150-års jubilæet

Startede som elev på 5. mandsafdeling i 1946 og var på forskellige afdelinger. Kom i 1953 tilbage til 5. mandsafdeling. Blev oversygeplejerske på 5. kvindeafdeling i 1970 og flyttede med afdelingen til Hvidovre Hospital i 1976. Tove Wolf siger om elevtiden:
- "Vi boede to på et værelse, havde mulighed for at sove i en lejlighed i Gammeltoftsgade om dagen, men ellers blev man på sit værelse i fritiden.
Sygeplejeboligen var et lukket hus. Der sad en vagt og passede på os og sørgede for, at der ikke kom uvedkommende ind i huset, og havde man en gæst, blev han/hun skrevet op i en bog. F.eks. værelse nr. 51: en broder. Vagten kendte efterhånden vores gæster. De blev også skrevet ud igen. Kl. 22 skulle der være lukket og låst, og vagten gik en runde for at se, om der var fred og ro. Vi skulle jo passe vores senge. Vi var syv elever, der holdt sammen i alle de år. Den eneste nat, der måtte måtte festes og larmes, var nytårsnat. Da var alt tilladt.
På nattevagt var der til 78 patienter en sygeplejeassistent og to elever. Vi sad ude på gangen og skulle officielt starte kl. 6 om morgenen med morgenarbejdet, men vi startede altid før, sommetider kl. 4. Så gik vi rundt med bækkenvognen - patienter skulle på bækken, når det passede ind i rytmen, og der var kun to toiletter på afdelingen. Derefter skulle patienterne vaske hænder og børste tænder, og vi skulle rede et antal senge, inden dagvagten kom. Vi skulle også tage temperatur og puls og måle uriner og vaske glas. Inden man gik hjem, skulle man ind til plejemor og give rapport om, hvad patienterne havde fået at sove på aftenene før, og man skulle kunne huske det udenad, der blev ikke skrevet noget op. Det var et led i træning af hukommelsen! En morgen, hvor jeg rablede lidt rigeligt af mig, sagde hun: Stop søster, skal du nå toget?"

Startede som elev i 1949 og blev skoleforstander i 1964, da skolen blev skilt ud fra Forstanderindens kontor, og i 1972 blev skolen flyttet til Hvidovre Hospital og blev til Hvidovre sygeplejeskole. Hun fortæller:
- "På min første dag som elev kunne de ikke finde en kjole, som var lang nok til mig. Kjolerne skulle dengang gå et stykke nedenfor knæene.
Selv om der var utroligt mange ting, man skulle lave som sygeplejerske, så foregik det som regel inde hos patienterne. Jeg synes, det var skønt med de 12-sengsstuer.
Da jeg begyndte på skolen som instruktionssygeplejerske i 1959, blev vi kaldt 'de hvide damer'.
Vi har altid kendt hinanden på Kommunehospitalet. Jeg havde engang som sygeplejelærer en sjov oplevelse med nogle gæster fra England, som jeg skulle vis rundt på Kommunehospitalet. Det var en søndag formiddag, solen skinnede, og alle standsede lidt op og hilste. Gruppen standsede også op og sagde: Er alle folk altid så venlige her?"

Har været ansat i Københavns hospitalsvæsen i 40 år, deraf de 20 år som oversygeplejerske. I 28 år var hun ansat på Kommunehospitalets 5. mandeafdeling. Dengang havde man 12 senge på stuerne, og ofte efter en akut vagt 4 senge udenfor hver stue. Hun fortæller:
- "Ved stuegang ringede en klokke, og så skulle vi gå ind og ordne på stuerne. De oppegående patienter skulle stå ret ved siden af sengen, og patienterne i sengene skulle ligge ret der. Tæpperne skulle ligge lige, og overlagnerne blev målt, så overslagene var ens hele vejen rundt. Det skulle se pænt ud.
Sygeplejersken gik stuegang med overlægen og talte på patienternes vegne. Hun sagde f.eks.: 'Her har vi haft afføring'. 'Her har vi sovet godt', og 'Her har vi været til røntgen'. Engang sagde jeg højt og klart om patienten i femte-sengen: 'Og her har vi fået syfilis'. Så så overlægen på mig over brillerne og sagde: 'Nå, har De det frk. Nielsen.'
Det hændte også, at overlægen selv overtog stuegangen. Jeg husker, at overlægen engang sagde til en patient: 'Er der gået flatus, hr. Jensen'. Jensen så på ham og tænkte, hvad mon det er for noget. Så spurgte overlægen igen: 'Er der gået luft fra tarmen, hr. Jensen'? Det reagerede han heller ikke på. Til sidste næsten råbte overlægen: 'Har De slået en'? Så rejste hr. Jensen sig op i sengen og sagde: 'Nej, hr. overlæge, jeg har aldrig lagt hånd på noget menneske.'

Startede i 1970 på 1. afdeling og blev siden afdelingssygeplejerske i kirurgisk ambulatorium. Siden blev hun oversygeplejerske på langtidsmedicinsk afdeling RL og sad i moderniseringsudvalget. Hun fortæller:
" - Da jeg var elev, måtte vi heller ikke have herrer på besøg, men der blev ikke holdt øje, og vi havde selv nøgle.
Nogle afdelinger var selv i 70'erne meget gammeldags. Jeg havde det selv meget vanskeligt med overgangen til at sige du.
Vi har altid haft det godt på Kommunehospitalet. Der er mange af de nye, der har haft antipati, inden de kom, men så snart de er her, synes de, her er rart, lyst og venligt. Og alle kender hinanden."

Kom som elev i 1945 på 2. kvindeafdeling. Hun fortæller også om elevtiden:
" - Vi havde stribede kjoler, men ingen kappe, så man kunne se, at vi var elever. Vi hed 'kyllinger' og boede to og to sammen i de små kvistværelser i sygeplejeboligen og havde det meget hyggeligt. Der var ingen, der boede ude i byen.
Fordelingen af vagter var sådan, at vi havde 7 dagvagter, derefter 7 nattevagter og til sidst 7 aftenvagter, og så havde man fri i 3 dage fra fredag midnat. Vi tog ud til en hytte, som lå på næsset i Holte. Sygeplejeassistenterne og eleverne havde hver sin hytte. Vi cyklede derud i mørke. Jeg husker, at der altid skulle gøres rent derude. Vi tog vores lagner med fra Kommunehospitalet, selv om vi ikke måtte, men de kom jo tilbage igen. Der blev holdt fester derude, og der var også en robåd.
Sygeplejerskerne havde meget arbejde dengang, som vi ikke har i dag. F.eks. smurte vi morgenmad og aftensmad til patienterne, og der var ikke meget pålæg, så vi lavede æggestand og var der nogle middagsrester, blev det brugt til smørrebrødet. Man var glad, hvis der var tre, som kun skulle have havresuppe.
Det var også sygeplejerskerne, der en gang om ugen skulle vaske termometre, vaske alle salt- og peberbøsser, vaske forben på sengene, efterse blækhuse, si blækket og sætte nye penne i. Vi skulle slibe kanyler og pakke dem. Når kanylerne var brugt, blev de skyllet igennem med helt rent vand, og derefter sat i noget andet vand og til sidst kogt i boraks, tørret, gået igennem med en stilet, sat i et stativ med noget fugtvat på og sendt til autoklaven. Vi skulle også lave vatpinde og lægge cellestof sammen, og der skulle skures bækkener. Mange af tingene blev lavet om natten, når der var tid.
Som 'kylling' skulle man også gøre rent på sygeplejeassistenternes værelse i Gammeltoftsgade.
En gang om ugen stod plejemor for enden af gangen og ringede med klokken. Det betød, at der var uddeling af tændstikker, tøj, toiletpapir, sikkerhedsnåle, kridt mm. og så var det om at holde hus med det.
Der var én telefon på afdelingen, og den ringede altid, når vi spiste. Vi spiste på afdelingen. Det skete også, vi fik rejer, som vi så selv skulle pille.
Ved eksamensafslutningen i 1949 var der fest på Københavns Rådhus for eleverne og hver med to deltagere. Det var en meget stor og smuk oplevelse.
I 1962 skete der en stor ændring på Kommunehospitalet. Man lagde 12-sengsstuerne sammen, således at én sygeplejerske havde 24-25 patienter. I den anledening blev de første afdelingssygeplejerskestillinger oprettet. Titlen plejemor blev ændret til oversygeplejerske.
1963 blev afdelingens køkkener og skyllerum moderniseret, der blev indført éngangsbestik og tallerkener, og der blev ansat en rationaliseringsekspert.
Det første arbejdslederkursus belv afholdt for overlæge og oversygeplejersker.
I 1963 fik Kommunehospitalet i september en kantine i fødselsdagsgave. Vi havde tidligere spist vores medbragte frokost i garderoberum og diverse steder, om sommeren ofte ude i haven. Deuden blev der afholdt en kæmpefest for alt personale, ansat på Københavns hospitaler, og det skete på Københavns nye grønttorv."

- "Jeg kom til Kommunehospitalet som elev i 1965, og efter endt elevtid fortsatte jeg på 3. medicinske kvindeafdeling som sygeplejeassistent. efter ca. to års forløb på medicinsk afdeling fortsatte jeg på dialyseafdelingen eller nefrologisk afdeling, som den kom til at hedde. Det var en meget lærerig og spændende periode. Afdelingen blev i den periode udvidet og moderniseret med meget nyt og moderne udstyr. Ikke ret mange år efter blev det hele flyttet til Hvidovre Hospital.
Omkring 1970 var sygeplejerskemanglen særdeles stor, og elevbyrden var meget voldsom, så der var ikke rigtig nogle sygeplejersker til at tage sig af eleverne. man blev derfor klar over, at der måtte gøres noget, og man oprettede 12 stillinger som undervisere i afdelingerne for sygehjælpereleverne. Disse stillinger fik titlen sygehjælperinstruktører. Denne ordning fandtes kun i Københavns Kommune. Jeg fik én af disse stillinger og blev tilknyttet 3. kvindeafdeling.
Efter nogle år blev vi tilknyttet uddannelsesafdelingen på Kommunehospitalet, således at undervisning og uddannelse kom under samme 'hat'. I 1985 bortfaldt begrebet sygehjælperinstruktør, og alle blev nu tituleret sygeplejelærere, men arbejdsområdet var det samme.
Det har været en meget vanskelig tid for eleverne under hele denne omstrukturering, men afdelingerne er meget glade for eleverne og gør sig megen umage for, at deres elevforløb skal blive så godt og udbytterigt som muligt.
Patienterne er også i undervisningen kommet i centrum. Vi går ud fra den enkelte patient. Hvad vi kan hjælpe og støtte med - her benyttes ergoterapeuter, fysioterapeuter og socialrådgivere - alt dette for at opnå det bedst tænkelige resultat for patienterne.
Eleverne er herved med til at lade patienterne selv tage bestemmelse og at være medansvarlig for plejen."

Begyndte i 1959 på Kommunehospitalets 3. mandsafdeling og var den 4. sygehjælper, der blev ansat i afdelingen, og hun fortæller:
- "Vi kom som en hjælp til sygeplejerskerne - i begyndelsen skulle man ikke komme for tæt på patienterne, men støve lamper af, ordne skabe, gå med prøver og lignende.
Sygeplejerskerne fik nu større tillid til os, og viste man interesse, blev opgaverne efterhånden mere og mere spændende.
I 1961 blev jeg uddannet og i 1975 gennemgik jeg efteruddannelsen. Vi var ret ofte i vagt 7 nætter efterfulgt af 7 aftener, derefter 3 fridage (en pr. uge). Disse dage kaldtes vågeferie.
Nattevagten bestod af 1 sygeplejerske, 1 elev, 1 sygehjælper - 2 når der var ekstra travlt.
Vi kom kl. 23.30, begyndte på st. 93 og alle stuerne igennem, tilså og plejede patienter, der havde behov og således fortsatte vi til om morgenen.
Kl. 05.30 blev patienterne vækket, det var tidligt, men der skulle måles temperatur, puls og mange patienter skulle hjælpes med morgentoilette inden morgenmaden. Herefter målte og vejede vi urin.
Inden vagten sluttede, skulle vi een af gangen ind til plejemor og rapportere, hvordan natten var gået. Aften- såvel som dag-vagterne var også travle, men lærerige.
Jeg mindes læretiden med glæde.
Nu er jeg ansat i reumatiologisk afdeling - en afdeling med mange spændende aktiviteter. Vi får en kort rapport om morgenen, en lidt længere om eftermiddagen.
Sygeplejerskerne og sygehjælperne har hver deres arbejdsopgaver, plejen af patienterne er vi fælles om.
Uddannelsesafdelingen og oversygeplejersken i afdelingen arrangerer mange kurser for os, både af een og flere dages varighed, med mange gode emner til gavn for os, og som skal komme patienterne til gode samt styrke det gode samarbejde.
Jo - Københavns Kommunehospital er stadig et meget aktivt hospital og et godt arbejdssted."

Ansat på psykiatrisk kvindeafdeling fortæller:
- "Jeg startede i 1954 som en af 'Døtrene af den grønne kuppel', som det hed dengang. Jeg følge på det tidspunkt, at jeg hørte hjemme på Kommunehospitalet, og det føler jeg stadig.
Der har været en meget stor udvikling inden for psykiatrien, hvor jeg kom i 1957. Sygeplejen var ikke synlig, selv om vi var der. Psykiatrien var et lille speciale på Kommunehospitalet.
I starten talte personalet til overlægen og plejemødrene i 3. person, og man skulle stå ret, når der var stuegang. Alt var meget firkantet, faste tidpunkter for når patienterne skulle gå i seng, der var døgnvagt af politiet, hvis vi havde patienter fra Vestre Fængsel, og der var i det hele taget meget uhyggelige rammer.
Når man var gået 10 skridt ind på en lukket afdeling, skulle man kunne se alle patienterne på én gang, man skulle have overblik.
I 1972-73 begyndte personalet at sige du til hinandne, vi kunne holde op med at gå med kappe på hvoedet og endda gå i privat tøj, og patienterne kunne gå i deres eget tøj. Man fik en mere humanistisk holdning til det at have med psykiatriske patienter at gøre.
Der blev bygget om til midnre styer og afdelingssygeplejerskekontorer, tidligere var medicinskabet og skrivebordet på gangen. Man ændrede terapimulighederne således, at patienterne frivilligt kunne gå til terapi og ikke som tidligere som soldater blive kommanderet til at gå på faste tidspunkter.
Behandlingsmæsigt medicinerer man ikke i dag straks en patient bliver indlagt, men ser tiden an og observerer, hvordan patienterne befinder sig på afdelingen, inden man foretager sig noget.
Psykiatribygningen fik et daghospital i 1972 - det første i København - meget velfungerende med 20 patienter om formiddagen og 20 patienter om eftermiddagen. I 1976 fik vi ligeledes egen akut optagelse. Behovet herfor har vist sig at være meget stort.
Patientsammensætningen er også ændret, så vi nu har blandede afdelinger i de åbne sektorer og kun bevarer de lukkede afsnit med mænd og kvinder hver for sig.
Nu står vi så i alle tiders sensationsombygning, der bliver færidg i 1988, og som især for maneg af os gamle medarbejdere er lykken.
Patienter på de lukkede afdelinger får deres egen stue med eget skab. Afdelingssygeplejersken kan få plads til sin sekretær, og der bliver en opholdsstue med udgang til haven, hvor der bliver rart at være for patienterne.
I de åbne sektorer bliver der mindre stuer. Kunstmaleren Robert Risager har sammensat nogle meget smukke farver til de lukkede afelinger.
Det er rart at mærke, at psykiatrien nu prioriteres så højt tilfældet er, og fremtiden skulle gerne vise, at patienterne også kan behandles i 'nærmiljø'."

Blev ansat i 1962 i 3. mandsafdeling som den første sygeplejerskesekretær på Kommunehospitalet. Der var var stor sygeplejeskermangel, og professor Flemming Raaschou og forstanderinde Inger Enslev foreslog ansættelse af en sekretær for plejemoderen i afdelingen. Sekretæren skulle aflaste sygeplejerskene med de mere rutineprægede skriftlige arbejdsopgaver, klargøring af journaler, indskrivning af laboratoriesvar, telefonpasning - der var netop installeret flere teelfoner i afdelingen - samt fotografering af patienter til journalerne. Hun fortæller:
- "3. mandsafdeling var en stor afdeling med 72 normerede senge + en ret konstant overbelægning med ofte 4-5 patienter uden for hver 12-sengsstue. Jeg skulle samtidig varetage sekretæropgaverne i dialyseafdelingen. Det var en travl tid med mange udfordringer inden for mit område. Der er i dag ansat sygeplejerskesekretærer i afdelingerne både for oversygeplejersken og i afsnittene.
I 1969 blev jeg ansat ved Forstanderindens kontor - i dag Sygeplejeledelsen - under forstanderinde Inger Enslev. I 1972 gik frk. Enslev på pension, og der blev ansat en ganske ung forstanderinde, Marianne Olivarius, med nye ideer. Det var en omvæltning, og funktionerne ændredes efterhånden. Flere afdelinger flyttede til Hvidovre Hospital, og andre afdelinger flyttede herind. Dette gav også store arbejdsopgaver i sygeplejeledelsen, men også et sammenhold for at få klaret tingene."

Blev ansat i 1958. Hun oplevede hospitalet som et lukket hospital, fordi det var umuligt at komme ind som elev. Det var også et meget stille hospital i forhold til det provinshospital hun kom fra, men først i 60'erne skete der en masse. Pavillonerne blev bygget om, og dialyseafdelingen startede. Marianne Olivarius kom til som ny forstander, og man begyndte på gruppepleje, som var noget helt nyt, og sygeplejerskerne begyndte at komme noget mere på efteruddannelseskurser.
Køkkener og skyllerum blev bygget om samtidig med, at der var patienter på gangene. Det tog man ikke hensyn til. Hospitalet er langs ad vejen blevet sat ned til 10 senge og senere igen til 8 senge. Først i 60'erne kom intensiv-afdelingerne som små afdelinger i de store. Senere blev de til selvstændige afdelinger. Og da Sankt Josephs Hospital lukkede, fik Kommunehospitalet et coronarafsnit mere. Det var en spændende tid.
Først var der en mands- og en kvindeside, og senere blandede man kønnene på samme afdeling.
Jytte Lund fortæller videre:
- "Jeg er nu på langtidsmedicinsk afdeling HL, og jeg kom fra en akut afdeling. Det var skrækkeligt, at den afdeling, man var på, var nødt til at lukke på grund af sygeplejerskemangel. Men jeg havde nu alligevel tænkt på at søge over til langtidsmedicinen. Det er ligeså spændende at arbejde på en langtidsmedicinsk afdeling som på en akut afdeling, bl.a. fordi specialet nu bliver prioriteret højt, og der kan ske meget endnu, når grupperne først får lært at arbejde sammen.
Det hjælper også at afdelingerne bliver bygget om og moderniseret. Men - nu er hospitalet blevet stille igen, det synes jeg er ubehageligt."

- "I november 1986 kom jeg til Kommunehospitalet fra Amtssygehuset i Gentofte, hvor jeg har fungeret i 12 år, dels som menig dels som ledende sygeplejerske.
Jeg trængte til nye udfordringer og søgte derfor ansættelse på et hospital, jeg ikke kendte. Jeg har altid haft lyst til administrativt arbejde, og i sygeplejeledelsen, hvor jeg er ansat, er jeg overvejende bekskæftiget med personaleområdet.
Jeg søgte min nuværende stilling i 1986. Da var Kommunehospitalet et aktivt hospital i den indre by og havde mange specialer. I november måned hvor jeg tiltrådte stillingen fremsatte Hospitalsdirektoratet forslag om ændring af Kommunehospitalet til et aktivt genoptræningshospital. Det vendte op og ned på mange ting. I marts måned 1987 blev det fremsatte forslag godkendt, og siden er det gået slag i slag.
Jeg er faldet godt til og opleer hospitalet som positivt, varmt og velfungerende. Der synes at være en fælles interesse herfor. Hospitalet har som andre institutioner sin egen atmosfære og særpræg, og er ikke større end at medarbejderne forholdsvis hurtigt lærer det at kende. Det er mit indtryk at medarbejderne holder meget af Kommunehospitalet. 'Man kommer hinanden ved' - måske mere udpræget end andre steder. Det giver tryghed og arbejdsglæde. Personalepolitikken er god og medarbejervenlig.
Jeg er kommet på et tidspunkt, hvor der sker fantastisk meget patientmæssigt, personalemæssigt og undervisningsmæssigt. Patientklientellet har ændret sig og vil fortsat gøre det frem til januar 1989.
Personalemæssigt har vi oplevet perioder med stor afgang af sygeplejepersonale på grund af omstruktureringen, og det har været en stor opgave at rekruttere personale til såvel de nye som de blivende afdelinger på hospitalet.
Sygeplejersker har indtil i foråret været tilbageholdende med hensyn til at søge ansættelse, da de har været usikre på hospitalets fremtidige funktion. Det har derfor været vigtigt for os, gennem artikler i fagblade og annoncering, klart at beskrive det fremtidige patientklientel og vore ønsker og intentioner med plejen og behandlingen. Nu tegner det imidlertid lyst med hensyn til besættelse af sygeplejerstillingerne. Der har været god tilgang.
Men det har været en stor og vanskelig opgave at skulle opbygge samtidig med, at der skulle nedlægges. Der har ligget en stor udfordring i at få introduceret og oplært nyt personale. I uddannelsesafdelingen har der været arrangeret mange kurser, med hovedvægten lagt på det fremtidige virke, og afdelingen har klaret det fantastisk godt.
I plejen og behandlingen tager vi udgangspunkt i patienten som en helhed. Dette har altid været sygeplejens opfattelse, og sygeplejeeleverne lærer allerede i det første elevår at tage udgangspunkt i det hele menneske. 'Tingene hænger jo sammen'. Sygeplejen vil vi organisere på en sådan måde, at en lille del af personalet er tilknyttet en lille del af patienterne. På enne måde opnår vi en bedre patientkontakt og større kontinuitet i plejen.
Moderniseringen er et fabelagtigt gode, som alle går meget ind for. Det giver os så gode muligheder med hensyn til pleje og behandling. Samtidig glæder det os at kunne tilbyde Københavns borgere så pæne og velindrettede lokaliteter.
Kommunehospitalet fortsætter som en aktiv uddannelsesinstitution, for elever og fast personale.
Vi er ved at etablere en tværfaglig forskningsenhed, således at vi kan skabe mulighed for stadig udvikling indenfor ældreområdet og psykiatrien.
Motivationen på Kommunehospitalet er stor, og jeg tror, at vi bliver et godt ældrehospital.