11. september 2018

Forsker svarer fiskere: I misforstår min kronik eller også afsporer I debatten

Replik af postdoc Lau Blaxekjær (NIAS) i Altinget den 11. september 2018.

Lau BlaxekjærDirektør i Danmarks Pelagiske Producentorganisation (DPPO) svarer 29. august i en replik på min kronik om omsættelige kvoter. Her forsøger Sverdrup-Jensen at fremstille de omsættelige kvoter som den bedste løsning for pelagisk fiskeri, mens han samtidig gennem forskellige retoriske kneb og underlødige angreb på min person fjerner fokus fra kronikkens tre pointer.

Jeg vil ikke i dette svar gå nærmere ind i en debat om Sverdrup-Jensens angreb på min person. Og vores forskning anerkender sådan set, at omsættelige kvoter under visse betingelser, visse steder, og fx kombineret med en reel ressourceskat som ved olieudvinding kan være en fornuftig løsning.

I dette svar forholder jeg mig i stedet til tre væsentlige misforståelser om forskningsformidling, rigsrevisionens kritik og bæredygtighed.

Hvad er forskningsformidling?

Forskningsformidling til offentligheden er ikke det samme som en forskningsartikel. Vi skylder faktisk som forskere at formidle vores forskningsresultater ind i en dansk kontekst. Et debatindlæg skal være kort og præcist. I min kronik tager jeg udgangspunkt i hele vores forskningsprojekt. Anledningen til kronikken var udgivelsen af en forskningsartikel i et af verdens førende tidsskrifter.

Vores forskning belyser, at der er store problemer med IOK’er verden over, for eksempel med koncentrationsdannelse, og at der er andre hensyn i fiskeriforvaltning end økonomisk rationalitet.

Lau BlaxekjærPostdoc, NIAS

Det er rigtigt, at forskningsartiklen ikke har mange direkte henvisninger til cases om dansk fiskeri, men det har jeg nu heller ikke påstået.

Forklaringen er den simple og meget almindelige, at vi ikke havde plads til at gå mere i dybden med en lang række cases, og meget er blevet skåret væk i den endelige forskningsartikel. Det betyder ikke, at vi ikke har baseret vores forskningsprojekt på cases fra dansk fiskeri eller ikke har viden om dansk fiskeri.

Hvad siger Rigsrevisionen?

Som jeg skriver i kronikken, er den danske kontekst Rigsrevisionens beretning om kvotekoncentrationen i dansk fiskeri fra 2017 og det politiske efterspil. Det er alvorlig læsning.

Koncentrationen af kvoter (IOK og FKA) er steget stik imod Folketingets ønske, fx er ”de 16 største IOK-fiskeres ejerandel af den samlede IOK-kvote steget fra 53 % i 2012 til 66 % i 2017” (s. 2). Rigsrevisionen skriver også, at der ”er indikationer på ulovlig stråmandsvirksomhed samt mistanke om strafbare forhold.” (side iv).

Og ”Miljø- og Fødevareministeriet har på denne baggrund anmodet politiet om at indlede efterforskning i en række sager. Ministeriet vil endvidere bede en ekstern part om at gennemføre en bagudrettet analyse af de problemer, som Rigsrevisionen har anført, og en fremadrettet analyse af reguleringsmodellen mv.” (side v).

Vores forskning belyser, at der er store problemer med IOK’er verden over, for eksempel med koncentrationsdannelse, og at der er andre hensyn i fiskeriforvaltning end økonomisk rationalitet.

Jeg forventer da også, at vores forskning vil indgå i Fiskeristyrelsens analysearbejde af reguleringsmodellen, specielt i forhold til den tjekliste af udfordringerne med IOK’er, som vi præsenterer i forskningsartiklen. Sverdrup-Jensen forholder sig hverken til kronikkens tre pointer eller til Rigsrevisionens rapport, men fjerner bevidst fokus fra problemerne i dansk fiskeri, som kortlagt af Rigsrevisionen.

Hvordan definerer vi bæredygtighed?

Sverdrup-Jensen demonstrerer i sit svar en snæver forståelse af bæredygtighed. Normalt er bæredygtighed defineret ved at indeholde tre dimensioner – en økonomisk, en social og en miljømæssig.

Desuden skal der tages højde for kommende generationer, der ikke må stilles dårligere end nuværende. Når Sverdrup-Jensen alene måler bæredygtighed på brændstofeffektivitet, overser han problemer med for eksempel udsmid, lukning af havne og tab af lokale jobs.

Min pointe er, at IOK’er med fokus på økonomisk bæredygtighed ikke i sig selv er med til at løse udfordringer med social og miljømæssig bæredygtighed.