4. maj 2020

Dekanens dagbog #30

COVID-19

4. maj er en meget dansk mindedag. Her er ingen militærparade, ingen kommandoråb og ingen hornorkestre. I stedet er der lys i vinduerne, som træder tydeligere og tydeligere frem, efterhånden som forårsmørket langsomt sænker sig. Lysene er både et minde om dem, der faldt for, at Danmark atter skulle blive frit, såvel som en opfordring til at lade lyset falde over den periode – en stille opfordring til at tænke over, hvad nationens frihed er, og hvad den er værd.

Lys i vinduerne i danske hjem den 4. maj.Det er 75. gang, at vi tænder lys i vinduerne, og efterhånden som perioden fra 9. april 1940 til 5. maj 1945 bliver en stadig fjernere historisk begivenhed, er det selve refleksionen, der er tilbage. Denne aften bliver vi mindet om, at vores fællesskab ikke er gratis og vores frihed har en pris. Som mørket falder på, må vi spørge os selv, om vi er parate til at betale den pris; også i den møntfod, som det falder til vores generation at betale.

Netop fordi vi tænder lys i vores egne vinduer, er spørgsmålet om, hvad det koster at bevare Danmark, et meget personligt spørgsmål. Det er måske især det, som gør 4. maj til en meget dansk mindedag; vores patriotisme har altid været personlig og familiær. Om det er Dannebrog på juletræet eller lysene i vinduerne 4. maj, så er vores patriotisme på en gang vidne om, hvor usikker nationens overlevelse vitterlig var fra 1864 til 1945, og samtidig hvor stærk identifikationen med Danmark har været hos den enkelte dansker. Anden Verdenskrig viste netop, hvor hurtigt et lille land kan miste kontrollen over sin egen skæbne. Når vi i dag kan lukke grænserne, opgradere sundhedsvæsnet og tage kontrol over epidemien, så er det netop vores nationale suverænitet, som giver den mulighed. Den havde vi mistet 9. april 1940. Det er klogt at minde sig selv om evnen til at håndtere vores egne kriser, ikke er givet, men noget, som vi skal værne om.

Når vi ikke passer på, har den personlige patriotisme sin bagside, men den viser sin styrke i krisetider, hvor vi kan holde sammen ikke bare ved at stille os op og vinke til paraden, men som et sindelag – et samfundssind. Et samfund er ikke bare en samling af skoler, virksomheder og kaffebarer. Det er først og fremmest en pagt mellem fortidige og fremtidige generationer, forvaltet af nutidens generationer. Hvad vi først og fremmest ser i skæret af stearinlysene, er de udfordringer, som vi skal løfte i dag. Og hvad beskriver de udfordringer bedre end det faktum, at vi står i vores egne vinduer med vores lys og kikker ud på lysene i andres vinduer – uden at kunne gå på gaden for fejre befrielsen, som man gjorde fra 75 år siden?