Dekanens dagbog #14

Gåturen fra metroen eller fra den parkerede cykel ind på universitetet er en markering af, at man går ind i et særligt rum. Det er tydeligt, når russerne starter – se deres prøvende skridt gennem portene ud mod Farimagsgade. Det er også tydeligt, når en kandidat drikker champagne med familie og venner i en af gårdene på CSS efter at have afleveret eller forsvaret sit speciale; for så tøvende og med en tydelig fornemmelse af at et kapitel i livet er slut, pakker madkurven og flagene ned og går ud ad porten en sidste gang.

Så universitetets fysiske rum er vigtigt. Se på Oxford eller Hogwarts tårne og spir; se på Mærsk Tårnet, se på Niels Bohr bygningen eller se verdens flotteste cykelskure på Søndre Campus. Den slags akademiske bastioner er ikke billige. KU bruger mange penge på bygninger – og nogle af dem er vi endda flyttet ind i.

Men selvom vi således går på universitetet (også forskere og administrativt personale), så er det den undervisning og forskning, som foregår på den anden side af porten, som det handler om. Når man er vant til KU’s bygninger, så kan man godt blive noget overrasket over forholdene andre steder. Som dengang, hvor jeg besøgte statskundskab i Amsterdam og opdagede, at det videnskabelige og administrative personale sad på en etage i et højhus, hvor alle delte kontor og havde to mødelokaler. Eller når man besøger et britisk universitet og opdager, at under alle tårnene er der et indeklima, der ville udløse et hastemøde i samarbejdsudvalget herhjemme, og computere som jeg sidst så i Fona i 2005.

Til gengæld er det kendetegnende for alle disse universiteter, at de har gode studenterforhold. Deres studerende har måske ikke så mange kvadratmetre og så mange forskellige cafeer med hver deres unikke og eksklusive fagidentitet, som vi har på CSS, men de bor ikke i kældre. I stedet har de en Students' Union med en række sociale aktiviteter og god kaffe samlet ét sted, hvor der altid er liv.

Nu har vi ikke gået på universitetet i nogle uger. Lige så meget jeg savner at træde ind over den magiske tærskel til akademiet, når jeg går gennem porten fra Farimagsgade, lige så tydeligt synes jeg det er, at SAMF-fællesskabet ikke er bundet i et campus, eller at et institut kun er et fagligt fællesskab, fordi det ligger lige netop her. Tværtimod er det fællesskab langt stærkere end som så. Det er et fællesskab, der også kan trives under mere spartanske forhold på Skype. Et fællesskab, der bliver inspireret af, hvad der sker uden for murene og slet ikke har et behov for at lukke porten bag sig, men tværtimod engagerer sig i forsknings-, undervisnings- og impactprojekter om coronakrisen. Som f.eks. den essaykonkurrence, som man har udskrevet på antropologi.

Når auditorierne, cafeerne, læsepladserne og kontorerne står øde hen, så kan jeg ikke lade være med at tænke på, om vi ikke bruger det forkerte udtryk – vi går ikke så meget på universitetet, som vi sidder i det. De mange hundreder af kvadratmeter, som vi har, går primært til siddepladser – stolerækker i et auditorie, mødelokaler med et bord at sidde omkring, kontorer, hvor vi sidder foran en computer. Og mens jeg sidder og skriver dette ved mit skrivebord, så spørger jeg mig selv om alle tårnene, spirerne og de flotte forhold for cykelparkering kamuflerer den banale kendsgerning, at vi sidder på universitetet.

Jeg er meget træt af at sidde ned og holde Skype-møder. Måske er det, som vi for alvor er blevet inspireret til i løbet af disse uger, at rejse os op, gå steder hen og møde andre mennesker. Når Danmark åbner igen, og vi igen cykler og går til universitetet, er det bedste, vi kan finde på bare at sætte os tilbage på vores plads i auditoriet eller på kontorstolen?