Dekanens dagbog #54

Normalt foregår tingene på KU i et tempo, hvor man ikke ville være overrasket over, at et udvalgsarbejde begyndt lige efter reformationen kunne gøre sit arbejde færdigt i 2020 (med konklusionen at yderligere afdækninger af problemstillingen var nødvendig, forstås). Men sådan har det ikke været i dette forår – og det har jeg haft det rigtig godt med. Jeg tror aldrig, at jeg har arbejdet så meget, men jeg har heller aldrig oplevet, at vi har været så fokuseret på at få ting til at ske. Derfor har jeg faktisk haft stor glæde af at dele mine refleksioner over, hvad det egentlig ville sige at lede SAMF i 'coronaforåret'. For der har været meget at tænke over og mange gange, hvor jeg har været usikker på, hvad der var det bedste at gøre. Dagbogen har ikke alene tjent til at klare tankerne, men også til at forklare, hvorfor jeg og resten af ledelsen på SAMF var nået frem til, at vi skulle gøre det ene eller det andet, når fornuftige mennesker kunne have forskellige syn på, hvad der var det bedste at gøre. Jeg har fokuseret på tryghed og troværdighed; og jeg håber, at dagbogen har forklaret hvorfor.

Jeg er blevet ekstra glad over dagbogen ikke blot var gør-det-selv-terapi, men at den er blevet læst af studerende og medarbejdere. Den har fungeret som sprogtræning for medarbejdere, der ikke har dansk som modersmål. Den har også været en måde at få refleksioner fra andre ind på SAMF – vi har f.eks. hørt om overvejelserne omkring, hvordan man åbner en folkeskole, hvilke jeg i hvert fald noterede mig som forberedelse til den åbning for medarbejdere, som vi nu udfører. Det er mit indtryk, at dagbogen har givet noget at tale om, og det er vel det bedste tekster kan gøre.

Men nu er foråret slut og semestret går på hæld. Det er på tide at skrive den sidste dagbog. Jeg er blevet opfordret til at fortsætte i næste semester og det vil jeg gerne, selvom jeg ikke håber, at der er stof til at skrive hver dag. Jeg finder et nyt format, som vil vende tilbage ved semesterstart. Jeg går og overvejer, hvad den skal hedde – gode forslag modtages med tak.

I weekenden lukkede de kinesiske myndigheder Beijing delvist ned. Hvis vi tager Kinas hidtidige omgang med sandheden omkring virusspredning i betragtning, er der grund til at frygte, at anden bølge er godt på vej i Kina på et tidspunkt, hvor USA og Europa langsomt lukker deres samfund op og åbner deres grænser. Hvis smittetrykket i Danmark fortsat stiger henover sommeren, så er det ikke usandsynligt, at København også bliver lukket helt eller delvist ned i efteråret eller vinteren pga. en anden bølge coronavirus. Hvordan leder man på baggrund af den sandsynlighed? Som det var tilfældet, da vi lukkede ned, så åbner vi efter myndighedernes anvisninger. Men man kan ikke bare følge anvisningerne. Man bliver nødt til at operere med scenarier for, hvordan forholdene vil være om nogle uger eller måneder. De scenarier skal så danne grundlag, hvordan man implementerer anvisningerne nu. På den måde kan vi skabe mest mulig tryghed og troværdighed.

Vi vender således ikke tilbage til tiden fra før 10. marts. Vi åbner fakultetet for medarbejderne og planlægger at modtage de studerende efter sommerferien indenfor nogle rammer, der kan tillade omstilling til øgede afstandskrav, og mere hjemmearbejde og onlineundervisning. Jeg forventer, at nogle af de tiltag bliver permanente, mens andre vil kunne afvikles, når vi er blevet vaccineret mod COVID-19. En øget brug af onlineplatforme vil være permanente tiltag. I dagbog nr. 5 beskrev jeg min uvilje overfor onlinemøder. Den uvilje har jeg sådan set stadig væk. Men jeg har lært, at selvom onlinemøderne ikke skal erstatte møderne ansigt-til-ansigt, så gør de det mindre krævende at deltage i møder. F.eks. vil jeg gerne fortsætte jævnlige møder med alle SAMF’s medarbejdere og studerende. Under nedlukningen måtte de foregå på zoom, men jeg overvejer at fortsætte dem online selv efter at restriktionerne er væk, fordi jeg tror sandsynligheden for at en fjerdedel af medarbejdere går ind på zoom er større end at det samme antal dukker op i et auditorium. 

Vi skal være opmærksomme på de platforme, som vi anvender. F.eks. er jeg rystet over, at Zoom efter sigende har efterkommet den kinesiske regerings opfordring til at lukke zoom-møder, som markerede årsdagen for massakren på Tiananmen pladsen. Vil vi samarbejde med firmaer, der står for den slags værdier?

Vi har normalt en lang forberedelse på at gøre noget på universitetet. Undervisningen tilrettelægges halve år i forvejen, Lokaleplanerne laves månedsvis i forvejen og forskningsprojekter varer år. Coronatiden har vist os, at denne gode tid er en luksus, som vi ikke altid kan tillade os. Som anden luksus, så kan man også klare sig uden. Den hurtighed hvormed vi fik ændret undervisning og eksamensplaner og den entusiasme, hvormed vi lavede straksforskning viser, at vi kan handle, handle hurtigt og stadig fastholde en høj kvalitet. At fastholde denne evne til forandring bliver afgørende for at kunne operere i virkeligheden efter sommerferien. Der vil blive behov for at se på eksamensformer, der vil blive omlagt undervisning og lokaleplanen kan umuligt holde. Det er den nye virkelighed.

Det er enanden ledelsesopgave at lede ting, der sker hurtigt, end ting, der sker langsomt. Det skal jeg, institutledere, institutadministratorer, studieledere og andre ledere på SAMF være bevidste om. Den erkendelse vil være central for det lederudviklingsarbejde, som jeg igangsætter efter sommerferien. Men medarbejderne skal også overveje, om de skal efterspørge en anden form for ledelse. De lange processer betyder, at medarbejdere ofte sidder alene med f.eks. en lokaleplan, og selv tilrettelægger arbejdet. Det giver mindre mening, hvis processen bliver kortere og endnu mere kompleks, fordi der også skal tages sundheds- og didaktiske hensyn, som ikke blev taget før. Men hvad skal man så bede om af retningsliner, ressourcer osv. for at løse opgaven under andre vilkår? Det skal medarbejderne hjælpe lederen med at finde ud af. Der skal med andre ord ledes opad på en anden måde. Der er en samtale om, hvordan vi tilrettelægger vores arbejde og hvordan vi prioriterer opgaver, som vi skal begynde på efter sommerferien.

Coroantiden tog vores hjemmeliv med på arbejde i hidtil uset omfang. Det har været hyggeligt at møde hinandens husdyr og børn på Zoom. Men det har også udstillet de sociale forskelle, som sætter rammerne for, hvordan vi studerer og arbejder. Vores mentale sundhed er blevet et tema på en måde, som det ikke har været før. Tabuerne omkring depressioner mv er ikke forsvundet, men jeg oplever, at det blev langt mere legitimt at tale om mentale belastninger, fra arbejde eller privatliv, i coronatiden. Det håber jeg, at vi kan fortsætte med at tale åbent og ærligt om. I den mere flydende tid som kommer, så bliver vores forskellige omstændigheder og risikoprofiler afgørende for, hvordan vi oplever hverdagen, og vores evne til empati bliver en vigtig forudsætning for et trygt og troværdigt arbejdsmiljø.

Det studiemiljø vi har på campus skal være troværdigt, således at de skatteborgere, som betaler regningen, tydeligt kan se, at vi sætter viden i værk; men miljøet skal ikke være trygt. Det kan lyde overraskende således at tale for utryghed, når netop tryghed og troværdighed har været nøgleord i dette udsædvanlige forår, så det er vigtigt for mig, at I forstår præcist, hvad jeg mener. Studiemiljøet skal være præget af empati og forståelse – i den forstand skal det være trygt. Jeg mener, at coronakrisen har demonstreret behovet for, at vi skal arbejde mere og mere systematisk med mental sundhed fremover. Jeg har i hvert fald fået en meget større bevidsthed om, at udfordringer som stress ikke bare er noget, som vi kan køre indsatser på og holde møder om, men at håndtering af mentale udfordringer skal være en kompetence, som vi giver de studerende. Men de redskaber skal håndtere den intellektuelle utryghed, som må og skal følge med en akademisk uddannelse på det niveau, som vi tilbyder på SAMF.

Tilegnelsen eller skabelsen af viden handler om forandring, måske endda forandring af én selv; den proces kan og skal ikke være tryg. Man kan ikke blive formet af nye ideer, nye mennesker, nye kompetencer og nye oplevelser på den måde, som fakultetets uddannelser skal, hvis det kun foregår online. Vi har fået det bedste ud af det. Men dette semester har ikke været det produkt, som vi skal give vores studerende. Blandt andet har jeg været bekymret for muligheden af at sidde muted uden billede og være en usynlig tilstedeværelse, snarere end en aktiv deltager. Jeg tror, at jeg forstår hvorfor. Men effekten kan være at forstærke fornemmelsen af, at man kun skal unmute, hvis man har bestemte holdninger eller siger tingene på en bestemt måde. På SAMF er der ikke alene ytringsfrihed, men også udfordringsfrihed. Vi gør hinanden klogere ved blive udfordret af fakta og analyse i stedet for at finde falsk tryghed i forudfattede meninger og identiteter. Som jeg skrev i dagbog nr 16: Hvis en akademisk grad eller en forskningskarriere skal være andet og mere end en adgangsbillet til et godt job eller en tryg tilværelse, så må den være forbundet med en form for risici. De risici bliver pakket væk i et onlinemiljø. Vi skal tilbage og tage dem med hinanden.

Også i dag er dekanens dagbog først blevet skrevet efter dagens andre gøremål var gjort, således har Hanne, Line og Morten også i dag sørget for, at dagbogen er blevet uploadet efter normal arbejdstid. Det fortjener de ikke alene tak for, men også anerkendelse af, de ville gøre deres for, at få de her dage, uger og måneder til ikke blot at være noget, der skulle overstås. På linje med alle andre studerende og medarbejdere på SAMF, har de givet deres tid, deres energi, deres gode ideer og, ikke mindst, deres gode humør til, at vi lærte noget – både om vores fag, vores samfund og os selv. Som altid når man lærer noget, er det ikke lige let eller lige behageligt. Og nogle gange har omkostningerne været store og synliggjort de forskelligheder, som vi trods alt har. Men vi har fået en erfaring, som jeg tror vil sidde i os næste gang vi skal håndtere en krise. Hvis det allerede bliver i efteråret, så skal vi nok være beredte.

Mikkel Vedby Rasmussen