Dekanens dagbog #11 – i dag med gæsteskribent

Alle dage i denne periode står i Coronaens tegn – ikke solens smukke korona, men det lille ondsindede virus som kaldes SARS-CoV-2. Derfor er min hverdag, som alle KU ansattes og studerendes hverdage, vendt fuldstændigt rundt, og alle rutiner og kendte praksisser er sat ud af kraft. Det er lidt som at flytte ind i en ny lejlighed eller et nyt hus. Man ved præcis, hvad det er, man skal gøre, men det hele tager bare meget længere tid, fordi man ikke kan forlade sig på de trygge rutiner. Vi bliver i denne tid lidenskabeligt bevidste om, hvor vigtige rutiner er, så vi kan fokusere på det væsentlige.

Jeg er flyttet i sommerhus. Det er lidt forvirrende at benytte familiens fristed som en karantæne- og arbejdsstation. Her kobler jeg normalt helt af, og selv i denne tid, er det svært ikke at blive distraheret af mountainbikes, fiskestænger, havearbejdet og alle de andre muligheder, som ligger og lokker. Men jeg viser naturligvis samfundssind og forsøger at gøre mit arbejde så godt som muligt. Og der er jo rigeligt at rive i.

Jeg havde med stor interesse fulgt med i Coronavirus-situationen helt fra begyndelsen. Mit eget forskningsfelt er ”zoonose-epidemiologi”, altså smittekilder og smitteveje for zoonoser – sygdomme som overføres fra dyr til mennesker. Jeg er derfor professionelt interesseret hver gang, at et nyt smitstof springer fra dyr til mennesker. I 2003 under SARS-epidemien (Corona’s forgænger) skulle mit team have været med på WHO’s mission til Kina for at hjælpe med at finde den primære smittekilde – altså det dyr som smitten kom fra. Vi blev dog sat af lige før afgang, da myndighederne ikke ønskede hjælp til den del af opgaven.

Når nye smitstoffer som SARS-CoV2 dukker op, er det jo ofte fordi mennesker har været i kontakt med forskellige arter af vilde dyr; og skal vi forebygge eller bekæmpe smitten effektivt, skal kontrollen foregå ved reservoiret – altså de dyr som er smittekilden. Det er Danmark sådan set foregangsland indenfor, så jeg håber naturligvis også, at vores forskere vil spille en central rolle denne gang, når epidemien skal bekæmpes, og nye epidemier forebygges.

Som rektor har det været en af min hidtil største udfordringer at skulle hjemsende alle medarbejdere og studerende med mindre end to døgns varsel, og samtidig blive bedt om at fortsætte universitets aktiviteter online. Jeg er meget imponeret over den indsats, der er blevet ydet, både af medarbejdere og af studerende, og jeg synes, at vi er kommet rigtigt godt igennem de første uger. Det er åbenlyst, at vi er på vej over i en ny fase, hvor vi ikke længere er i kriseberedskab, men hvor vi skal gøre ”online universitet” til det nye normale. Det er, som jeg indledte med, på ingen måde nemt. Men jeg kan da mærke, at for hver dag der går, bliver det lettere at afvikle alle møder online (og tro mig en rektors liv er møder). Jeg håber også at undervisere og studerende finde det gradvist lettere at afvikle og modtage deres undervisning online, og at vi alle kan få en følelse af normalitet, selvom det er under ekstraordinære omstændigheder. Vi begynder i ledelsen langsomt at forberede os på, at denne situation godt kan komme til at vare længere end 2. påskedag.

Som ekspert i epidemier med nye smitstoffer ved jeg, at der kun er én ting, der er sikkert, og det er, at vi altid bliver overrasket over epidemiens forløb. Vi kan prøve at bruge al den viden, vi har fra tidligere epidemier med andre smitstoffer, men ultimativt er det uforudsigelig, hvordan et helt nyt smitstof som SARS-CoV-2 opfører sig i det nye miljø, det har fået adgang til – i dette tilfælde hele verdens befolkning. Epidemien standser en dag, det er sikkert. Men det er svært at spå om, hvornår det bliver. Når der kommer en kur, og udvikles en vaccine, og det gør der, så vil vi endegyldigt have styr på dette smitstof. Og så kan vi tage en dyb indånding, mens vi forbereder os på det næste nye smitstof.

Robuste sundhedssystemer, stærke epidemiberedskaber og fremragende forudseende forskning er det bedste værn mod gentagelser. Så universitetet har en kæmpestor rolle at spille i fremtidens smittebeskyttelse. Og det gælder alle fakulteter. Det glæder mig, at så mange af vores forskere har grebet anledningen til at hente nogle af de midler, som har været akut-udbudt til forskning i Coronavirus, og påbegyndt fremragende forskning til gavn for menneskeheden.

I de kommende dage og uger kommer jeg til at arbejde stenhårdt på at få skabt så meget klarhed som muligt om vores muligheder på uddannelsesområdet. Det gør stort indtryk på mig at læse de mange spørgsmål fra studerende, som lige nu er usikre i forhold til deres studier og deres fremtid. Jeg er taknemmelig for den fine måde SAMF’s medarbejdere og studerende samarbejdede midt i krisen om at finde uddannelsesløsninger på den korte bane. Fortsæt med det. Lige nu udestår en række presserende spørgsmål om eksaminer og afleveringsfrister. Vi er i tæt dialog med ministeriet og de andre universiteter om at finde svar og skal også bruge studienævnenes hjælp. Vi arbejder på højtryk på at finde gode løsninger til studerende og medarbejdere. Det er en ekstrem tid, og jeg håber inderligt, at den snart er bag os, så vi kan få vores levende universitet tilbage.

De bedste hilsner, Henrik