Dekanens dagbog #29 – med kommende institutleder på Institut for Psykologi

Hvordan kan det være, at nogle mennesker klarer belastninger bedre end andre? Og hvilken rolle spiller vores sociale relationer? De spørgsmål holdt mig ofte vågen om natten tilbage i midt 1990erne og blev startskuddet til min interesse inden for det samfundsvidenskabelige felt, forstået i bred forstand.

I 1995 rejste jeg til England for at læse til jordemoder. Omstændighederne ville, at jeg kort efter blev gravid i en alder af bare 21 år (noget jeg ellers forinden ville have forsvoret kunne ske for ”sådan en som mig”!). Min SU rakte ikke til også at forsørge et barn. Ved siden af mine jordemoderstudier begyndte jeg derfor at arbejde som medhjælper på en psykiatrisk afdeling og på den lokale pub i det socialt belastede område, som jeg boede i. Mødet med mangfoldigheden af mennesker i væsensforskellige kontekster med hver deres personlige historie vakte min nysgerrighed -  hvordan kan det være, at nogle mennesker klarer belastninger bedre end andre?  Hvordan tænker og handler forskellige mennesker i forbindelse med de udfordringer og bump, de møder på vejen, og hvorfor? Og hvilken rolle spiller vores sociale relationer?

I min søgen efter at få svar på dette fik jeg en spirende forståelse for den rolle ens opvækst, livsvilkår, personlige kompetencer, kognitive evner, sociale relationer og ikke mindst omgivelserne samt den sociale og kulturelle kontekst spiller. Jeg ville dengang næppe have brugt disse begreber om mine indledende erkendelser, ligesom jeg heller ikke kendte til metoder, hvormed jeg kunne undersøge emnerne systematisk og be- eller afkræfte de hypoteser, jeg havde. Det kom først senere, da jeg begyndte at forske i mental sundhed.  Her har jeg især været interesseret i beskyttende faktorer for mental sundhed, og den afgørende rolle vores sociale relationer spiller.

I år 2000 flyttede jeg retur til Danmark, hvor jeg arbejdede som jordemoder i seks år, inden jeg tog en Master i Public Health og efterfølgende ph.d. på Københavns Universitet. De seneste 10 år har jeg arbejdet på Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet, hvor jeg har forsket i mental sundhed og mental sundhedsfremme. Jeg har især været optaget af at bygge bro mellem forskning, policy og praksis og har generelt arbejdet i tværfaglige og tværorganisatoriske partnerskaber.

Den vigtigste ressource, vi har, er hinanden. Det er en sætning, jeg har sagt rigtig mange gange i forbindelse med foredrag og workshops om mental sundhed, men som sjældent har føltes mere aktuel end den gør lige nu.

Et samfunds sammenhængskraft og evne til at løse komplekse problemstillinger er fuldstændig afhængig af social og mental kapital.

Danmark er et lille land i en verden under konstant forandring. I et samfund præget af stigende globalisering, øget konkurrence, teknologisk og demografisk udvikling, samt globale udfordringer som klimaforandringer, pandemier m.m. er vores materielle ressourcer naturligvis afgørende, men det er vores sociale og mentale kapital i den grad også.

Vi mennesker er i stand at løse selv de mest komplekse problemstillinger, når blot vi lægger silotænkning, individuelle nykker, nulfejlskultur, mistillid og ”videnshamstring” lidt til side. Når vi i stedet fokuserer på at samarbejde om at løse en fælles udfordring, hvor vi trækker på hinandens ressourcer, kompetencer og ekspertise inden for forskellige discipliner – kort sagt når vi spiller hinanden stærkere – så når vi længere. Et afrikansk ordsprog lyder: Hvis du vil rejse hurtigt, så rejs alene, hvis du vil rejse langt, så rejs sammen.

Den viden og de kompetencer vi har på Institut for Psykologi og på tværs af SAMF er afgørende for at kunne løse en række af de komplekse samfundsmæssige problemstillinger, som vi står overfor. Jeg vil arbejde på at sikre, at vi har en førende rolle som institut. Vi ved, at gode resultater kun er mulige at opnå, når vores medarbejdere og studerende trives – enkeltvis, såvel som sammen. Jeg er derfor optaget af, hvordan vi i fællesskab kan skabe og sikre et sundt og attraktivt studie- og arbejdsmiljø og spille hinanden stærkere både på Institut for Psykologi, såvel som på tværs af SAMF.

Ingen kan alt, alle kan noget, og sammen kan vi mere.

Jeg glæder mig til at møde jer og til samarbejdet.

Dekanens dagbog er tilbage mandag 4. maj.