Dekanens dagbog #47

Mens jeg klippede hæk, hørte jeg en podcast, hvor Mikael Bertelsen deltager i et samtaleprogram, som stand-upperen Christian Fuhlendorff kører. Programmet er langt, nærmest meditativt langt, og længden bliver et af mange subplots, som Bertelsen bygger det program, som han har kapret fra Fuhlendorff, op omkring. At udnytte tiden og intervenere på det helt rigtige tidspunkt med den helt rigtige ting, er det, som Bertelsen fortæller om i løbet af programmet.

Bertelsen fortæller en fantastisk historie om et interview med instruktøren David Lynch. Hvor Bertelsen er underlagt alle mulige begrænsninger i, hvad han kan spørge Lynch om, men opdager, at den største begrænsning er, at han ikke ved hvordan han kommer ind på livet af Lynch. Så går det op for Bertelsen, at Lynch har et kafferisteri; og ved at skaffe Lynch ”den bedste kop kaffe, som han nogensinde har smagt” får Bertelsen iscenesat interviewet. I skal høre historien, som næsten bliver et hørespil, når Bertelsen folder sit dramatiske talent ud. Pointen er imidlertid relevant for os andre – det handler om at skabe anledninger.

En kop kaffe kan være en anledning. Ikke bare på grund af dens smag og kvalitet, men fordi at vide, at det netop er en kop kaffe, der vil gøre forskellen, er et udtryk for, at man har gjort sig umage, at man har interesseret sig for et andet menneske. ”For så snart man gør det, så får man noget igen,” siger Bertelsen. God undervisning, gode konferencer og workshops, gode interviews til forskning handler om at skabe anledninger. Det kræver forberedelse, det kræver, at man gør sig umage, men det kræver først og fremmest interessen for andre mennesker. Når man sætter viden i værk, som vi gør det, så sætter man den i værk med andre mennesker. Vi underviser ikke for gode evalueringer, vi forsker ikke for et højt H-indeks; vi underviser og forsker for at røre andre mennesker, forandre deres verdensbillede og give dem andre handlemuligheder.

Netop anledninger kommer ikke så naturligt i Zoom. Selvom break-out-groups kan skabe anledninger, så kræver det Bertelsens dramatiske talenter at få det medie til at leve. Det er anledninger, som jeg glæder mig at komme tilbage til. Og det er anledninger, som vi skal finde rum til at bevare – uanset hvilke formater for undervisning, som vi måtte have i efteråret.