Dekanens dagbog #28 - med gæsteskribent fra DMI

Når almindelige mekanismer træder helt ud af kraft – i lang tid – så er der brug for ledelse.

Vi har nu i efterhånden i mange uger arbejdet under den lockdown, som hele COVID-19 krisestyringen bygger redningen af det danske samfund på. Og resultaterne begynder, som jeg forstår det, at vise sig; færre COVID-smittede, færre på sygehus og intensivafdelinger og antallet af dødsfald falder. Så langt så godt.

Men er vi så ikke igennem nu??

Utålmodigheden med at kunne vende tilbage til normaliteten og arbejdspladsen stiger. Tilbage til dagligdagen på DMI. Tilbage til køkkenet med kaffemaskinen og møderne, hvor vi kan se hinanden rigtig i øjnene og ikke i Skype-øjnene, som jo synes at kigge på en hvid plet på væggen eller ned i skrivebordet. Tilbage til at undgå misforståelser, fordi vi umiddelbart kan se om modtageren af det afsendte budskab, fik rigtig fat i meningen.

Derfor er vi utålmodige. Jeg oplever, at de fleste nu efter mange uger som hjemmearbejdende og børnepassende på samme tid, i isolation fra de mange aktiviteter og kontakter, som vi ind imellem ellers kunne få nok af, er blevet helt enige med Dan Turéll, når han siger:
”Jeg holder af hverdagen.
Jeg er vild med den.
Hold da helt ferie, hvor jeg holder af hverdagen.
Jeg holder stinkende meget af hverdagen”

Jeg tænker, at alle ledere oplever deres rolle og opgave er forandret dramatisk i denne periode. Den usikkerhed som præger medarbejderne forplanter sig hurtigt til os. I nogle sektorer i samfundet har ledelsesopgaven handlet om at lukke ned, lukke helt måske, afskedige sine medarbejdere evt. Meget, meget alvorlige konsekvenser. For andre har det handlet om at afvente, se tiden an og nu igen er ved at komme lige så stille i gang. Og på sundhedsområdet ligger mange vandret!

Og for os på DMI går opgaven ud på, at drifte den nationale kritiske infrastruktur, som et meteorologisk institut er. Og det er vi lykkedes med. Ikke kun, at vejret har været aldeles fremragende langt de fleste dage gennem dette forløb, men vores meteorologer er på rekordtid blevet vandt til at arbejde hjemme fra, hvilket er ganske uvant for dem. De er vandt til – sammen – at arbejde i vagthold med forskellige funktioner, som skal udkomme sammenhængende.

Den fælles globale fjende – COVID-19 – var en god hjælp for ledelsen, da vi skulle motivere, hvorfor der den 12.marts blev indkøbt og klargjort 60 pc’er til meteorologerne til at få med hjem til hjemmearbejdet…. mange processer og diskussioner, vi elles ville have haft over en sådan ide, sprang vi over!

Èn af de fremmeste opgaver for os ledere er jo at motivere vore medarbejdere til at gøre en stor og relevant indsats hver dag:  Det daglige bidrag til resultatskabelsen og dermed samfundsværdien. Med små børn om benene, en halvdårlig internetforbindelse, ensomhed eller lignende hos den enkelte medarbejder, oplever jeg at denne motivationsopgave til stadighed bliver større og større i dette her forløb.

Hertil kommer at mange medarbejdere jo oplever, at godt nok kan vi finde ud af at drifte og holde skruen i vandet, men det går hårdt ud over udviklingsopgaverne. Det er bekymrende. Den energi og selv-motivation, der ligger i at sætte sin viden i spil i udviklingsarbejdet, er svær at finde i øjeblikket. De gode og frugtbare workshops og udviklingssessions, vi normalt benytter os af, har trange vilkår.

Derfor er forberedelsen af genåbningen så vanskelig en ledelsesmæssig opgave at løse. Vi skal jo have lidt flere afsted hjemmefra inden så længe, tænker vi. Men hvem? Og hvornår? Og hvordan? Hvilke projekter og processer skal vi prioritere frem for andre??

Vi er i vores chefkreds i gang med at opfinde så flexible nogle løsninger som muligt. Vi må have instituttet fysisk indrettet, så vi kan møde under sikre forhold og overholde alle sundhedsfaglige anbefalinger, så vi kommer til at bidrage mindst muligt til smittespredning. Derudover skal vi have indrettet nogle kreative rum, hvor folk kan ”få lov at komme” i små hold og udvikle deres ideer og projekter, som de så kan gå hjem med igen og arbejde videre med, indtil vi alle kan mødes igen en dag på DMI.

Vi opfordrer medarbejderne til at være så meget sammen som muligt – men hver for sig. På den sociale side havde vores personaleforening i fredags arrangeret fredagsbar; ja faktisk 3 forskellige – 3 temaer – som folk kunne logge sig ind på via Skype. Det blev, synes, jeg en stor succes med ret mange deltagere på tværs af instituttet.

Vi begynder nu også at opfordre vores folk til at mødes i skoven eller lign steder til ”walk & talks” mhp. at fastholde og udvikle noget af den kreativitet, som fællesskab som regel skaber, ligesom folk på den måde får lejlighed til at snakke sammen væk fra en skærm!

Som leder af ledere føler jeg mig også selv som en skod-leder; jeg kan ikke særlig godt følge med i, hvordan mine ledere trives. Jeg har intensiveret vore 1:1’ere lidt, vi har haft daglige chefkald ect. Men jeg mangler jo at se deres øjne rigtigt og fornemme, om de kan overkomme det, de skal under de svære vilkår.

Som Dronningen sagde til os på sin 80 års fødselsdag: Vi kan langt mere end vi tror!

Og det har hun ret i. Der er altid brug for god og robust offentlig ledelse. Vi – offentlige ledere - er de daglige oversættere af det danske demokrati. Vi leder produktionen i velfærdsstaten; alt fra forskning over børnehaver, skoler, vejrudsigter til meget, meget andet.

I denne tid er produktionen sat på prøve. Så derfor er vi som ledere sat på prøve.

Men vi kan mere end vi tror, som det blev sagt, i fællesskab.

Lad os nu håbe, at vi bringer noget af denne ledelsesmæssige læring med os ind i den nye verden på den anden side af COVID-19.

Fortsat god arbejdslyst!