundhedsarbejde – både menneskeligt og økonomisk. Men forskningen viser, at tidlig indsats kræver systematik og fælles metoder for at sikre at alle børn vurderes ens, og vi har brug for en national strategi til at sikre en effektiv tidlig børneindsats i hele Danmark.

Tallene er større, end vi bryder os om at tænke på: De seneste skøn viser, at der i 20 procent af de danske familier er risiko for utilstrækkelige forældreressourcer og omsorgssvigt, 12 procent af alle børn lever i familier med alkoholmisbrug og 18 procent af de halvandet-årige børn, viser tegn på psykiske forstyrrelser, hvilket svarer til forekomsten blandt ældre børn. Tusinder af danske børn vokser med andre ord op i risiko for at udvikle tidlig psykisk mistrivsel, som kan veksles til livslange problemer.

Hvert eneste af disse børn skal opdages tidligt, hvis familien skal have effektiv hjælp, og tidlig indsats har fået politikernes opmærksomhed både lokalt og nationalt, siden den amerikanske økonom James Heckmann i 2000 fik Nobelprisen for at påvise, at tidlige sociale indsatser betaler sig for samfundet. Alligevel er den tidlige børneindsats i Danmark stadig langtfra systematisk - eller tidlig nok.

Den triste statistik

Spæd- og småbørns psykiske sundhed er afgørende for folkesundheden. Der er i dag omfattende evidens for, at tidlig mistrivsel og ”toksisk stress” i barndommen udgør en alvorlig risiko med langsigtede, negative udviklingsmæssige konsekvenser.

Forskningen viser, at tryg tilknytning i barndommen er fundamentet for et psykisk sundt voksenliv. Den tidlige forældre-barn-tilknytning fungerer som en ”skabelon” for barnets fremtidige sociale relationer og hjælper barnet til at udvikle psykisk robusthed og evnen til at håndtere stressede situationer og negative følelser senere i livet. Det har betydning for vores sociale kompetencer, empati og evne til at tilegne os læring og indgå i sunde relationer privat og professionelt.

Tryg tilknytning opstår, når det lille barn oplever stabil omsorg fra voksne, der forstår og rummer barnets gråd, frustration, angst og glæde og opfylder dets behov for mad, søvn og tryghed.

Tilknytningsproblemer i den tidlige barndom er knyttet til depression, aggressivitet, adfærdsforstyrrelser og indlæringsvanskeligheder senere i livet. Mange af disse børn får ingen eller løs tilknytning til uddannelses- og arbejdsmarkedet og problemer i familie- og venskabsrelationer. Og ofte magter de heller ikke selv forældre-rollen, så problemerne går videre til næste generation. Mange af disse børn og unge, bliver en del af en trist statistik:

  • 5 procent af en årgang modtager specialundervisning i 8. klasse
  • 15 procent kommer i behandling for en psykisk lidelse inden de fylder 18
  • 10 procent er på kontanthjælp, dagpenge eller sygedagpenge som 25-årige.
  • 16 procent får aldrig en uddannelse

Kilde: Politiken 7. august 2017, via AE-rådet, Socialstyrelsen, Undervisningsministeriet, Finansministeriet

Usynlige spædbørn

Det giver altså menneskeligt og økonomisk god mening at forebygge små børns psykiske problemer, og Danmark er heldigvis spækket med fagprofessionelle, der kan hjælpe med tidlig opsporing: Jordemoderen og lægen, der ser den vordende moder i graviditeten og på barselsgangen, sundhedsplejersken, der besøger den nybagte familie, dagplejemoren, pædagogerne i vuggestuen og børnehaven, lærerne og klubmedarbejderne i skolen. Alle har de med deres faglighed og personlige relation til familien mulighed for at reagere, hvis barnet viser tegn på mistrivsel.

Især sundhedsplejersken er vigtig, for hun er ofte den eneste professionelle, der ser det 0-1-årige barn, som er langt mere ”usynligt” for samfundet end ældre børn, som går i daginstitution. Derfor er det afgørende, at sundhedsplejersken benytter sig af en systematisk og standardiseret undersøgelsesmetode, når hun skal vurdere det lille barns psykiske sundhed og trivsel. Vores forskning viser nemlig, at det slet ikke er nogen selvfølge, at fagfolk vurderer barnet ens.

Glad baby eller…?

I et forskningsprojekt her på Københavns Universitets Babylab skulle en gruppe erfarne spædbarnspsykologer uafhængigt af hinanden se videooptagelser af fire måneder gamle børn og deres mødre og vurdere barnets ansigtsudtryk. Det viste sig, at der var meget stor uenighed om, hvorvidt den samme baby så glad ud eller ej – nogle psykologer så flest positive babyer, andre så negative babyer. Og arbejder man i et område med mange socialt belastede familier, kan ens ”indre barometer” for trivsel ændre sig, så man accepterer en større grad af mistrivsel, før man synes, at det er alvorligt, og at der skal reageres på det.

Men når fagprofessionelle uddannes i systematiske observationsprocedurer med detaljerede kriterier for adfærd, bliver vurderingerne mere objektive. Det kan vi se i Center for Tidlig Indsats og Familieforskning, hvor vi siden 2015 har oplært mere end 200 københavnske sundhedsplejersker i at bruge den forskningsbaserede screenings-metode ADBB (Alarm Distress Baby Scale). Her observerer sundhedsplejersken babyen efter en bestemt metode med fokus på at opdage tegn på social tilbagetrækning og giver en score fra 0-4 på en ”bekymringsskala”. Alt efter babyens samlede score skal sundhedsplejersken agere, så barnets/familiens problemer bliver udredt, og de eventuelt kan tilbydes hjælp.

39 kommuner uddanner i ADBB

De seneste to år har ADBB-metoden bredt sig til andre kommuner: 435 sundhedsplejesker har nu deltaget i vores ADBB-kurser, og 734 andre skal på kursus i den kommende tid. I alt har vi kontakt til 39 kommuner, som sender sundhedsplejersker og andre fagprofessionelle på kursus i at anvende ADDB-metoden – i enkelte kommuner er beslutningen taget efter konkrete investeringscases.

Det vil sige, at flere end to ud af tre af landets cirka 2000 sundhedsplejersker snart har lært at bruge metoden, og den første undersøgelse af brugen af ADBB-metoden i praksis viser, at implementeringen er lykkedes rigtig godt: 75-80 procent af babyerne bliver ADBB-screenet i de områder i København, hvor sundhedsplejerskerne er uddannet til at anvende metoden.

I praksis betyder det, at når sundhedsplejersken kommer tilbage fra et hjemmebesøg og rapporterer, at et barn har fået en høj ADBB-score, så kan hun give besked om, hvorfor der er grund til bekymring, og sundhedsplejerskens konkrete og objektive dokumentation af bekymring kan bidrage til, at der iværksættes en tidlig forebyggende indsats, eventuelt via socialforvaltningen.

Tidlig indsats er kommet på dagsordenen både kommunalt og landspolitisk, men hvis det ikke bare skal blive noget, vi alle taler om og synes er en ”rigtig god ide” og som iværksættes lokalt på mange forskellige måder, må det gribes systematisk an: Ligesom vi har nationale handleplaner for behandling og forebyggelse af kræft, demens og diabetes, har vi brug for en national handleplan, som sikrer, at en tidlig indsats for børns psykiske trivsel bliver en vedvarende og effektiv del af kommunernes kerneydelse fremadrettet. Kun på den måde kan vi kan gøre op med ”vi venter og ser tiden lidt an"-traditionen, og det har vi brug for, for det lille barn har ikke tid til at vente.


Kilder:

Risiko for utilstrækkelige forældreressourcer / omsorgssvigt i hver 5. familie (Christensen og Jørgensen, 2008)

15 % af danske børn fra 3-19 år defineres som værende i risiko eller marginaliserede (Ottosen et al., 2010)

Befolkningsundersøgelse påviser psykiske forstyrrelser hos 18% af de 1,5-årige børn, (Skovgaard, 2010).