Historien om Kommunehospitalet og Center for Sundhed og Samfund – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Samfundsvidenskab > Om fakultetet > Historie > Historien om KH og CSS

Historien om Kommunehospitalet og Center for Sundhed og Samfund

Fra gammelt hospital til moderne universitet

Fortalt af Thorkild I. A. Sørensen, Professor i klinisk epidemiologi, Institut for Folkesundhedsvidenskab, Københavns Universitet.

"Jeg vil gerne berette lidt om historien bag centeret, men skal straks understrege, at jeg ikke er historiker, så den historie, jeg fortæller jer, er som jeg har fået fortalt den og ser den med de mulige fejl og misforståelser, der kan være i dette. Hvis nogen kender til gode historier om stedet her af almen interesse er I meget velkomne til at fortælle dem til mig personligt på tias@sund.ku.dk"

Drømmen om et ny hospital 

Koleraen hærgede København indenfor voldene i midten af 1800-tallet. Sygdommen dræbte tusinder og gjorde andre tusinder meget syge og svage.

Datidens hospitaler inde i byen kunne slet ikke klare de mange syge, og drømmen om et hospital, der kunne, hvis epidemien vendte tilbage, opstod.


Chr. Hansen virkeliggør drømmen

Der blev udskrevet en arkitektkonkurrence, men ingen bød.

Den berømte arkitekt, Kgl Bygningsinspektør og professor på Kunstakademiet, Chr. Hansen, var kommet hjem fra Grækenland og blev tilbudt opgaven at tegne et nyt hospital og stå for bygningen af det. Han sagde ja, og gik i gang i 1859.

Det skulle være stort, lyst og med frisk luft omkring sig, også inden i bygningerne. Man fandt grunden udenfor voldene mellem den østre del af gaden, hvor man kunne fare i mag - Øster Farimagsgade - og bredden af Sortedamssøen langs Kærlighedsstien - nu Øster Søgade - hvor Søren Kierkegaard ofte gik sine ture og indimellem mødte den forsmåede Regina med et uudgrundeligt blik.

Chr. Hansen lod sig inspirere af den smukke græsk-byzantiske byggekunst.

Hospitalet kommer til verden


Allerede i september 1863 - fire år senere - stod dette imponerende bygningsværk klar til fremvisning for byens borgere.

Kong Frederik den VII kom på besøg, og fra den 19. september 1863 kunne patienterne modtages, så denne dag regnes for den offcielle åbning.

Først med mangt og meget


Fra starten var det et pionerhospital, der var først i landet med mangt og meget i den lægevidenskabelige udvikling:

  • Første patologiske institut til undersøgelse af det syge væv
  • Første øjenafdeling
  • Første brug af antiseptik mod sårinfektioner
  • Første brandsårsafdeling
  • Første fjernelse af en betændt blindtarm
  • Første røntgenundersøgelser
  • Første insulinbehandling af sukkersyge udført af Hagedorn, som senere grundlagde Niels Steensens hospital og Nordisk insulinlaboratorium i Gentofte, der blev til NovoNordisk
  • Første diagnose af blodrop i kranspulsårene hos en levende patient ved den senere professor Warburg
  • Første undersøgelse af sygdomme i musklerne via deres elektriske signaler,
  • Første dialyse for nyresvigt
  • Første dannelse af et koronarafsnit for patienter med blodprop i kranspulsårene ved min egen senere chef, professor Kurt Iversen.

Første studenter i universitetshospitalet i 1873

Ti år efter åbningen blev hospitalet også til et universitetshospital.

Forståelsen af at et universitetshospital både skulle uddanne og forske har været stor i alle årene, og kreative forskningsmiljøer i hospitalet fik deres egne forskningsinstitutter med tilknytning til forskellige afdelinger, så lægerne udover at passe patienterne, som deres hovedopgave, også kunne bidrage til videreudvikling af faget med forskning.

 

Et skur til Niels Rydberg Finsen's lys

Helt særligt i historien står Niels Rydberg Finsen's opdagelse af kulbuelysets helbredende kraft overfor hudtuberkulose, et nyt princip, som han fik Nobelprisen for i 1903, som den første dansker.

Han fik i 1896 et skur opsat på Kommunehospitalets grund ved udkørslen til Gammeltoftsgade og brugte det til behandlingerne indtil 1901, hvor Finsens Medicinske Lysinstitut blev indviet på Østerbro.

Ligesom i den store verden...

Central i lægevidenskabens udvikling gennem århundreder har været og er stadig det detaljerede kendskab til den raske og den syge krops opbygning, væv og funktion, både i forskning og uddannelse.




 

... kom der verdensnyheder herfra

Dette skulle også til på Kommunehospitalet, og også her blev der gjort opdagelser, som var verdensnyheder.

Således blev den første vævsprøve af nyrerne taget her af professor Claus Brun, hvilket muliggjorde diagnostik af nyresygdommene på et helt nyt niveau.

Opdagelsen af de store forskningsmuligheder i immunsystemet ved studier af den arveligt pelsløse, nøgne mus, som også mangler brisselen, og dermed en vigtig evne til opbygning af immunforsvaret, blev gjort af professor Jørgen Ryggaard.

Ryggaard opfandt ovenikøbet en ny slags mikroskop beroende på fluoroscens, der gjorde at man kunne se forandringer i vævene, som man ellers var afskåret fra.

I tæt samarbejde med amerikanske forskere lykkedes det professor Fini Schulsinger at påvise en vis arvelige indflydelse på flere alvorlige sindsygdomme, men samtidigt kunne de dermed vise, at der også er andre forhold end arveanlæggene, der kan have betydning.

Kommunehospitalet lukker og slukker

Alt har dog en ende, også dette pragthospital. Vinterens kulde sneg sig ind.

Den nødvendige reorganisering af Københavns Sundhedsvæsen ved dannelsen af H:S, Hovedstadens Sygehusfællesskab, ledet af administrerende direktør, Erik Juhl førte til beslutning i 1995 om at lukke hospitalet.

Det udløste voldsomme borgerprotester, men blev politisk fastholdt med Sundhedsborgmester Lars Engberg i spidsen. Hospitalsledelsen lukkede og slukkede i 1999.

Danskernes dødelighed i 1995

Vi tager lige et lille nødvendigt sidespring, som imidlertid fik afgørende betydning for hvad der videre skulle ske med Kommunehospitalet. I 1995 kom en rappport om danskernes middellevetid, som ikke var rar læsning. Alt for mange danskere døde for tidligt, faktisk ca 6000 for mange i erhversaktiv alder i forhold til andre europæiske lande. Det svarer til styrt af 20 jumbojets med 300 erhvervsaktive passagerer - pr år. Dødeligheden i Danmark var ikke faldet nævneværdigt siden 1960 sammenlignet med et stadigt fald i Finland, Frankrig, Holland, Norge og Sverige.

Det var klart for os i Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, at vi også måtte bidrage til at løse dette problem, men det var også oplagt, at det ikke alene var et lægevidenskabeligt problem, selvom de fleste dødsfald forudgås af svær sygdom. Samfundsbaseret forebyggelse skulle til, som lægeuddannelsen, der i sin natur forkuserer på den enkelte syge person og det biologiske grundlag herfor, ikke giver den fornødne kompetence til.

Der var brug for en betydelig styrkelse og professionalisering af indsatsen i folkesundhedsvidenskaben i bred forstand, så vi tog initiativ til at starte nye uddannelser på dette felt, og de skulle jo også have et sted at være.

Samling af forskning og uddannelse i sundhed og samfund

Så snart lukningen var besluttet i 1995, udløste det overvejelser om hvad man kunne bruge bygningerne til. I Københavns Universitet var den første indskydelse at nu var chancen der for at få det permanent midlertidige KUA flyttet tilbage til midtbyen, men det blev hurtigt klart at dette ville kræve overtagelse af større bygningskomplekser i nabolaget, for eksempel boligblokkene over mod Israels plads eller DSB's hovedkontor i Sølvgade.

Erkendelsen af at en universitær indsats for folkesundheden også måtte indebære et samspil med kompetencer i samfundsvidenskabelige fag ledte til tanken om samling af forskning og uddannelse i sundhed og samfund i et center i disse bygninger. Det blev hurtigt klart, at der var en stor interesse for den idé, også fordi det kunne løse en række andre problemer for institutter i pladsnød, der var unødigt spredt rundt omkring i byen.

Politik, politik og atter politik

Det var dog ikke helt nemt at få ideen til at slå rødder længere inde i byen.

Regeringen arbejdede ganske vist på et folkesundhedsprogram som svar på den stagnerende middellevetid, men en ustyrlig mastodont som et sådant center ville blive med en vrimmel af selvstændigt tænkende, arbejdende og talende forskere og undervisere var måske ikke lige sagen.

Flere af Folketingets politikere fandt dog idéen interessant, og formanden for Folketingets sundhedsudvalg, Yvonne Herløv Andersen, fremsatte forslag om at danne et sådant center i Folketinget. Der kom en god debat derinde med udtrykt sympati fra flere ordførere, men ak ....

Sundhedsminister Carsten Koch, sekunderet af forskningsminister Jan Trøjborg, gav dog et rungende nej til dette forslag med argumentet om at det ville koste ca. en milliard, og den havde de ikke lige ved hånden.

Salg - men hov - det skal fredes

I 1999 satte H:S så bygningerne til salg, og der ankom 6 bud. Vi sendte også et forslag om at danne et center for sundhed og samfund. Tre af forslagene, inklusive vores, blev dog straks taget af bordet, da der ikke var nogen penge med, som H:S skulle bruge til sin gældsafvikling.

Efter at bygningerne var sat til salg, blev der rejst en fredningssag, og den endte med en kraftig udvidelse af den oprindelige fredning, der kun omfattede de ældste bygninger. Selv det grønne plankeværk ud mod Øster Søgade blev fredet.


To af budgiverne havde i deres bud betinget sig at de kunne rydde søfrontens bygninger og bygge nyt, så de ville ikke længere være med. Kun een budgiver, Ejendomsselskabet Norden, havde vel mest for syns skyld afgivet et ubetinget men så lavt et bud at de ikke havde regnet med at få bygningerne.

Hvad mon det gamle hus kunne bruges til?

Overrumplet over dette, måtte Nordens Direktion jo spørge sig selv, hvad de dog skulle stille op med det gamle hus, nu fredet i næsten alle afkroge og dermed stort set umuligt at ændre på. De var heldigvis straks med på ideen om at overtage vores planer om at danne et Center for Sundhed og Samfund.

Fra servitut til lokalplan

En gammel servitut sagde, at bygningerne skulle anvendes til hospital eller lignende, så den nye idé måtte udløse en lokalplan for området.

Efter en del politisk tumult i Borgerrepræsentationen blev den vedtaget. Konkurrencen stod overfor ønsker om genetablering af hospitalsfunktionerne, som H:S ikke kunne påtage sig, og om indretning af boliger, som jo ville være yderst vanskelig efter fredningen.

Et Center for sundhed og samfund var trods alt også en slags gestus overfor befolkningen, som var skuffet over lukningen af hospitalet. Det ville også politisk give god mening at bygningerne blev brugt til at uddanne de kommende generationer af unge; til at give os et bedre samfund og mere sundhed.

Den hemmelige SEA-ordning

Men hvor skulle universitetet og de andre institutter, der skulle herind dog få pengene fra til at leje sig ind her i private lejemål, og så med den lave husleje? Havde de de penge, som Carsten Koch og Jan Trøiborg ikke kunne finde.

Heldigvis havde en anden del af regeringens ministerier samtidig arbejdet på at løse dette for os i al hemmelighed.

Man indførte en ny hemmelig ordning, SEA-ordningen: Statsinstitutioner som bebor statsejede bygninger fik tilskrevet en husleje til deres budget, som dog straks blev fjernet igen, hvis de blev hvor de var. Ville de derimod flytte kunne de tage pengene med sig, og ville de bo dyrere måtte de selv finde pengene i deres budgetter. Fandt de billigere steder at bo, kunne de beholde pengene på budgettet og bruge dem til noget andet.

SEA-ordningen - også kaldet selvforvaltet ejendomsadministration - var løsningen, der muliggjorde at universitet som statsinstitution kunne flytte ind.

Sådan fik vi et Center for Sundhed og Samfund

Så var det hele på plads, og efter flere års planlægning og ombygning har vi nu omsider fået et Center for Sundhed og Samfund som en ægte universitetscampus midt i vores herlige by.

Bygningernes historie giver noget at leve op til for de nye beboere. KH ånden forventer det, men hjælper også til som en rigtig god ånd.

Thorkild I. A. Sørensen