Pædagoger kan spotte børns psykiske mistrivsel tidligt

Artikel af lektor Mette Skovgaard Væver, leder af Center for Tidlig indsats og Familieforskning ved Institut for Psykologi i Børns Hverdag 2018-1.

Nogle børn indtager legepladsen med stor tillid – både til sig selv og verden - og trives åbenlyst godt. Andre børn er mere utrygge: Det er sværere at finde ud af, hvad gråden handler om, de kommer ofte i konflikter eller trækker sig fra fællesskabet. De er svære at ”læse” og deres hverdag er i det hele taget præget af mindre trivsel.

Skal dagplejeren eller pædagogen så være bekymret? Og hvad skal man stille op med den bekymring?

Et førskolebarn, der mistrives kan sende signaler, der er svære at forstå. Barnets forældre deler måske ikke pædagogens bekymring, og barnets trivsel er altid et sårbart emne, som det kan være svært at tale om. Men dagplejere og pædagoger er nøglepersoner i samfundets mulighed for at opdage tidlige tegn på mistrivsel, og selvom der skal specialister til at udrede sagen og afgøre et eventuelt behov for støtte til familien, så er det nyttigt at vide, hvordan man i dagtilbuddet kan spotte helt tidlige tegn på psykisk mistrivsel.

Mistrivsel hos et lille barn kan have mange årsager: Det kan være medfødte problemer, men kan også skyldes tilknytningsproblemer der fx kan opstå, hvis barnet ikke får sine behov for tryghed og omsorg mødt i tilstrækkelig grad. Der er i dag omfattende bevis for, at tidlig psykisk mistrivsel i barndommen udgør en alvorlig risiko og kan have langsigtede, negative udviklingsmæssige konsekvenser for barnet, som fx depression, aggressivitet, adfærdsforstyrrelser og indlæringsvanskeligheder senere i livet.

Og det drejer sig om langt flere børn, end vi bryder os om at tænke på. Nyere skøn viser, at der i 15-20 procent af de danske familier er risiko for utilstrækkelige forældreressourcer og omsorgssvigt, 12 procent af alle børn lever i familier med alkoholmisbrug og 18 procent af de halvandet-årige børn, viser tegn på psykiske forstyrrelser. Tusinder af danske børn vokser med andre ord op i risiko for at udvikle tidlig psykisk mistrivsel, som ofte veksles til livslange problemer, og de danske kommuner bruger enorme summer – i 2014 var det godt 14 mia. kr. - på sociale indsatser knyttet til udsatte børne- og unge.

Pædagogen er nøglepersoner i opsporing af mistrivsel

Mange kommuner har i dag fokus på nødvendigheden af tidlig indsats, men den tidlige børneindsats i Danmark er stadig langtfra systematisk eller tidlig nok, og Ankestyrelsens tal for underretninger vedrørende børn viser, at der stadig er alt for mange af de små børn, der går ”under radaren”. Derfor er pædagoger, dagplejere og andet pædagogisk personale nøglepersoner i indsatsen med tidligt at opspore børn, der mistrives.

Næsten alle børn i Danmark bliver passet udenfor hjemmet, og pædagoger og dagplejere er den gruppe af fagprofessionelle, der har den tætteste relation til de små børn. De kender barnet og familien godt og kan og skal reagere, når de bliver bekymret for, om et barn trives godt nok.

Alligevel kan vi se, at antallet af underretninger er lavt, når de gælder de yngste børn. Kun fem procent af de godt 96.000 underretninger om børn, der mistrives, kommer fra personale i dagpleje eller en daginstitution. Og kun hver tiende underretning drejer sig om et barn under to år.

Selvom statistikken over underretninger ikke fortæller den fulde historie om, hvad det pædagogiske personale evt. har gjort, hvis de har været bekymret for et barn, så viser det lave antal af underretninger særligt for gruppen af 0-5-årige, at mange udsatte børn enten helt bliver overset eller blot ikke bliver opfattet som værende i alvorlig risiko.

Det tyder på, at sundhedsplejersker, pædagoger, dagplejere og andet pædagogisk personale har svært ved at identificere tidlig mistrivsel hos de helt små børn, og at de er i tvivl om, hvorvidt deres eventuelle bekymring er alvorlig nok til, at de bør reagere, og det er kritisk for barnet, for vi ved i dag to afgørende ting:

• Psykisk mistrivsel grundlægges oftest i barnets tidligste år
  Mange af de børn, hvis mistrivsel først identificeres, når de bliver ældre, kunne være blevet opdaget og tilbudt hjælp mange år tidligere – længe inden de som teenagere viser åbenlyse tegn på psykisk mistrivsel, fx i form af misbrug, spiseforstyrrelser eller adfærdsproblemer.
  
  
• Tidlig hjælp er afgørende for at stoppe problemudvikling og bringe barnet tilbage på et sundere udviklingsspor
  Jo yngre barnet er, når den psykiske mistrivsel opdages, des mere effektiv hjælp kan man tilbyde familien, og des mindre er risikoen for, at barnet får langvarige psykiske problemer. Og des mindre indgribende vil indsatsen også ofte være.

Derfor er det en forudsætning, at alle faggrupper, der arbejder med små børn, arbejder systematisk og standardiseret, så vi kommer væk fra, hvad man kan kalde ”vi venter og ser”-kulturen.

Socialstyrelsen har udgivet en guide til tidlig opsporing af udsatte børn, som pt. afprøves i fem kommuner. Her skal der i institutioner mindst to gange om året udføres en trivselsvurdering af alle børn. Barnets primære pædagog skal vurdere barnets fysiske, sociale, kognitive og psykiske trivsel ud fra en række spørgsmål, men mange af de elementer, som der spørges til - særligt vedrørende barnets psykiske og sociale trivsel - kan det være ganske vanskelige for de fagprofessionelle at foretage en systematisk og objektiv vurdering af.

ADBB-metoden gør bekymringer konkrete

Men giver man sundhedsplejersker, dagplejere, pædagoger og andre fagprofessionelle, som har tæt kontakt til barnet, en standardiseret undersøgelsesmetode, så har de en unik mulighed for tidligt at opdage barnets mistrivsel. Det viser erfaringen fra Center for Tidlig Indsats og Familieforskning, hvor vi siden 2015 har undervist særligt sundhedsplejersker over hele landet i at anvende en forskningsbaseret baby-screenings-metode kaldet Alarm Distress Baby Scale (ADBB), som kan anvendes til børn fra 2-24 måneder.

Her observerer sundhedsplejersken under det normale hjemmebesøg det lille barn med fokus netop på at opdage helt tidlige tegn på social tilbagetrækning hos barnet. ADBB-metoden indeholder en ”bekymrings-skala” hvor sundhedsplejersken fx vurderer spædbarnets øjenkontakt, gråd, smil og andre måder, som det lille barn bruger til at udtrykke sit behov.

Hvis et barn scorer over fem på skalaen, er der grund til bekymring, og så skal undersøgelsen gentages for at bekræfte, om barnets problemer er vedvarende. Forskningen viser, at en høj ADBB-score udgør en alvorlig risikofaktor for barnets psykiske sundhed - også på lang sigt.

I løbet af 2015-2018 vil to ud af tre af alle danske sundhedsplejersker have været på ADBB-kursus, og de har dermed fået en fælles metode og fælles kriterier at arbejde med, når de vurderer, det enkelte barns trivsel. I praksis betyder det, at når sundhedsplejersken kommer tilbage fra et hjemmebesøg og rapporterer, at et barn har fået en høj ADBB-score, kan hun give besked om, hvorfor der er grund til bekymring, og sundhedsplejerskens konkrete og objektive dokumentation af bekymring kan bidrage til, at der iværksættes en tidlig forebyggende indsats, evt. via kommunens socialforvaltning.

Pædagoger og dagplejere kan også anvende ADBB-metoden og får dermed samme viden om de helt små børns tidlige sundheds- og risikoudvikling. Det giver dem mulighed for objektivt at kunne vurdere barnets trivsel og udvikling og for tidligere at identificere børn og familier med behov for en ekstra udredning, indsats eller egentlig behandling. Dermed får pædagogen større tryghed i at bedømme, hvornår en bekymring bør føre til, at der kommer yderligere fokus på familiens situation.

Når man arbejder med de 1-6-årige børn, kan man især være opmærksom på de tilknytningserfaringer, som børnene har med sig. Man kan ikke i institutionsregi lave en komplet vurdering af et barns tilknytningsmønster, men det kan være nyttigt at vide noget om forskellen på tryg og utryg tilknytning, da det utrygge barn kan sende signaler, der kan gøre det svært at forstå, hvad barnet har brug for.

Læs mere på www.psy.ku.dk/cif