Dekanens dagbog #16

Om det er den administrative medarbejder, den studerende eller forskeren, så har vi alle haft vores udfordringer og vores sorte køter at kæmpe imod. Den anerkendelse skylder vi hinanden, men vi skylder også at anerkende, hvad disse uger har givet os – som samfund, som universitet, som fakultet, som fag og som enkeltpersoner. For at kunne anerkende forandringens frugter og omvæltningens værdi, så må vi erkende, at vi ikke kan leve trygt og forudsigeligt bag universitetets mure.

Hvad den globale corona-krise viser er netop, at der ikke er et helle, hverken i en nordisk velfærdsstat eller på Københavns Universitet. Det kan være, at vi har ressourcerne til at håndtere udfordringerne bedre end så mange andre, og det bør vi være taknemlige for, men vi kan ikke putte os under dynen og sige, at her kommer det ikke. Og corona-krisen er hverken den første eller den sidste nationale krise, som vil påvirke os, og hverken første eller sidste gang, at semestre ikke bliver som planlagt, et forskningsprojekt bliver forsinket eller en konference bliver aflyst. Nogle gange er dramaet i vores liv personligt, når vi bliver syge og ikke kan deltage i undervisningen i et halvt semester; andre gange er dramaet politisk og vores bevillinger bliver beskåret; og atter andre gange er det forhold i udlandet, som afbryder et forskningsophold. Vi har ikke et helle mod denne verdens utryghed.

Men universitetet skal heller ikke være et helle. Hverken uddannelse eller forskning skal være tryg. Tilegnelsen eller skabelsen af viden handler om forandring, måske endda forandring af én selv. Nye ideer skaber utryghed i samfundet, og historien er rig på eksempler på, at nye ideer langt fra altid er hverken karrierefremmende eller gode for ens helbred. Selvom vi ikke længere brænder folk på bålet for at sige, at jorden ikke er universets centrum, så er det stadig ikke helt trygt at sige hverken akademiet eller magthaverne imod. Og det skal det måske heller ikke være. Hvis viden er omkostningsfri, hvad er den så værd? Og hvis man ikke skal anstrenge sig for at svare sine kritikere, arbejder man så helt så meget, som man burde på sine ideer?

På samme vis er det ikke tilfældigt, at man taler om uddannelse. Man bliver skabt på ny på en uddannelse – eller i hvert fald formet af nye ideer, nye mennesker, nye kompetencer og nye oplevelser, mens man læser. Det er fantastisk; og det er fantastisk hårdt. For uddannelse ville heller ikke være noget værd, hvis en så væsentlig forandring i ens liv blot kunne finde sted uden, at man kom til at tvivle på sig selv eller var bange for at fejle. At erkende, at det er et vilkår for alle, som vil blive klogere, kan måske lette noget af byrden, men bekymringen og den eksistentielle angst, som følger af at opdage noget nyt og opdage sig selv i det nye, kan man ikke fjerne og, det er den hårde erkendelse, det skal man heller ikke. For hvis uddannelse eller forskning ikke bærer en form for risiko, så er det bare et privilegium. Hvis en akademisk grad eller en forskningskarriere skal være andet og mere end en adgangsbillet til et godt job eller en tryg tilværelse, så må den være forbundet med en form for risici.

At vi skal tage risici, og at vi kommer til at begå fejl, er noget, som vi skal lære at leve med og en proces, som vi skal lære at leve i. Men det er svært at leve i og med risici, og der er en tendens til, at vi ignorer omkostningerne ved forandring – eller individualiserer dem. Jeg har det svært med ordet omstillingsparat, for hvis man ikke bruger det forsigtigt, kan det komme til at se ud, som om omkostningerne ved forandring blot er noget, der bor inde i en medarbejders hoved, og hvis vedkommende bare havde den rette attitude, så ville der slet ikke være noget problem. Selvfølgelig er forandringsvilje og evnen til at håndtere de risici forandringer giver en individuel kompetence – en kompetence som man både kan lære og aflære, men omkostningerne ved forandring er reelle, og risiciene bør ikke bæres af den enkelte men af organisationen, hvis det overhovedet er muligt. Imidlertid er der en tendens til, at vi fejer risiciene og angsten for dem ind under gulvtæppet. Det er en meget naturlig reaktion på overskueligheden i en forandringsproces at fremstille alt i et lyserødt skær. For nogle indfinder den lyst til undervejs, for de fleste bagefter. Måske handler det om, at vi viger tilbage fra udfordringer, som er hårde. Det er faktisk de færreste, som for alvor abonnerer på præsident Kennedys ord, om at vi skal gøre det, netop fordi det er hårdt og svært. Så vi lader som om, det ikke var hårdt eller ikke behøvede at være det. Bilder vi os selv ind, at vi aldrig har forladt vores helle. Så erkender vi ikke, hvad vi faktisk har opnået og vi anerkender ikke den indsats, det har krævet at opnå det. Den erkendelse og den anerkendelse har alle fortjent – ikke mindst alle på SAMF.

Når jeg tænker tilbage på de sidste par uger, så er det i erkendelsen af, at vi har håndteret store forandringer af vores hverdag og i anerkendelse af, at det har stillet store krav til den enkelte medarbejder og studerende. Jeg tager brudstykker af vores virkelighed de sidste par uger med mig:

De mange historier om sygdom hos medarbejdere og studerende eller deres familie og venner, som er for personlige til at gengive her, men som har vist mig, hvor skrøbelige vi trods alt alle sammen er, hvor lidt vi kan gemme os bag universitetets mure, og hvor reelle risiciene er, og hvor hurtig angsten kan blive hverdag.

Den ældre kollega som arbejder fra sit sommerhus og låner sin lejlighed ud til sin yngre kollega, der ikke kan overskue at passe børn og lave online undervisning i sin egen lille lejlighed.

En gruppe medarbejdere som laver afspændingsøvelser med hinanden, men i hver sin stue over Skype.

Vejlederen, som har købt champagne og sidder klar med den ved siden af sin computer mens hans ph.d.-studerende forsvarer sin afhandling over zoom, så han kan skåle med hende, når det er veloverstået, selvom de sidder langt fra hinanden bag hver sin skærm.

Der er mange andre historier, og flere end jeg i virkeligheden kan huske eller give den anerkendelse, som de fortjener, men de handler alle sammen om at håndtere risici, at finde nye muligheder i den forandrede situation.

Usikkerheden fortsætter. Vi ved ikke, om Danmark åbner efter påske, eller om vi bliver hjemme, eller om vi kan vende tilbage til campus i etaper, i hold eller på skift. Så hold øje med KUNet og andre beskeder fra KU. Vores arbejdsbetingelser og studievilkår kan igen forandre sig hurtigt. Det vil igen betyde risici og igen skabe en usikkerhed, som vi skal håndtere sammen.

God påske.

Dekanens dagbog holder påskeferie og vender tilbage tirsdag 14. april.