27. maj 2020

Dekanens dagbog #44

BUDGETTER

KU har fået en ny budgetmodel, som jeg sidder midt i for øjeblikket. Det er en smule komplekst, og helt ærligt noget, som nok fylder en del mere i min og institutledernes dagligdag, end for de fleste andre medarbejdere og studerende på fakultetet.

Sådan skal det også være. Det er ledere, som bliver betalt for at bekymre sig om budgetter. Men selvom det ikke er en del af ens jobbeskrivelse, så kan man jo godt være interesseret i, hvor mange penge der er og hvad de bliver brugt til. Men jeg er lidt ked af, at den interesse ofte udkommer som bekymringer – budgetter bliver ofte set som noget farligt og budgetforhandlinger, som noget truende. Det kan de selvfølgelig være, men de er først og fremmest en naturlig del af en organisation, som gerne vil bruge de midler, som er blevet os betroet, så vi sætter mest mulig viden i værk.

Hver gang man diskuterer budget, så er der en tendens til, at man udlukkende ser på bundlinen. Får man flere penge, så siger man fint, og tænker på noget andet. Får man færre penge, så bliver man – meget forståeligt – nervøs for om der kommer besparelser osv. Bundlinen er vigtig, og den ser fin ud for SAMF. Vi uddanner mange og dygtige kandidater og henter flere og flere forskningsmidler hjem. Men først og fremmest er vi gode til at bruge de penge, som er blevet os betroet, på en effektiv måde.

Men i budgetter på størrelse med SAMF’s så er bundlinen ikke den mest interessante del af budgettet. Hvordan vi bruger vores ressourcer, optager mig i virkeligheden mere. Vi er betroet mange penge, men nogle gange tænker vi på budgetterne, som om SAMF var en kiosk nede på hjørnet. Det skal vi holde op med. Vi har f.eks. store lønbudgetter, og når vi skal vurdere, hvor mange vi kan ansætte til at udføre undervisnings- og forskningsopgaver, så skal vi blive bedre til at vurdere, hvordan og hvornår opgaverne skal løses. Vi skal blive bedre til at vurdere personaleomsætningen for at se hvor mange penge, der reelt er på budgettet til at ansætte folk.

Et andet område er, hvordan vi bruger undervisningsressourcer bedst. Vil vi f.eks. helst bruge penge på fastansatte eller eksternt ansatte? Vi skal også vurdere, hvor stort optaget på en uddannelse skal være for at svare til de undervisningsressourcer, som vi har. Den ressourcevurdering er også relevant, når vi ser på beskæftigelsen på enkelte af vores uddannelser. Er det rationelt at uddanne studerende, hvis deres risiko for at blive arbejdsløse er for stor?

Budgettet giver os mulighed for at vurdere konsekvenser af prioritere forskellige måder at sætte viden i værk på. Jo mere vi graver forudsætninger og forventninger ud i budgetterne, jo mere fornuftigt kan vi bruge de penge, som skatteborgerne har givet til os. Den udgravning er i virkeligheden først lige begyndt, så selvom jeg håber at kunne afslutte budgetprocessen inden sommerferien, så vil vi ikke blot have besluttet nogle rammer, vi skal løbende arbejde på, hvordan vi bedst fylder de rammer ud.