Dekanens dagbog #53

De studerende bliver hjemme og eksaminer foregår online, men for medarbejdere vil der, som jeg skrev om i går, være mulighed for at komme ind på kontoret. Forudsætningen er, at arbejdet kan gennemføres efter sundhedsmyndighedernes retningslinjer, og det kræver et kæmpe arbejde at oversætte de relativt simple retningslinjer til noget, der virker i vores kontorer.

Derfor er det på mange måder mere simpelt at holde møder online, end at sidde en meter fra hinanden ved et afsprittet mødebord. Og siden jeg holder rigtig, rigtig mange møder, så regner jeg med at fortsætte min online tilværelse til 3. august. På den måde slipper alle de mange mennesker, som jeg mødes med i løbet af en uge for at komme ind på campus, med mindre de har andre grunde til det. De overvejelser gælder for rigtig mange af vores administrative funktioner, så administrationen arbejder fortsat online frem til 3. august, men medarbejderne aftaler med deres leder, hvorvidt de bedre kan varetage deres opgaver fra deres arbejdsplads på campus. Det er i sidste ende lederen, som beslutter, hvorvidt man skal møde fysisk på arbejde på CSS.

Men det gør en stor forskel, at man har muligheden for at komme et smut forbi kontoret. Jeg føler i hvert fald, at der er færre hvide pletter på mit mentale københavnskort nu, end der var for nogle uger siden. Det er en god oplevelse. Det er også vigtigt, at det bliver en god oplevelse at møde hinanden på kontoret. Og det kan altså godt blive lidt akavet. Der bliver ikke givet hånd, man sidder langt fra hinanden, mens duften af håndsprit sidder i luften sammen med støvet fra kontorstole, som ingen har siddet på siden midten af marts. Så der skal gøres en ekstra indsats, hvis vi skal undgå at folk blot går forbi hinanden som coronaspøgelser på gangen. Så stop op, når du møder en kollega og hils på (og du behøver ikke kende ham eller hende særlig godt for at gøre det). Desværre giver vi hverken krammere eller håndtryk endnu, så smil, vink eller gør det der med albuen, så du får markeret, at der bliver hilst. Hør hvordan de har det og har haft det. Vær ikke bange for at tale om de sidste par måneder, men husk at vi har forskellige risikoprofiler og forskellige oplevelser med coronatiden. Jeg tror alle, at vi har behov for at tale. Og jeg håber, at vi ikke har mere travlt, end at vi har tid til at tale med hinanden og se hinanden i øjnene igen.

Endelig vil jeg opfordre jer – uanset om I fortsat sidder derhjemme eller på campus – om at gøre en eller anden god ting for en kollega. Om det er at dele håndsprit, sende en ”god fornøjelse”-mail eller hente kaffe er ikke så vigtigt, som markeringen af, at vi er der for hinanden. For det er vi. Det er vi igen.

Vi har lavet nogle plakater og postkort med de her råd, som I vil finde på campus på mandag. På mandag regner jeg også med at skrive den sidste dagbogsnote. Jeg havde ikke forestillet mig, at jeg ville ende på den anden side af 50 dagbøger. Og det har været en fornøjelse at skrive, men jeg synes på mange måder mandag er den rigtige dag at slutte på. Jeg regner med at skrive noget lignende (men ikke så ofte), når semestret begynder igen. Gode forslag til hvordan og hvor meget modtages gerne!

Men dagbogen vender altså tilbage for sidste gang på mandag. Indtil da vil jeg ønske alle en god weekend.