Trusler overalt

Kommentar af dekan og professor Mikkel Vedby Rasmussen i Weekendavisen den 18. juni 2021.

FREDAG DEN 11. JUNI overfløj russiske kampfly to gange dansk luftrum over Christiansø. Selvom flyene ikke befandt sig over dansk luftrum i mere end et par minutter, deployerede forsvaret fluks to F-16-fly på Bornholm, så de hurtigt kunne imødegå yderligere krænkelser af dansk suverænitet. Men det russiske flyvevåben fik afleveret sit budskab til den danske regering, forud for stats- og udenrigsministerens deltagelse i NATO-topmødet i Bruxelles mandag 14. juni: Glem ikke Ruslands styrke.

De tider, hvor forsvaret kunne koncentrere sig om en krig ét sted, er forbi.

Mødet i Bruxelles var en lejlighed for de europæiske allierede til at møde USAs præsident Joe Biden, som blev rost for ikke at være Donald Trump. Præsidenten indfriede forventningerne ved at bekræfte USAs opbakning til alliancen.

I mediedækningen af topmødet blev der gjort meget ud af alliancens karakteristik af Kina som en »systemisk udfordring«. Men som det så ofte er tilfældet i NATO-kommunikeer, blev Kina-dagsordenen lukket på samme tid, som den blev åbnet. Kommunikeet taler om Kinas ambitioner og fremturende adfærd, men netop ikke om, at Kina udgør en direkte trussel mod alliancen, som ville aktivere musketereden i artikel 5.

Efter næsten 20 års krig i Afghanistan og Irak kan man let glemme, at NATOs område faktisk er Europa, Nordamerika, Middelhavet og Atlanterhavet nord for krebsens vendekreds, som det hedder i traktatens paragraf 6.
NATO var i Afghanistan, fordi USA blev angrebet 9/11. Musketereden kan kun træde i kraft over for Kina, hvis Kina angriber det kontinentale USA. Derfor handler NATOs nye Kina-dagsorden om at sikre sig mod kinesiske hackere, kinesisk infiltration af kritisk infrastruktur som telesystemer og om at udvikle teknologier i konkurrence med Kina.

NATO-KOMMUNIKEET flugtede med den Kina-kurs, som Danmark er slået ind på, efter at statsminister Mette Frederiksen udelukkede Huawei fra investeringer i 5G-infrastruktur i Danmark.

Regeringen får nu en kærkommen krog at hænge sin Kina-skeptiske politik på. NATO havde også et klart budskab til den russiske regering, som havde sendt sine kampfly ind over Christiansø – i kommunikeet bliver Rusland beskrevet som aggressor og en trussel mod den euroatlantiske sikkerhed. Det er et helt andet, konkret sprog end de abstrakte formuleringer om Kina. En trussel mod euroatlantisk sikkerhed er sådan noget, som udløser musketereden, og som NATO planlægger at kunne skride ind over for. Kommunikeet tjente til at afstive præsident Biden forud for mødet med præsident Putin i Genève.

Under Trump førte det amerikanske militær en langt mere håndfast politik over for Rusland, end præsidenten gav udtryk for verbalt. Nu er dét, NATO siger, og dét, NATO gør, bragt i overensstemmelse med hinanden.

Det giver politisk energi til en forsvarspolitisk debat, som handler om mere end budgettets størrelse. Kommunikeet fra NATO-topmødet gør således en del ud af, at NATO står over for sammensatte trusler – multifaceted threats.

Der udgår ikke alene en trussel fra russiske styrker i Ukraine, men også fra russiske hackerangreb, og også fra forsøg på at undergrave valghandlinger. Hertil kommer alle mulige andre trusler. Terrorisme udgør, ifølge alliancen, fortsat en konkret trussel. Kina skal man også passe på. NATO skal være parat til at imødegå alle mulige slags trusler på samme tid.

Og for hver ny trussel er der nye forventninger til de allierede. Danmark har ikke løst udfordringerne fra Rusland ved at flytte F-16-fly til Bornholm. For vi har også forpligtelser til at hjælpe de baltiske lande længere mod øst. Rusland opruster samtidig i Arktis med de konsekvenser, som det har for forsvarets rolle til at sikre Rigsfællesskabet. Og det var bare relationen til Rusland – derudover er der forsvaret mod cyberangreb, anti-terror-operationer og måske et samarbejde med amerikanerne i Asien.

Dansk forsvarspolitik er altid blevet formet af NATOs ambitioner og udviklet efter NATOs begreber. De sammensatte trusler, som alliancen udpeger i kommunikeet fra topmødet i Bruxelles, sætter en ambitiøs dagsorden for forsvaret. I tiden efter 11. september 2001 specialiserede forsvaret sig i at bidrage til NATOs missioner i Afghanistan og andre steder.

De tider, hvor forsvaret kan koncentrere sig om en krig ét sted, er forbi. Nu skal forsvaret både kunne sættes ind i Østersøen, i Arktis, i cyberspace og, noget tid endnu, i Irak og Afghanistan. Det er hverken billigt eller ufarligt.