Dekanens dagbog #39

Jeg må indrømme, at jeg bliver bekymret på den vestlige civilisations vegne, når den amerikanske epidemilæge Anthony Fauci frygter, at håndtrykket vil blive udfaset med coronakrisen. For håndtrykket er ikke bare en udveksling af virusfyldt håndsved, men et udtryk for den frie verdens værdier.

Jeg har eksperimenteret både med albuebump og asiatiske buk i de sidste par måneder. Albuebumpet har kun virket overbevisende sammen med min 11-årige søn, måske fordi vi er brudt sammen af grin hver gang. I alle andre tilfælde har det været akavet, smertefuldt eller begge dele.

I Asien kommer jeg hurtigt i vane med at bukke; og jeg oplever faktisk, at der er faktisk en tryghed og respekt i det – men nok mest fordi jeg ikke opfatter de kulturelle koder i dybden og længden af buk. Grundlæggende mener jeg, at frie mennesker ikke bukker. I Danmark har jeg kun bøjet nakken for Dronningen, men samtidig givet hende hånd – og det er vel i virkeligheden en ret præcis beskrivelse af et konstitutionelt monarki.

Håndtrykket og den medfølgende øjenkontakt er netop et udtryk for, at man møder hinanden som ligeværdige mennesker. Men også et udtryk for, at man anerkender behovet for kontakt med hinanden. Det har selvfølgelig et væld af kulturelle udtryk over hele kloden, men i vestlige politisk kultur er håndtrykket, ligesom kaffe for øvrigt, forbundet med introduktionen af den borgerlige offentlighed og, på sigt, den demokratiske stat.

Hvis det kræver nogle liter sprit af opretholde den skik, så må det være sådan.