Dekanens dagbog #41

For mig handler sagen i første omgang om arbejdsmiljø. Ligesom de studerende skal være sikre på deres ytringsfrihed på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, skal fakultetets medarbejdere være sikre på, at de kan forske, undervise og formidle uden at skulle være bange for at blive forfulgt af et meningspoliti. Det gælder både for studerende og forskere, at de må forvente at blive udfordret i en akademisk diskussion. Men en del af den akademisk diskussion er netop, at den ikke handler om, hvilke holdninger, som man har lov til at have eller hvilke konklusioner, som man må drage. Den akademiske diskussion handler om, hvorvidt man har belæg for sine udsagn, hvordan disse konklusioner forholder sig til andre og hvad konsekvenserne af disse konklusioner er. I den diskussion er viden altid foreløbig og selve diskussionens formål er at gøre os klogere. Der er en grundlæggende nysgerrighed – også overfor andres synspunkter, som jeg mangler i både den venstre- og den højreorienterede identitetspolitik.

Den konkrete sag er netop et udtryk for, at man har en checkliste af ”forkerte synspunkter”, som man så går de berørte SAMF'eres publikationer igennem for at finde. Arrogancen i at mene, at man har patent på, hvad der er de rigtige meninger, hører ikke et universitet til, og det hører faktisk heller ikke et demokratisk samfund til. Det betyder selvfølgelig ikke, at man ikke kan diskutere, hvilke konsekvenser bestemte begreber eller konklusioner har for samfundet. Det er en vigtig del af den samfundsvidenskabelige teoriudvikling. Men jeg må indrømme, at jeg bliver lidt træt, når man er mere interesseret i abstrakte diskussioner om ’ismer, end om hvordan den viden, som vi skaber, sætter spændende ting i værk.

Jeg har aldrig været særlig imponeret af den side af universitetet, hvor vi er mere optaget af at diskutere abstraktioner, end de konkrete begivenheder i samfundet omkring os. Der er stærke kræfter af konformitet i det akademiske miljø, og ofte handler det om at skabe identitet, så det universitære miljø er konformt på en måde, som adskiller det fra resten af samfundet. Jeg har altid opfattet dette ønske om, at universitetet skal være den rene vare af en eller anden identitet – om det er marxismen som i 1970’erne eller det, som man lidt misvisende, kalder identitetspolitik i vor tid, som et udtryk for en grundlæggende usikkerhed, ikke mindst over for de skatteborgere, som betaler regningen. Man skaber et trygt rum af ligesindede velvidende, at resten af samfundet ikke er enig med én og vil være en del af det rum. I USA og nogle steder i Storbritannien har det betydet, at universiteterne, og det som foregår på dem, bevæger sig så langt fra resten af samfundet, at de uddanner kandidater med kompetencer til at begå sig på universitetet, men ikke nødvendigvis i verden udenfor. Derfor ender nogle universiteter som venstrefløjens identitetsbastioner, mens nogle kirker er højrefløjens. Når universitetet således lukker sig om sig selv, bliver det sværere at lukke personer uden akademisk baggrund ind. Det står simpelthen i vejen for divers rekruttering.

SAMF skal ikke være en menighed. Vi skal finde sikkerhed ikke i at censurere hinanden, men i at omfavne den nysgerrighed og foreløbighed, som definerer videnskabelig viden. Vi har ikke blot ytringsfrihed, men også nysgerrighedsfrihed.  

Dekanens dagbog er tilbage på mandag.