Dekanens dagbog #13 - med gæsteskribent fra SDU

Det gælder de store ting: ungdommen, et venskab eller et nært familiemedlem; og det gælder i det små: evnen til at læse uden briller, et godt opslagsværk eller forsvarskrumptappen på det lokale superligahold (jeg husker stadig med gru tilbage på konsekvenserne af, at John Stampe lod sig pensionere fra AGF i 1991).

Ikke før man på den ene eller anden måde er blevet berøvet en relation, ting eller evne, forstår man helt og fuldtud at værdsætte den.

En af corona-krisens ”silver linings” er, at vi gennem karantænen bliver mindet om den værdi, det har at have daglig kontakt med vores kolleger i et fysisk rum. Det kommer til syne i mange ting og anliggender flere gange hver eneste dag, men lad mig her blot nøjes med at fremhæve to forhold.

Det er for det første blevet meget tydeligt for mange af os, at universitetet er langt mere end ”et forskerhotel” befolket af en række ”enkeltmandsvirksomheder”. Vi er en del af et fællesskab, og det gør ondt, når adgangen til fællesskabet bliver begrænset til virtuelle møder og telefonssamtaler. Kaffemaskinesnakken, udvekslingen af anekdoter i margen af et møde og samtalerne i frokostpausen har alt sammen en værdi, som de færreste af os er særligt bevidste om i det daglige. Corona-krisen minder os på smertelig vis om, at vi – trods vores meget individuelle arbejdsformer – også indgår i et kollektiv.

For det andet – og i det lidt mindre format – er det gået op for i hvert fald undertegnede, at møder via Skype, Teams, Zoom, etc. er udmærkede alternativer til det fysiske møde. Men der går også noget centralt tabt, når vi ikke kan mødes omkring et bord. Den manifeste respons, man i reglen får på fysiske møder i form af fx ansigtsmimik og nedslåede (eller himmelvendte) øjne, forsvinder i det virtuelle rum. Og der skal ikke være ret mange flere end 4-5 mødedeltagere førend mødet går over til at tage form af en staccato-agtig statusopdatering eller lapidarisk fremføring af synspunkter. Den dybe drøftelse og kollektive udvikling af ideer egner sig ikke til møder på netbaserede platforme.

Nuvel – det bliver hverdag igen. Og mon ikke vi er nogle stykker, der virkelig kommer til at skatte og påskønne det fysiske møde med kollegerne. I hvert fald lige indtil vi kommer til at tage det for givet igen…

Jens Ringsmose