Klimaforskning: Én procent gør en verden til forskel

I begyndelsen af juni var der bud fra Washington: Økonomer fra præsident Bidens administration ville gerne høre mere om det arbejde, som Frikk Nesje og hans internationale kolleger havde lavet på klimaområdet. Et onlinemøde blev hurtigt organiseret, og pludselig havde Frikk Nesje adgang til maskinrummet i verdens største økonomi.

”Det var jo en fin overraskelse. Nogen i Det Hvide Hus havde læst vores videnskabelige paper. Samtidig er det godt at se, at forskningen kan bidrage til mere oplyste valg,” fortæller Frikk Nesje, der residerer i et beskedent kontor på Økonomisk Institut på Københavns Universitet.

Her tiltrådte han sidste år som adjunkt efter studie- og forskningsophold i bl.a. Oslo, London, Evanston og Heidelberg. Med sig har han taget en indsigt i klimaøkonomiske spørgsmål, der har givet den blot 33-årige norske økonom international opmærksomhed og flere priser.

Det handler om, hvor højt vi skal prioritere det langsigtede, lidt diffuse klimaproblem, i forhold til alle de andre konkrete udfordringer, vi som samfund står over for her og nu.

Frikk Nesjes forskning, som også amerikanerne gerne ville vide mere om, har hovedfokus på ’diskonteringsrenten’ i de klimaøkonomiske modeller. En størrelse, der er lige så teknisk, som den er afgørende, når det handler om at give bud på, hvor meget vi som samfund kan investere i klimaet uden – populært sagt – at klatte med pengene.

”Valget af diskonteringsrente har meget store konsekvenser på klimaområdet,” understreger Frikk Nesje.

”Det handler om, hvor højt vi skal prioritere det langsigtede, lidt diffuse klimaproblem, i forhold til alle de andre konkrete udfordringer, vi som samfund står over for her og nu. Og hvis man omsætter det til politik: Hvor omfattende bør vores regulering så være?”

Konkret er diskonteringsrenten den årlige rentesats, som økonomer bruger til at omregne fremtidige udgifter og gevinster til nutidskroner, så vi bedre kan vurdere, hvor mange ressourcer det giver mening at investere i projekter med lang horisont – som f.eks. investeringer i klimaet (se også boks).

”Jo højere diskonteringsrenten er, jo større nytte skal klimainvesteringer have for fremtidige generationer, før vi vil være rede til at gennemføre investeringen. En højere diskonteringsrente betyder altså, at vi lægger mindre vægt på fremtidige generationer og deres klimaproblemer,” siger Frikk Nesje.

Små forskelle– store konsekvenser

Da klimaøkonomiske modeller beregner de økonomiske konsekvenser af globale temperaturstigninger flere generationer ud i fremtiden, er valg af rentesats helt afgørende. Selv små udsving i renten kan nemlig have store konsekvenser for de økonomiske scenarier, og dermed for vores villighed til at investere i langsigtede klimaløsninger – fra vindmølleparker til udfasning af fossile brændstoffer, beskatning af CO2 og andre klimatiltag.

Den usikkerhed har skabt skarpe fronter i den økonomiske verden. Mest kendt er modsætningen mellem to af verdens mest profilerede klimaøkonomer, engelske Nicholas Stern fra London School of Economics, og den amerikanske nobelpristager og udvikler af den klimaøkonomiske DICE-model, William Nordhaus fra Yale University.

Hvor Stern ud fra etisk-filosofiske overvejelser og hensynet til fremtidige generationer bruger en lav rentesats på 1,4 procent, har Nordhaus valgt at en mere markedsbaseret rentesats på 4,5 procent. En på overfladen beskeden forskel, men med enorme konsekvenser:

”Bruger du Sterns diskonteringsrente, vil vi i dag være rede til at betale 250 kr. for at få et klimaafkast på 1.000 kr. om 100 år. Bruger man Nordhaus’ rente på 4,5 procent, vil vi kun være villige til at betale 10 kr.”

I dette tilfælde kan man altså bruge 25 gange mere på klimainvesteringer, hvis man vælger den ene diskonteringsrente frem for den anden?

”Ja, og derfor har diskonteringsrenten også politisk betydning. I USA diskuterer man, om man skal reducere diskonteringsrenten til brug for økonomiske analyser af offentlige klimatiltag fra 3 til 2 procent. En sådan reduktion vil betyde, at USA som samfund lægger klart større vægt på klimaforandringerne.”

Har bygget bro over kløft i debatten

Debatten om diskonteringsrenten er også dér, hvor Frikk Nesjes mest opsigtvækkende arbejde ligger. I tæt samarbejde med andre økonomer har han nemlig været med til at bygge bro mellem de polariserede opfattelser af, hvilken rentesats klimaøkonomerne bør indsætte i ligningerne.

Med afsæt i et stort survey blandt økonomer og andre eksperter når gruppen frem til, at en rente på cirka 2 procent er et både afbalanceret og realistisk bud.

I USA vil en sænkning af diskonteringsrenten fra 3 til 2 procent i sig selv give en næsten tre gange større beregnet værdi af klimatiltag med et 100-årigt perspektiv.

Og endnu mere opsigtsvækkende: Opdaterer man DICE-modellen med nye klimadata og den nye diskonteringsrente giver det faktisk økonomisk mening at holde sig inden for den temperaturstigning på maks. 1,5 til 2 grader, som verdens lande har forpligtet sig til i Paris-aftalen. Det står i skærende kontrast til William Nordhaus’ kontroversielle synspunkt, at 3,5 graders temperaturstigning er økonomisk optimalt.

”Det har helt ændret landskabet, som har været præget af stor uenighed. Vi har tydeliggjort, hvilke diskonteringsrenter det er naturligt at gå efter, og de er blevet indarbejdet i offentlige retningslinjer i lande som Holland, Tyskland og Storbritannien – ud over den nævnte proces i USA. Specielt arbejdet med diskontering er blevet ekstremt godt modtaget,” fortæller Frikk Nesje, der dog ikke af den grund går rundt med løftede arme.

”For mig handler det om at kunne bidrage med konceptuel klarhed og tydeliggøre, at der ikke nødvendigvis er en stor konflikt mellem det økonomisk optimale og de politisk besluttede temperaturmål i Paris-aftalen. Den klarhed er tilfredsstilende.”

Faren for at blive misforstået

Andre har været mindre imponerede over nogle økonomers bidrag til klimadebatten. Ikke mindst William Nordhaus' påstand om, at en temperaturstigning på 3,5 grader i år 2100 er økonomisk optimalt, er blevet hårdt kritiseret for at være urealistisk og undervurdere konsekvenserne af en kraftig global opvarmning.

Jeg tror, at det er en styrke, at vi kan se, hvilke antagelser de politiske anbefalinger bygger på i stedet for at have anbefalinger, som bygger på skjulte forudsætninger.

Kritikere vil sige, at klimaøkonomers beregninger kan ende som akademiske øvelser eller være politisk skadelige. Kan du se en risiko for, at I bliver misforstået eller konkluderer noget forkert?

”Ja, det kan jeg godt forstå, og derfor er det vigtigt at korrigere, hvis nogen fejlopfatter forskning. Jeg følger selv med for at sikre, at forskere og andre gengiver min forskning rigtigt.”

”Om Nordhaus vil jeg sige, at man kan være kritisk i forhold til hans politikimplikationer. Men han har udviklet en metodisk ramme med DICE-modellen, der gør os i stand til at analysere disse problemer, og den er bygget op, så enhver forsker kan lægge sine egne forudsætninger ind eller teste robustheden af parametervalg. Så DICE-modellen har været en enorm gevinst. Det er det arbejde, han har fået Nobelprisen for, og det har jeg stor respekt for.”

Men diskussionen viser også, at man skal være varsom med, hvad man putter ind i modellen. I nåede selv frem til, at det økonomisk optimale var, hvad FN anbefaler: Nemlig en global temperaturstigning på maksimalt 1,5 til 2 grader. Var det en lettelse?

”Det var frem for alt fascinerende, at vi ved at putte disse ændringer ind i modellen kunne få så stor en ændring af de økonomisk optimale baner for temperaturstigning, udslip og CO2-beskatning. Og vi har i den videnskabelige artikel prøvet at gøre det på en ekstremt transparent måde, hvor vi viser de konsekvenser på temperaturer, CO2-udslip og CO2-afgifter, som valget af diskonteringsrente indebærer.”

De svære kig i krystalkuglen

Økonomerne er dog stadig langt fra i mål. En særlig udfordring ved de økonomiske klimamodeller, som Frikk Nesje selv vil forske mere i fremover, er at indregne konsekvenserne af såkaldte ’tipping points’, hvor klimaændringer f.eks. kommer helt ud af kontrol og ender i katastrofer. Sådanne scenarier indgår ikke i DICE-modellen, og selv om man i andre modeller kan prøve at indregne dem, er de et af de underbelyste områder inden for klimaøkonomien.

”Nogle tipping-points kan tænkes at have katastrofale konsekvenser, mens andre ikke nødvendigvis har det. Det er muligt at lave modeller, men det er samtidig vigtigt at være ydmyg og sige, at vi ikke med sikkerhed ved, hvordan disse tipping-points kommer til at se ud.”

Hvor stor en udfordring er det i det hele taget at arbejde med økonomiske prognoser, som ser flere generationer ud i fremtiden, og tage højde for en fremtid, vi ikke kender i detaljer?

”Det er udfordrende, og man kan basere sig på mange forskellige fremtidsscenarier og prognoser. Men jeg tror, at det er en styrke, at vi kan se, hvilke antagelser de politiske anbefalinger bygger på i stedet for at have anbefalinger, som bygger på skjulte forudsætninger. Vi laver modeller, som bliver publiceret i videnskabelige tidsskrifter, og som andre kan bruge og tjekke.”

Så du siger, at det er bedre at have modeller, der lægger præmisserne åbent frem, fordi vi som borgere og politikere alligevel tænker i cost-benefit-baner, når vi tager politiske beslutninger?

”Ja, og så er klimaspørgsmålet jo så komplekst, at det i mine øjne i sig selv er en nyttig øvelse at prøve at give struktur til tankerne.”

---