Dekanens dagbog #4

Hvis de ellers var i live, ville ledelsen på Tjernobyl kunne bekræfte det. De velovervejede beslutninger, der omhyggeligt følger projektskabelonen og er baseret på grundige analyser, lange notater og endnu længere møder, er der simpelthen ikke tid til. Så man ender i den paradoksale situation, at mindre vigtige beslutninger ender med at være langt bedre begrundet end de vidtrækkende beslutninger, som bliver taget i en krise. Det er det faktum, som medierne har haft så svært ved at få hånd om i diskussionen om, hvorvidt lukningen af de danske grænser var baseret på et sundhedsfagligt råd.

Disse forandringer af succeskriterierne gælder imidlertid ikke kun for statsministre og andre ledere, men også for individer. Til hverdag er vi så heldige på SAMF, at vores personlige succes i vidt omfang er samfundets succes. Når en forsker bringer forskningsmidler hjem fra EU, er det en personlig sejr, som samfundet får glæde af via udviklingen af viden og kompetencer. Når en studerende tager en af vores uddannelser, er resultatet både viden og kompetencer for den enkelte, en god livsindkomst og det danske samfund får samtidigt glæde af de kompetencer, som færdiguddannede kandidater og bachelorer bidrager med.

Det er jo meget belejligt, at det, som er godt for os, er godt for samfundet. Det bringer os tit i en situation, hvor vi har meget svært ved at forstå og acceptere, at det som er godt for os, ikke nødvendigvis er godt for alle andre grupper i samfundet. I universitetssektoren kan vi godt nogle gange blive overrasket over, at politikerne prioriterer andre goder end os og forfølger andre mål for samfundet, end dem som vi indfrier – uanset hvor godt vi måtte gøre det, så er der andre goder at tage hensyn til.

At vi er en del af noget større, er meget klart for øjeblikket. Det ville måske være bedst for os at fortsætte undervisningen, og for langt de fleste af SAMF’s studerende ville de helbredsmæssige konsekvenser være til at overse. Men det er ikke godt for resten af samfundet. Det ville måske være mest belejligt, at vi lige kunne smutte på arbejde og hente en bog, som vi mangler i hjemmekontoret, men er ikke godt for resten af samfundet, at vi dermed bidrager til at øge interaktionen, og dermed smittespredningen, på vej til og fra campus.

Der er heller ingen tvivl om, at uanset hvor dygtige vi bliver til at lave fjernundervisning, så vil vi ikke kunne levere den samme kvalitet i dette semester, som vi plejer. Uanset hvor meget forskning, som vi kan lave derhjemme fra, så kan vi ikke nå så meget, som vi plejer, og samtidig passe børn eller tage os af andre, som regner med os. Og sådan er det bare. Vores succeskriterium og første prioritet i disse uger er ikke det samme som til hverdag. Vores succes afhænger ikke af at levere undervisning og forskning i verdensklasse, men i at forhindre eller begrænse udbredelsen af COVID-19 virus. Det ville være en fiasko for SAMF som en samfundsinstitution, hvis vi kun gik op undervisning og forskning på et tidspunkt, hvor det, at 7.000 mennesker bliver hjemme, gør en forskel i menneskeliv. De ofre, som vi bærer i den forbindelse, er ikke risikoen for at gå fallit som cafeer og frisører står overfor. Vores offer er at tage hensyn, og det er måske ikke en gang et offer, men en dyd som ikke er et dårligt læringsudbytte af et semester.