Dekanens dagbog #34 – med gæsteskribent fra folkeskolen

Nødundervisning og nysgerrighed i folkeskolen under coronakrisen

Som afdelingsleder på en mellemstor folkeskole med ca. 700 elever har jeg på det seneste fået en del erfaring med onlinemøder, akutte møder på uvante tidspunkter, nødundervisning, retningslinjer, hygiejne, indretning af klasseværelser, kommunikation, kommunikation og ekstra tydelig og (når det var muligt) rettidig kommunikation.

Da jeg sagde ja, mange tak! til at skrive i Dekanens dagbog og give jer på KU et indblik i dagens folkeskole under coronakrisen, tvivlede jeg på, at en genåbning for eleverne fra 6.-10. klasse stod lige for døren. Men nu er den meldt ud, netop som jeg er i gang med at skrive dette, og den er heldigvis først skemalagt til mandag d. 18. maj – en fornuftig beslutning ift. at forberede den ordentligt rundt omkring på skolerne.

Hvorfor prioritere de større elever i folkeskolen i genåbningens næste fase? Der er ingen tvivl om, at en del børn og unge har haft det svært i de forgange måneder. Spørger man dem selv, peger mange spontant på kammeraterne og klassefællesskabet som det, de har savnet mest. En del har tillige kæmpet med online-opgaverne i den virtuelle undervisning og manglet et ekstra, venligt og insisterende skub til overhovedet at komme i gang med dem.

Vi har endda oplevet børn og unge som har haft vanskeligt ved at deltage i online-undervisningen på Google Meet og få det hele til at virke, selvom vi voksne – det gælder vist både forældre og professionelle – hidtil har taget for givet, at de er en gennemdigitaliseret generation.

Hertil kommer udfordringer med udstyr og bredbåndsdækning. I Helsingør Kommune har vi stadig områder uden for bymæssig bebyggelse med ringe internetforbindelse. Her, hvor jeg selv bor, har vi fx en gentleman-agreement om, at man først streamer underholdning efter kl. 15…

Og hvordan deltager man egentlig som elev i et klassemøde online? Skal man være fuldt påklædt? skal det være med video? må man smutte undervejs? og hvad med familien? En lærer i de yngste klasser oplevede, at både forældre og bedsteforældre havde deltaget i onlinemødet – dog uden at gøre opmærksom på det før bagefter. MEN – og nu kommer det måske mest overraskende – nogle af de lidt ældre elever har også givet udtryk for, at de har profiteret af at arbejde hjemme med færre forstyrrelser, mindre larm og muligheden for en afgrænset dialog (enkeltvis eller i små grupper) med deres lærer om det faglige indhold, hvor den sociale kontekst og positioneringerne i klassen ikke indgår i ligningen. Er der her nogle muligheder, vi som professionelle bør udforske?

Som skoleledere er vi umiddelbart blevet klogere på hygiejne og retningslinjer! Det er i sig selv en ret stor mundfuld at sætte sig ind i – for ikke at tale om at håndtere utallige opdateringer og meddelelser fra forskellige niveauer i den kommunale organisation. Men vi er også blevet en del klogere på, hvordan vores skole fungerer som organisation, når vi skal håndtere en krise. Mange lærere og pædagoger har udvist stor fleksibilitet og vilje til at lykkes med en relativt bøvlet opgave, hvor det helt overordnede mål ikke kun var at bibringe børnene trivsel og læring, men også at facilitere en langsom genåbning af samfundet, hvor forældrene skulle tilbage på arbejde og børnene opbevares forsvarligt.

Midt i alt dette opfanger jeg to strømninger blandt lærere og andre ledere:

Den første har fokus på ”nød”-elementet i den nuværende situation. Alt er ekstraordinært, og alt vil igen blive, som det var, når vi har fået styr på Corona. Der er en vis form for skrøbelig tryghed i forstavelsen ”nød-”.

Den anden er ikke ubekymret, men forholder sig mere nysgerrigt til alt det nye: Hvordan kan vi blive klogere af det, vi har udviklet og oplevet? herunder medtænke alt det, vi har øvet os på i Meet, Zoom, Skype, digitale portaler osv., når vi på et tidspunkt forhåbentlig vender tilbage til mere normale tilstande? Er der nogle nye muligheder for at se tingene fra en ny vinkel, at understøtte undervisningsdifferentiering, hensyn til elever med særlige behov, fleksibilitet for elever og lærere, A- og B-mennesker, projektbaseret læring etc.?

Hvis fjernundervisningen – og undervisningen i øvrigt! – skal lykkes for alvor, er det nødvendigt at være undersøgende og foregribende på elevernes banehalvdel: Hvad er det for et scenarie, vi præsenterer dem for i undervisningen? Altså hvordan oplever de egentlig den stillede opgave? Hvad skal der til, for at de går i gang nogenlunde af sig selv? Hvad er succeskriterierne? Hvordan vil forskellige løsningsmodeller trække på deres eksisterende og nytilegnede viden og færdigheder? Hvad er lærerens rolle? Hvordan kan skoleledelsen understøtte elevernes læreproces og lærerens arbejde?

Alt sammen gode spørgsmål at reflektere over – også efter Corona.