Grøn politolog: Ikke-statslige aktører driver nu den grønne omstilling

Over hele kloden er næsten alle enige om, at der skal en ambitiøs, grøn omstilling til, hvis de menneskeskabte klimaforandringer skal bremses. Men hvem skal vise vejen og rent faktisk bringe den grønne omstilling på skinner? Det spørgsmål er straks sværere at besvare – også for klimaforskere og beslutningstagere.

Det mest eksponerede forum for klimadrøftelser er uden tvivl FN’s årlige COP-møder. Her mødes verdens ledere for at diskutere håndteringen af den globale opvarmning. De færreste af COP-møderne fører til forpligtende aftaler – hvilket generelt skuffer landenes befolkninger.

Grøn omstilling - globalt og lokalt

Men hvorfra skal den konkrete handling komme, hvis ikke fra verdens statsledere? Michele Betsill fremhæver her de ikke-statslige aktørers rolle, som ifølge hende er voksende i disse år.

Staterne har fortsat med at holde COP-møder i mange år uden at komme videre – men så havde man en række virksomheder, civilsamfundsorganisationer, trossamfund og byer i spidsen, der viste, hvad der var muligt.

”På mange måder var det dem, der gjorde Paris-aftalen mulig. Staterne har fortsat med at holde COP-møder i mange år uden at komme videre – men så havde man en række virksomheder, civilsamfundsorganisationer, trossamfund og byer i spidsen, der viste, hvad der var muligt. Og så indgik FN-landene faktisk Paris-aftalen på baggrund af den vilje,” forklarer hun.

Michele Betsill har gennem årene set et interessant, grønt samspil mellem statslige og ikke-statslige aktører, der til stadighed bliver større og mere komplekst.

”For 25 år siden kiggede jeg i min afhandling på bl.a. miljø-ngo'ers rolle i klimaforhandlingerne op til Kyoto-aftalen i 1997. Jeg stødte på en gruppe af borgmestre, der deltog i de internationale forhandlinger, og jeg tænkte: ”Hvilken rolle spiller borgmestre her – hvorfor er de med til at adressere klimaforandringerne?”.

Michele Betsill begyndte derfor i sit post doc-projekt at se på, hvordan byer reagerede på klimaforandringerne, hvorfor de engagerede sig i den grønne omstilling og hvad de konkret gjorde.

”Det gav mig et helt nyt syn på de politiske rum, hvor man forsøger at håndtere klimakrisen. Den grønne omstilling gik fra at være en global, politisk opgave til i høj grad også at blive set som en lokal udfordring – ligesom selve klimaforandringerne giver problemer lokalt på hele kloden,” fremhæver hun.

En demokratisk glidebane?

Da FN-forhandlingerne gik i stå i løbet af 00’erne, så Michele Betsill på sin vis en alternativ virkelighed udspille sig: Overalt, hvor hun søgte, var der virksomheder, ngo’er og lokalpolitikere, der handlede, mens det multilaterale forhandlingsspor var sandet til.

At grøn omstilling er godt for klimaet – uanset hvem der driver omstillingen – er svært at være uenig i. Men er det ikke et demokratisk problem, at ikke-folkevalgte, måske ligefrem skjulte aktører, holder rorpinden, når vores planet skal manøvreres gennem klimaforandringerne?

”Spørgsmålet om demokratisk ansvarlighed i den grønne omstilling er meget komplekst. Der, hvor det kan blive kontroversielt, er når der er tale om private aktører med økonomiske interesser. En virksomhed som Walmart er den tiende største økonomi i verden. Den har en ret aggressiv bæredygtigheds-og klimaportefølje, som går gennem hele virksomhedens forsyningskæde. Walmart har på mange måder større gennemslagskraft, ikke mindst økonomisk, end de fleste regeringer. Og det rejser mange spørgsmål, for der er ikke meget demokratisk ansvarlighed i spil her,” påpeger professoren.

De ikke-statslige aktører trækker dog ikke kun klimadagsordenen i en udemokratisk retning, påpeger Michele Betsill. Hun nævner her bystyrers arbejde med grøn omstilling, som med rette kan siges at være mere demokratisk end det statslige spor.

”De fleste mennesker har en tættere tilknytning til deres lokale politikere og bedre adgang til at komme med input til lokalpolitikken, sammenlignet med de nationale politikere. Så når de grønne initiativer foregår i din egen by, vil du ofte have større mulighed for at deltage i de demokratiske processer og konkrete overvejelser om realiseringen af projekterne,” vurderer hun og henviser til arbejdet med klimaborgerting i Danmark.

Michele Betsill ser dog en klar tendens til, at ansvaret for den grønne omstilling i stigende grad placeres i hænderne på aktører, der ikke bliver stemt ind –og ikke kan stemmes ud.

I øjeblikket har Michele Betsills egen forskning fokus på de private fondes og virksomheders rolle som investorer i mange af de klimainitiativer, vi ser i øjeblikket.

”Private aktører er blevet mere og mere aktive på klimaområdet. Tag f.eks. Jeff Bezos, stifteren af Amazon, der i 2020 lovede at bruge ti milliarder dollars på klimainitiativer. Til COP-mødet i Glasgow sidste år var der ligeledes en hel masse tilsagn om private donationer.”

Den tendens rejser ifølge Michele Betsill centrale spørgsmål om demokratisk ansvarlighed og om, hvad det betyder, når privat rigdom rettes mod offentligheden. Det er et aspekt af den grønne omstilling, som er voldsomt underbelyst, mener professoren:

”Vi er nødt til følge med i, hvem der er involveret i klimafilantropi og klimafinansiering, hvilke projekter der investeres i og hvilke initiativer der ingen interesse er for. Og endelig: hvad den voksende private interesse for klimaområdet betyder for hele klodens sigte mod en CO2-fattig fremtid,” siger hun.

Vi skal bruge flere kræfter på at præcisere de nationale regeringers rolle i den grønne omstilling. Skal de være dem, der skaber platforme, infrastruktur og incitamenter, mens ikke-statslige aktører skyder langt flere af de grønne projekter af sted? Det skal i så fald ske med mere gennemsigtighed og ansvarlighed end i dag.

Et spørgsmål, hun selv finder det kompliceret at svare på.

”Men min klare vurdering er, at man fremover skal bruge flere kræfter på at præcisere de nationale regeringers rolle i den grønne omstilling. Skal de f.eks. være dem, der skaber platforme, infrastruktur og incitamenter, mens ikke-statslige aktører skyder langt flere af de grønne projekter af sted? Det skal i så fald ske med mere gennemsigtighed og ansvarlighed end i dag,” mener hun.

Demokratisk deltagelse er ikke altid løsningen

De skiftende tendenser i den grønne omstilling har Michele Betsill siden 2008 analyseret i samarbejde med verdens største netværk af miljøpolitiske forskere: Earth System Governance. Den amerikanske professor var blandt initiativtagerne til netværket, hvor forskere, der kommer fra forskellige faglige discipliner, kan arbejde sammen om miljø- og klimaspørgsmål. I dag er der mere end 2000 mennesker, der får forskernetværkets nyhedsbreve.

Efter otte års arbejde påtog Michele Betsill sig at samle op på netværkets forskning og resultater. Sammen med 30 andre samfundsforskere udgav hun så i 2020 et kompendium med titlen ”Agency in Earth System Governance”. Udgivelsen gav et overblik over, hvad netværket havde lært om de forskellige typer af aktører, der er involveret i de store klima- og miljøspørgsmål – og hvilke typer af styringsmekanismer og udfordringer, de beskæftiger sig med. Et gennemgående tema i udgivelsen er demokratisk deltagelse.

”Ofte bliver den demokratiske proces fremstillet som selve løsningen. Hvis vi bare har en demokratisk deltagelsesproces, så skal det nok gå godt. Under visse forhold kan det være rigtigt, viser forskningen, men der er et hav af aspekter, der afgør, om demokratisk deltagelse har en egentlig effekt,” understreger Michele Betsill og uddyber:

”Hvem inviteres til at deltage, og hvilken form for deltagelse er der tale om? Der er sproglige udfordringer, der er ressourcespørgsmål, der er logistiske spørgsmål – f.eks. hvis deltagerne er nødt til at rejse langt. Så vi er nødt til at sætte spørgsmålstegn ved idéen om deltagelse som et universalmiddel,” fastslår hun.