Dekanens dagbog #22 – med gæsteskribent fra Akkrediteringsinstitutionen

Da Mikkel spurgte, om jeg havde lyst til at bidrage til hans dagbog, sprang jeg straks til. Det er ikke hver dag, at denne unikke mulighed byder sig. Indholdet måtte jeg selv bestemme, men Mikkel så gerne, at jeg forholdte mig til kvaliteten af den digitale undervisning, der med lynets hast er blevet ”the new normal” på alle landets videregående uddannelsesinstitutioner. Det gør jeg meget gerne. Først og fremmest vil jeg sige, at jeg er dybt imponeret over den omstillingsparathed, som både universiteter og andre videregående uddannelsesinstitutioner har demonstreret i denne tid. Kæmpe respekt for det.

Stiller vi som Akkrediteringsinstitution mindre krav til kvaliteten af den digitale undervisning, end vi gør til den konventionelle fysiske undervisning? Nej, det gør vi ikke, og det gjorde vi heller ikke før det blev Corona-time, hvor det, særligt på professionshøjskolerne, længe har været praksis at udbyde hele eller dele af uddannelser digitalt. Kvalitetsbegrebet kan ikke bøjes, men kvaliteten kan naturligvis være udfordret, hvis omlægningen foregår uden den lange forberedelse og med krav om øjeblikkelig udrulning i stor skala. Det vrimler med artikler og indlæg i øjeblikket om emnet, og holdningerne spænder vidt fra de stærkt begejstrede digitaliseringstilhængere til skeptikerne, der mener, at den digitale undervisning aldrig kan blive andet end en dårlig kopi af den fysiske undervisning. Jeg forholder mig ikke til disse let fortegnede synspunkter, men er i stedet optaget af, hvad der konstituerer god kvalitet i den forskningsbaserede undervisning.

I akkrediteringssammenhæng defineres den forskningsbaserede undervisning af en række centrale elementer: Undervisningen skal være tilrettelagt af aktive forskere, være pædagogisk kvalificeret og varetages af aktive forskere eller undervisere med tilknytning til det relevante forskningsmiljø. Sidst – men ikke mindst – skal de studerende have mulighed for en løbende kontakt til underviserne. Sagt lidt forenklet er forskeres/underviseres tilstedeværelse altså ret så central for den forskningsbaserede undervisning. Er det så ligegyldigt, om tilstedeværelsen er fysisk eller digital? I princippet ”ja”. Men det kræver, at også online undervisningen er pædagogisk veltilrettelagt, baseret på solid forskningsviden og at undervisningsformerne giver mulighed for varieret undervisning fx ved at kombinere større forelæsninger med vejledning og møder i mindre fora. Og her skal man nok ikke være blind for, at der kan være forskel på den undervisning, som uddannelserne i normale tider velovervejet vælger at gøre online, og så den ”nød-onlineundervisning”, som institutionerne med krum hals har været nødt til at kaste sig ud i, i denne tid.

I praksis tror jeg, vi er mange, der har svært ved at forestille os, at det digitale univers helt kan erstatte det fysiske nærvær mellem underviser og studerende og det faglige og sociale fællesskab, de studerende opbygger på studiet i fx fredagsbaren. Men andre spørgsmål melder sig. Er der faldgrupper, vi ikke er opmærksomme på? Forleden læste jeg en artikel i Information af en lektor i uddannelsesvidenskab fra SDU, der deler egne og kollegers erfaring med de sidste måneders intensive digitale undervisning. Erfaringen herfra er, at kun ca. halvdelen af de studerende på de første årgange ”møder frem” til undervisningen, og det er de svageste studerende, der udebliver. Det er selvfølgelig langt fra sikkert, at enkelte lokale erfaringer fra SDU kan overføres til KU eller andre institutioner generelt. Alligevel vækker det bekymring, hvis der blot er lidt om snakken. Det er et problem, ikke kun i en snæver kvalitetsforstand, men i en bredere samfundsmæssig kontekst, hvis der er risiko for, at vi med digitaliseringen kommer til at tabe de svageste studerende. Denne og evt. andre faldgrupper bør undersøges nærmere og håndteres. I det hele taget er det vigtigt, at der bliver samlet systematisk op på de sidste måneders erfaringer, såfremt antagelserne om, at digitalisering i kølvandet på coronaen vil komme til at udgøre en større del af undervisningen fremover. Det er også vigtigt, at den daglige kvalitetssikring af undervisningen ikke sættes ud af kraft i denne tid. Den er om muligt endnu vigtigere end før, hvor vi blot troede, corona var en eksotisk øl.