Dekanens dagbog #5

Obersten havde det indtryk, at når man mødtes via Skype (de bruger et andet program, men I forstår, hvad jeg mener), så var officererne mere villige til at sende dronerne ud, end når de mødtes ansigt-til-ansigt. Det er vel i virkeligheden alt, hvad man behøver at vide om Skype-møder.

Når vi ikke er i samme rum, så går der et vigtigt element af den sociale interaktion tabt. Hvad der er tilbage synes mest at være styret af, hvad Max Weber kaldte formålsrationalitet. Så møderne om Excel-ark og budgetposter bliver bedre, mens møderne om ideudvikling og diskussion bliver værre. Hvad der i hvert fald er meget lidt plads til er, som obersten fandt ud af, tvivl. I fraværet af tvivl og den nysgerrighed, som følger med, så er det som om maskinen og mennesket fusionerer. Det er ikke Mikkel, som holder møde via maskinen, men mikkelmaskinen, som deltager i mødet. Jeg ved ikke om det er mediet, der således gør os til cyborgs, eller om vi føler, at vi skal leve op til en eller anden form for maskine-rationalitet, når det er computeren, vi sidder og taler ind i. Men det er ikke desto mindre det, som sker.

Jeg har været til 3 timers Skype-møder i dag og 4 timer i går, og der er 4 timer lagt i kalenderen fredag. Jeg føler mig ikke hele tiden, som en karakter i Blade Runner eller Altered Carbon. Der er faktisk også øjeblikke, hvor der sker noget, som skiller maskinen fra mennesket, der deltager i mødet. Som når katten pludselig hopper op på en af deltagernes tastatur. Eller, som jeg oplevede i går, hvor en deltager, som skypede via telefonen, kom til at klikke sig ind på sine telefonssvarer-indstillinger, og vi andre kunne følge med i hvert eneste opsætningsvalg. Eller da min mikrofon ikke virkede på dagens møde i Akademisk Råd, og jeg måtte løbe rundt i stuen og få bedre wifi. Så er der pludselig en forbindelse; og fordi maskinmødet er så stift, er det først pinligt, men så er pinligheden en lettelse, fordi den er mindre perfekt og derfor mere relaterbar.

Der er jo ikke rigtig noget at gøre ved det. Vi skal bruge Skype og alle de andre digitale platforme for at få SAMF til at virke så godt, som vi nu kan. Men der er nogle møder og nogle emner, som jeg udskyder til SAMF er fysisk åbent igen. Og så siger, folk, der har mere erfaring i den slags møder, at man bliver bedre til det - at hvis man arbejder med sig selv og maskinen, så kan det godt handle om andet end Excel-ark. Lad os håbe, at de har ret.